Onkel Poul var i et ugeblad for et stykke tid siden for at præsentere sin samling af gamle radioer. Jeg husker ikke, om det var Ude & Hjemme, Familiejournalen eller et helt tredje blad.
Billedet er benyttet uden tilladelse.
Ud over at samle på radioer er Poul også samler af Techno og dampmaskiner, og de sidste laver han også selv!
Billedet er benyttet uden tilladelse.
I weekenden var jeg, som jeg tidligere har omtalt, et smut forbi “de gamle” på Lolland, og Mor gav mig nogen småting hun havde fundet, fordi hun ved, at jeg samler ting til min hjemmeside. Denne gang havde hun fundet et gammelt avisudklip, som viser et billede af min klasse, som sidder i datarummet foran de oldgamle Piccoliner og “indskriver artikler på skærme”. Projektet var et ugeforløb, hvor vi skulle skrive en avis. Jeg kan huske, at jeg vist var sammen med Claus og Tim og blandt andet interviewede min far, som på det tidspunkt arbejdede på istandsættelse af Pakhuset på Bandholm Havn, og så blev der vist også fejlafskrevet en fastelavnssang i avisen fra min side.
På billedet kan man se et udpluk af mine klassekammerater, men det er ikke dem alle, jeg kan kende i dag. Der er dog i hvert fald Søren, Kenneth, Morten, Tim, Sten, Janni og Karina på billedet – inklusiv jeg selv, som står allerbagerst op ad væggen.
Billedet er i øvrigt totalt misvisende, for nok står jeg bagerst i billedet, men i datalære var jeg helt fremme på beatet, hvilket også er grunden til, at jeg i dag arbejder som programmør. Fra første dag, hvor vi legede med Piccolinerne med Myresnak var jeg totalt fanget ind i computerverdenen, og det endte med, at jeg sad efter skole og legede (onkel Per ville nok kalde det “arbejde seriøst”) sammen med min lærer Bent, som selv næsten var lige så begejstret. Han skrev faktisk på et senere tidspunkt essensen af det hele i en “Hvordan det går”-seddel:
Det var også selvsamme lærer Bent, som rådede mine forældre i deres køb af computer til “drengen”. Jeg havde ønsket mig en Lambda et-eller-andet, men jeg fik en Commodore 64, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det rigtige køb. Den kostede godt nok en bondegård og var den største julegave, jeg nogensinde har fået, men den var skelsættende for min fremtid.
Bemærk i øvrigt, at billedet med seddelen er i øvrigt skrevet af Bent på de selv samme Piccoliner!
(c) 2006 rosenauer.dk – benyttet med tilladelse.
Stemningen var helt i top, da de gamle drenge fyrede op under VEGA fredag. Lyden af astronautkommunikation efterfulgt af den sædvanlige “Bornholm, Bornholm” satte en fantastisk koncert i gang, hvor intet mindre end 10 af numrene fra den nye plade blev spillet. Måske vil nogen kalde det et farligt sats, men med over 120000 solgte eksemplarer mener jeg, at det er et sikkert og rigtig godt sats. Publikum tog også rigtig godt imod numrene, der spænder over 80’er-pop med nummeret “Hvem vil danse?” til opera i nummeret “Under den sidste hvide bro”, hvor man til lejligheden havde fået følgeskab af operasangerinden [], der efter min mening overspillede divarollen en anelse på scenen. Disse numre blev sammen med andre nye og klassikere som “Nærmest Lykkelig” og “Det mørke Jylland” til et komplet 1. sæt, der rev benene væk under publikum, og det kunne man tydeligt mærke, da drengene gik på efter pausen. Publikum fik serveret et medley af fem sange fra 80’er i et 10 minutter langt medley, og især nummeret “Fantastiske Toyota” for alvor, men lidt uventet, publikum til at synge med. Resten af sættet var igen blandet nyt og klassisk, og blev afsluttet med 4 ekstranumre, hvor vi blandt andet fik det nye nummer “Et helt almindeligt liv”, som er en smuk til nummeret “Kys det nu”, fra den nu kanon-iserede plade “Nærmest Lykkelig” fra 1988, og koncerten sluttede som sædvanligt med “Bag duggede ruder”, hvor et par enkelte fans tændte et par stjernekastere, dog uden at en hurtig opvågnet vagt gjorde noget ved andet end lige at gå forbi.
Aftenen var hver en krone værd, og der blev som sædvalig ikke spillet for højt. Rent teknisk var lyden helt i top, og der var kun et par enkelte fodfejl i en ellers perfekt koncert, som får 5 ud af 6 guitarstrenge.
Sætlisten kunne man ikke få med hjem, men hukommelsen afslører vist det meste herunder, selvom rækkefølgen måske er en anelse forkert. Titlerne er så vidt muligt dem, som Steffen plejer at bruge på sætlisterne – lettere omskrevet fra originalerne.
Husk så lige at tjekke Martin Rosenauers hjemmeside og alle de fede billeder, han har taget. Jeg har fået lov at låne et enkelt, som du kan se ovenfor, det er godt nok taget til koncerten i VEGA dagen før.
1. sæt:
(Bornholm, Bornholm)
Hallo hallo
Åh kom nu hjem
Moonwalking
Kontoret lukker
Big time
En mand og sin eller hans hund
Nærmest lykkelig
Det mørke Jylland
Skanderborg Station
Under den sidste hvide bro
Eventyr for værdigt trængende
Hvem vil danse
Nå nå
2. sæt:
(Kong Christian)
Motorvej/Dazu-Eisgekühltes Coca-Cola/Fantastiske Toyota
Natradio/Verden perfekt
Sporløs
Skolens højeste snit
Line Jørgensen
Klasselærer
Popmusikeren
Hele verden fra forstanden
Rejsen til Rio
Be ba ba lu la
Fald min engel
Lanternen
Xtra-numre:
De første kærester
Et helt almindeligt liv
Kys bruden
Bag duggede
(Donau-valsen)
Her til aften var Steffen Brandt gæst i Go’Aften Danmark, som optages på Hovedbanegården. Jeg plejer lige at møde op og tage et billede til fansiden, hvis der er noget spændende at tage billeder af. Jeg troede i første omgang, at Steffen på tv-2’s vegne skulle modtage tre platinplader for deres nye album, men kom i tanke om, at dem fik han i P3 før jul, så der blev ikke nogen billeder i dag.
Programmets indholdt fandt jeg naturligvis først ud af, da jeg kom hjem og så optagelsen, men jeg så dog, hvad kameraerne ikke fangede, nemlig Steffen der hilser på Hans Pilgaard med et pænt udvalg af karateslag i luften. Eller måske var det Tai Chi, jeg bliver i tvivl.
Jeg havde taget min guitar med i håb om, at Steffen ville skrive en autograf på den. Jeg sneg mig som en stille ninja og lagde mig i bagholdsangreb, da han kom ud efter programmet, og selvom han havde travlt, skrev han på den. Mens han gjorde det, nåede jeg at sige, at nogen shubber allerde havde skrevet på den, og han udbrød “Det var godt du sagde det, før jeg begyndte.” Jeg havde håbet, at han skrev “Kære Lone” på guitaren, men det blev til en almindelig “Steff- Brandt”. Til dem der ikke fatter det sidste her kan jeg kun henvise til bare én af diskussionerne i tv2fan.dk’s forum.
Med de sædvanlige ønsker om gode dage skiltes vore veje endnu engang, og jeg var glad for min autograf, der sidder på toppen af guitaren, i modsætning til shub-autograferne der sidder i “bunden” (fik du den?). Meget symbolsk er Claus Asmussens autograf som den første ved at være slidt væk.
