Monthly Archives: September 2005

Grib mikrofonen

Det er 1½ uge siden, så det er på tide, at jeg får skrevet op min oplevelse som publikum på “Grib mikrofonen” på Nordisk Films studier i Valby.

Baggrunden er såmænd, at vores alles Øje (Ole Kibsgaard) er kapelmester på underholdningsprogrammet, som starter på TV 2 på lørdag og som har Casper Christensen som vært. Da man jo er en sucker for alt, hvad der bare “lugter lidt af fisk” (dvs. af Shu-bi-dua), var jeg nødt til at tage sammen med to gurlier til Valby onsdag aften i sidste uge.

Programmet går ud på, at man inviteret to hold à to personer til at lytte til nogen amatører, der synger karaoke til kendte numre, og holdene skal så gætte, hvad det er, de synger og synge sangene færdige med hjælp fra teksten, der ruller på nogen skærme. Dette koncept er også meget godt, men holder kun, hvis indslagene med sangerne bliver dårligere og pinligere efterhånden som programmet skrider frem. Det gjorde det ikke i dette program, hvor amatørernes optræden kun var halvpinlig hele programmet igennem. Jeg tror personligt ikke, at det kan holde publikums interesse i 45 minutter lørdag aften, så jeg spår, at det ikke bliver TV 2’s ny seersuccess.

Nu var det sådan set heller ikke programmets generelle indhold, jeg kom for, det var for at se Ole spille guitar, og det gjorde han med sædvanlig præcision og stil, som er en shub værdig. Han hilste på os både før og efter programmet, og jeg fik hans autograf på et plekter og fik afleveret nogen billeder. Jeg tillod mig også at stikke snuden meget tæt på tre instrumenter, som stod backstage. Den ene var en rigtig hærget Fender-el-guitar, den anden var mandolinen, som spiller McArine-soloen tre gange ved alle shu-bi-duas koncerter. Det var i øvrigt også en Fender.

Aftenen var ganske hyggelig, når man ser bort fra det halvkedelige indhold i programmet, hvis gæster var Morten Remer, Maria Bramsen, Anette (S)Heick (som havde fået dullet sit hår op, så hun lignede noget, der var trådt ud af firserne) og den sidste herre, som jeg ikke husker navnet på. Frk Heick lavede en meget pinlig fejl, som næsten fik mig til at rejse mig og afbryde optagelserne. En af sangene, de skulle gætte, var “Du skælder mig hele tiden ud”, som hun sang sammen med Tommy Seebach i 1989. Casper Christensen konkluderede efter sangen, at “det var længe siden”, og hun ytrede “ja – ’87”. Tsk tsk. Det er flot, at man som Tommy-fan skal sætte hende på plads, hvilket jeg så i øvrigt ikke fik lejlighed til. Jeg håber, at hun en dag kommer forbi dette indlæg. Det var vist i virkeligheden deltagerne i programmet, der var amatører, i hvert fald nogen af dem.

Hvorom alt er, så er jeg helt sikkert på skærmen, når TV 2 sender programmet med de pågældende deltagere, for jeg sad sammen med de to gurlier lige ved siden af trappen, hvor værten og deltagerne kommer ud i starten af programmet.

I øvrigt synes jeg godt man kunne have introduceret Øje ved navn, når nu han var kapelmester, men man præsenterede kun ham og de tre andre musikere som “husorkestret”. Det er ikke respekt.

P.S. Det sjoveste indslag på aftenen var i øvrigt opvarmeren, som var den samme herre, som opvarmede dengang jeg var publikum på AHA.

Shu-bi-dua-dag i Tivoli

Fredag (den 2. september) stod i Shu-bi-duas tegn. Jeg havde for snart længe siden aftalt med Gurli-klubben, at jeg ville tage min guitar på nakken derind, så vi kunne spille og synge og derved få dagen til at gå. Selvom de fleste mødte til Tivolis åbningstid kl. 11, valgte jeg dog at udskyde min ankomst til omkring 13:30, og det gjorde ikke noget, for shubberne skulle først spille på pænen kl. 22.

US havde taget sit keyboard med, og vi fik spillet og sunget en hel masse sange. Sætlisten kan du se nederst i dette indlæg.

Koncerten var som sædvanlig ikke særlig overraskende, sætlisten var den samme, som den plejer at være. Der var dog to overraskelser. Den første bestod i, at tre piger skulle synge kor på “Kejserens nye klæder”. Det havde vi godt nok set før med to piger (den ene er vist Peters, trommeslagerens), men da Bunden ikke mente, at vi kunne høre pigerne nok, bad han orkestret spille sidste omkvæd igen, så vi rigtig kunne høre dem. Den anden overraskelse var, at Tivoligarden (ca. 10 drenge), spillede McArine på deres trommer og fløjter. Det var ganske smukt.

Efter koncerten havde Gurlierne sat Claus Asmussen (den ene guitarist) stævne ved sceneindgangen, da han skulle have overrakt diverse gaver i anledning af hans 30 års jubilæum i Shu-bi-dua. Han blev også udnævnt til Æres-gurli med t-shirt og diplom, og han var efter eget udsagn rørt til tårer. I gaverne indgik blandt andet en hel kasse gode, hjemmelavede karameller.

Jeg måtte hoppe fra at gå med de andre ud og få en skarp efter konceren, da mine sko havde ædt mindst to større vabler i min højre hæl, så jeg humpede hjem i stedet, men på trods af dette, et træt hovede og ømme guitarfingre var det alligevel en dejlig dag.

Gurli-sætliste (så vidt huskes, i alfabetisk rækkefølge):

Shu-bi-dua:

A kat la’ vær
A. Tomsen
Adonis And
Bageren og servitricen
Brdr. Gebis
Dallas
De tre små grise
Den lille pige med svovlstikkerne
Den røde tråd
Det ville glæde min hat
Drømmeland
En mærkelig hoste
Fantasi no. 9
Fed rock
Foggin’ rap
Folkeparty no. 179
Folkevognen
Form og filur
Generatorbouillon
Gode råd
Greven ud af luften
Humbug
Hvalborg
I Østen stiger Olsen op
Jeg – en gris
Jeg er fluen
Jeg har købt en guitar
Kejseren nye klæ’r
Klodekundskab
Krig og fred
Kylling med soft-ice
Laila
Lulu rocken går
Luther Lagkage
Mamba d’Amour
Mark & Ronni
McArine
Melankolini
Melogik
Michael
Michelle
Mig og så Harry
Min piges slikkepind
Minus til plus
Monte Carlo
Mort
Mos på din gravsten
Nam nam
Nappa og nylon
Narresutten
Pariamo italiano
Rosita
Sand-Hans
Sommergryder
Stjernefart
Tunnelåbningssangen
Ærligt talt
Ærmelunden

Andre:

Andreas sang (Kaj & Andrea)
Askes sang (Bamse & Kylling)
Bondemandens sang (Kaj & Andrea)
En tosset sang (Linie 3-udgaven)
Feel (Robbie Williams)
Regnsangen (Bamse & Kylling)
Walk, mand! (Michael Hardinger)

Tak til US for lån af billede.

Mediestuntet på Nordisk Film

Torsdag eftermiddag (den 1. september) var længe udset til at blive en stor dag for Gurli-klubben, nemlig den dag, hvor omkring 1200 undskrifter indsamlet til udgivelsen af Shu-bi-duas film “Den Røde Tråd” på dvd, skulle afleveres til Nordisk Film. Jeg havde i den anledning tilbudt at tage min guitar med derud, og vi kunne så passende synge sangen “Den røde tråd”, evt. i den lidt omskrevne udgave, som jeg havde lavet til lejligheden.

Efter en lettere forsinkelse fra de fleste deltagere i seancen lykkedes det at få samlet tropperne, og vi meldte vores ankomst i receptionen. Det viste sig dog hurtigt, at vi ikke skulle ind, men måtte blive udenfor, mens en ansat i Nordisk Film overtog den blå mappe med alle papirerne i. Umiddelbart virkede det lidt plat og kedeligt, og det virkede slet ikke som en situation, hvor man kunne tage sin guitar frem. Det ændrede sig dog hurtigt, for pludselig stod Uffe Holm og Tomas Villum Jensen (de to herrer, som blandt andet er kendt som værende værter i tv-programmet Idols) med et kamerahold og skulle høre, hvad vi havde gang i. De var ved at lave intern reklame for den nye PSP, og Uffe mente bestemt, at vores ønske kunne udbygges eller ligefrem erstattes med et foreslag om at få “vores film” udgivet på UMD, det teknisk noget dårligere medie, man bruger til at se film på PSP’en. Det var vi vist ikke så gode til at blive overtalt til, men det endte med, at begge d’herrer skrev under på indsamlingen og da stemningen nu var helt oppe at ringe med kamera og det hele på, måtte guitaren frem, og vi sang det sidste, omskrevne vers af “Den røde tråd” – to gange. Den første gik helt i kage, da man blandt gurlierne ikke kunne blive enige om en fælles toneart, selvom guitaren havde slået en G-dur an. Uffe sprang ud blandt gurlierne og sang med, og hele seancen hos Nordisk Film blev noget anderledes, end nogen vist havde regnet med.

Nu bliver det spændende, om vi får en kopi af optagelsen, som vi blev lovet. I øvrigt har Gurli-klubben også et indslag om eventen på deres nyhedsside.

Tak til US for billeder.