Monthly Archives: June 2005

Ferierapport – 2. dag, 2. del

Følgende er, hvad jeg nedskrev tirsdag aften. Der var ikke noget ordentligt internet i Gudhjem, så det bliver først indskrevet i dag:

Selv de bedste planer kan slå fejl, og det gjorde gårsdagens plan for i dag.

Først tog jeg til tropelandet, hvor jeg endte med at rende rundt efter smukke sommerfugle og forsøge at tage billeder af dem. Det lykkedes da også med mange af dem, men ikke med de flotte, store blå. Dette er en af grundene til, at mine planer for i dag slog fejl – jeg kom for sent videre herfra.

Jeg tog derefter turen til Dueodde, men der var modvind, så det gik trægt. Dernede gik jeg en tur op i fyrtårnet og kiggede ud (men ikke ned). Det blæste en halv pelikan deroppe, så jeg tog hurtigt de 196 trin ned igen.

Turen gik efter en hurtig soft-ice (og dem får man mange af på sådan en ferie her) gik det videre mod Aakirkeby, men der var igen modvind, så det tog al for lang tid. På vejen blev jeg klar over, at jeg ikke ville kunne nå over Svaneke, hvis jeg skulle nå Gudhjem i fornuftig tid. Så jeg bestemte mig for at køre direkte nord gennem Almingen og Østerlars. Det gav mig også mulighed for at se kirken i Østerlars igen efter snart 20 år. Jeg kunne godt nok ikke se noget, jeg kunne genkende, andet end fra billeder, så måske var det slet ikke her vi var i 7. klasse.

Jeg ved ikke, hvad Almingen er, andet end at det står på et kort. Så hvis det er andet end et navn for skoven, er jeg kørt forbi det uden at se det. Jeg drejede fra for at se Bastemose, men det da godt nok et kedeligt syn. Fugletårn med udsigt til en masse siv og 2 fucking blishøns. Der kom jeg hurtigt fra igen.

For fanden, hvor er Gudhjem flot. Granitten kunne jeg allerede begynde at se rage op, da jeg kom nord for Aakirkeby, men her er der 10 m granitklipper, der stiger op ad haven. Jeg har tjekket ind på Sletten Camping, lige ud til klipperne og havet. Sannes Familiecamping, som jeg oprindeligt ville have ligget på, ligger lidt for langt uden for byen til at jeg orker kører frem og tilbage (og endnu mere op og ned!). En sti går langs klipperne direkte ned til Gudhjem havn, og jeg har taget mindst 100 billeder her.

Nede i byen er der efter klokken 20 næsten dødt bortset fra iskiosken og et større antal restauranter og cafeer, men der høres en harmonika og sang nede fra en bænk i havnen, hvor et antal personer har sat gang i festen på en bænk.

I morgen tager jeg så til Christiansø med 12:30-færgen. Lige nu ligger jeg i mit telt og skriver, lige efter jeg har haft fat i nogen fra arbejdet, da der kom en alarm fra “min” server, heldigvis en ligegyldig én. Så lidt arbejde får man da også laver!

Nå ja, jeg har fundet hullet i luftmadrassen, men desværre ligger lappegrejet hjemme. I stedet har jeg forsøgt med en lap til en cykelslange, og det ser ud til at holde (foreløbig).

Jeg kan i dag (torsdag) oplyse, at lappen i hvert fald holdt den første nat, men i nat har madrassen igen været utæt, men om det er fra samme hul er uvist.

Ferierapport – 2. dag, 1. del

For det første, så opdagede jeg i nat, at luftmadrassen er utæt. Fucking billige lort. Dernæst skriger mågerne fra kl. 4, og naboerne fra klokken 7. Hvor er jeg dog bare glad for, at jeg tog ørepropper med, så jeg kunne sove helt til klokken 9 med lettere ømhed i ryggen til følge.

Jeg skrev et par sider på papir i går aftes, de kommer her:

Efter at have kigget på den officielle fartplan til/fra Christiansø viser det sig, at afgangen kl. 15, som jeg fandt på deres hjemmeside, er en specialafgang, hvis formål er at hente de sidste turister fra øen, så den kan man ikke komme med. Desuden er det svært at gennemskue, helt præcis hvordan det fungerer med en specialtur, hvor man skal overnatte. Da jeg alligevel ikke kan se tv-2-koncerten derovre, vælger jeg ikke at tage derover tirsdag alligevel, da jeg ville skulle meget tidligt af sted i morgen (i dag tirsdag, red.), hvilket jeg heller ikke gider. I stedet vil jeg tage i det dér tropeland (som der heller ikke ville have blevet tid til, hvad jeg taget til Christiansø som planlagt), og samtidig vil jeg tage en længere cykeltur rundt på øen, først sydpå til Dueodde, dernæst nordpå gennem Aakirkeby (igen), Almindingen, østpå over Svaneke til Gudhjem, hvor jeg overnatter.

Der kan jeg så efterlade mit habengut onsdag og tage en sviptur til Christiansø og om aftenen tage til Oluf Høst og høre tv-2. Det passer alt sammen meget bedre sammen – jeg får set mere, men får ikke hilst på tv2-fansene før onsdag i Gudhjem.

I dag (i går mandag, red.) har jeg cyklet ca. 40 km, og i morgen vil jeg tro det bliver 50-60 stykker – forhåbentlig i lidt mere bakket terræn. Hernede syd på øen er der sgu lige så fladt som på Lolland.

Hvis man vil, kan man følge mine geografiske anvisninger på dette kort. Jeg cykler primært på de grønne cykelveje, som for det meste er cykelstier lidt væk fra de trafikerede veje.

Ferierapport – 1. dag

Jeg vil på forhånd undskylde den sproglige og grammatiske kvalitet af dette indlæg. Normalt retter jeg sproget til og læser korrektur bagefter, men det når jeg ikke i dag….

Anyway, here goes:

Klokken 10:31 skulle toget køre fra København H, men jeg havde nær ikke nået det, fordi jeg først var så forvirret, at jeg kiggede på ankomst-tavlen, og der var ikke noget tog det pågældende tidspunkt. Jeg måtte forhøre mig i billetsalget, der oplyste mig, at toget kørte, som det skulle. Jeg kiggede denne gang på afgangsplakaten og så et tog til Nivå, og da jeg personligt ikke aner, hvor det ligger, tænkte jeg, at jeg nok skulle skifte dér (i min verden skal man stadig nordpå for at komme over til Sverige). Da jeg så er gået ned på perron 4, annoncerer man toget til Rønne, som kører fra spor 26. Hvor fanden er spor 26? Jeg troede kun, der var spor 1-12. Det viste sig dog hurtigt, at skilte viste spor 26 et antal hundrede meter længere fremme, og så kunne jeg godt huske, at man har bygget en ekstra, lille perron ude ved Tietgensbro. Så jeg stormer ud langs spor 4, da klokken er meget tæt på 10:30. Desværre har to betjente valgt også at gå samme vej, så selv om jeg ville, turde jeg ikke sætte mig op på cyklen og køre derudaf for fuld knald. Jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der ikke helt havde forstået afgangsstedet, for andre passagerer render også forvirret rundt på spor 4 og leder efter 26. Alle skilte peger fremad, men spor 4 ender blindt. Der holder dog et tog på modsatte perron, og et skilt viser spor 26, så cyklen med 30 kilo baggage måtte op på skulderen og op og ned af trapper til Tietgensbro for at skifte perron, og til sidst lykkedes det endelig at nå ned til toget, selvom det egentlig burde være kørt. Der er dog så mange andre passagerer, der har problemer med at finde toget, så det kører ikke før omkring 10:45.

Ca. kvart i 12 ankommer vi så til Ystad, og ude på perronen lyder det “Hej Jan”, hvilket nok er de sidste, jeg havde forventet at høre i et andet land. Det viste sig at være Ingrid, en anden tv-2-fan, som skal tilbringe ugen på Bornholm. Hun er webmaster på tv2fan.dk og er én af de heldige, der har skaffet sig billet til koncerten på Christiansø i morgen aften. Vores veje skilles dog hurtigt, da cykler skal ombord på færgen ad samme vej som bilerne.

Overfarten klares på en time og 20 minutter og tilbringes med at læse i turistbrochurer og volde en kanelsnegl ned i ædetragten for ligesom at kunne sige, at man har fået morgenmad. Samtidig får jeg taget et par billeder, især af et fænomen, som jeg aldrig har set før, i hvert fald ikke dér, hvor jeg så det. Der var en konstant regnbue bag færgen, et par meter henover vandet, der sprøjter op fra de store skruer. Desværre har jeg ikke umiddelbart mulighed for at overføre mine billeder endnu, så det må vente, til jeg kommer hjem.

Velankommet i Rønne kører jeg lige hurtigt et par kilometer rundt på de brostensbelagte småveje, og på torvet spiser jeg lige en soft-ice for at kunne sige, at jeg har fået frokost. Dernæst henter jeg lige et kort over øen, så jeg har en chance for at finde vej – og den går ligeud tværs over øen, gennem Åkirkeby mod Nexø, hvor jeg befinder mig lige nu. Det var egentlig meningen, at jeg ville have lagt vejen forbi Dueodde, men jeg ville hellere af med den tunge bagage, så jeg bestemte mig for at tage på campingpladsen først, men nu er klokken over 19, så der bliver ikke tid til turen sydpå, så det må jeg have til gode en anden gang.

Teltet står slået op på campingpladsen, og jeg har efterladt det meste af mit habengut dér, så jeg håber, det stadig er der, når jeg kommer tilbage. Mit kamera har jeg dog taget omkring halsen.

Om lidt skal jeg finde et sted at spise noget aftensmad, og i morgen formiddag skal jeg, hvis der bliver tid, en tur forbi et eller andet trope-agtigt noget, hvor der er nogen papegøjer og en masse sommerfugle, og bagefter går turen gennem Svaneke til Gudhjem, hvor færgen afgør til Christiansø klokken 15.

Det var alt for denne gang, der kommer mere, hvis jeg kan finde en computer og noget internet i løbet af ugen.

Slotskoncerterne i Hillerød i lørdags

Jeg tog lørdag aften til Hillerød for at lytte til lidt musik. Aftenens to slotskoncerter var med Shu-bi-dua og Julie, og det var bestemt ikke en kedelig aften.

Julies musik siger mig ikke helt så meget, og jeg har allerede set hende live en enkelt gang i Tivoli sidste år, så selvom der var i hvert fald ét nyt nummer, var jeg egentlig ligeglad, hvor hun var henne og ventede egentlig bare på shubberne. Hun var godt nok dullet op i aften – hendes læbestift må have kunnet ses helt ned på de bagerste rækker, og bassisten havde en så selvglad attitude, at det halve kunne have været nok.

I dagens anledning havde jeg taget opstilling på første række sammen med Gurli US, som var den ene af to repræsentanter fra Gurli-klubben, og han benyttede lejligheden til at indsamle en del underskrifter til “Den røde tråd på DVD”.

Mens vi ventede på shubberne, kom to herrer fra Hillerød-posten og interviewede mig og tog et antal portrætter. Guderne må vide, hvad jeg bliver citeret for, men det må tiden vise, når og hvis indslaget forhåbentlig havner på forsiden af næste blad, som også gerne skulle komme med posten til Gurli-klubben og blive distribueret rundt til medlemmerne og selvfølgelig også mig selv.

Shubbernes koncert var ganske udmærket og en anelse anderledes end koncerten i Roskilde for en måneds tid siden. Desværre lykkedes det os på forreste række ikke at få overtalt bandet til at spille “Klods Hans” fra det nye album, selvom vi mange gange råbte det meget højt mod scenen.

Da jeg var sammen med Gurli(erne) fik jeg lov til at være med at tyre rødt crepepapir ud mod publikum under Den Røde Tråd, og det var da meget sjovt!

Sætlisten:

  1. Ærligt talt
  2. Folkevognen
  3. Jeg er fluen
  4. Lulu rocken går
  5. Krig og fred
  6. Hvalborg
  7. Nam nam
  8. Kejserens nye klæder
  9. Kære Lone
  10. Vuffelivov
  11. Livets pølse
  12. Jeg ved en lærkerede
  13. Danmark
  14. McArine
  15. Den røde tråd
  16. Sexchikane
  17. Står på en alpetop
  18. Der er et yndigt land
  19. Tryk på
  20. Stærk tobak
  21. Fed rock

Ole knækkede en streng under starten til Lulu Rocken går, så vi fik lige et ekstranummer, mens der blev skiftet guitar, nemlig “Jeg er fluen”. Bemærk også, at vi fik “Tryk på”, som jeg aldrig har hørt spillet til en koncert.

Til nummeret “Kejserens Nye Klæder” havde man i aften taget to af pigerne med, som sang på pladen, og de kom på scenen under tredje vers, lige før de skulle synge. Jeg synes de klarede det meget godt, selvom man ikke rigtig kunne høre dem. Det er muligt, at de sammen med Bonden gik bedre ind på de bagerste rækker.

Efter koncerten lykkedes det mig at få de sidste tre autografer til 18’er-pladen, nemlig Kims, Jacobs og Peters…

…og blev vi ellers bedt om hurtigt at forlade området af security-folkene, så vi nåede hverken at hilse på Bonden eller Claus.