I sidste weekend (den 26./27. maj) tog jeg en tur til Randers for at jamme sammen med tre gurlier (K, US og L). Det blev også til en Shu-bi-dua-koncert “i nærheden”, nemlig på Hinge Søstival et eller andet sted gemt godt af vejen for omverdenen og for de deltagende, der ikke kender småvejene.

Gurlierne LI og LA samt undertegnede i Gurli-bussen – Billede taget af US

Efter at have kørt forkert ca. 5 gange lykkedes det endelig fire gurlier (K, US, LA og LI) og jeg selv at komme frem, men indgangen var også en historie for sig selv. For det første måtte man hverken have mad eller drikke med, så jeg måtte tonse min frokost og en Red Bull hurtigt ned inden jeg kunne komme ind. Dernæst var dagsbilletterne meget dyre, så man havde fået lovning på et antal fribilletter, som dog nær aldrig var blevet udleveret. I sidste øjeblik kom de i form af to backstage-passes, som undertegnede og K som de sidste fik lov at tage på.

Shu-bi-dua på scenen – Billede taget af US

Koncerten virkede ikke overvældende besøgt, men det var den første jeg hørte efter Claus Asmussen ikke længere er med, og det kan bestemt mærkes, primært mangler hans guitar i lydbilledet. Selv om Ole gør det godt og spiller både akustisk og elektrisk guitar på Vuffeli-vov, kan han ikke klare det alene, hvis man spørger mig.

Sætlisten var en spænding i sig selv. Dels havde jeg hørt, at man havde stoppet “Minus til Plus” – mit yndlingsnummer ind – selvom Michael Bundesen altid har sagt, at den ikke holder live og den derfor ikke bliver spillet, hvilket betyder, at jeg aldrig før har hørt den live. Sangen var med, meeen… jeg synes den var rimelig død i sværen. For det første bliver den spillet 3 toner lavere end på pladen, hvilket gør den meget dyb, og dels er det svært at gennemføre den uden strygere, men selvom fremførelsen haltede, var det nu dejligt at høre den spillet live.

Anden overraskelse i sætlisten var, at Askepot var med. Det er også en dejlig sang, som jeg heller aldrig har hørt spillet live, den holder til gengæld 100%, og publikum var med hele vejen.

Tredje og sidste overraskelse i sætlisten var en hilsen til (de hedengangne?) Safri Duo og bestod af en masse percussion og en stor gong-gong, men var som sådan egentlig ikke noget særligt, når man hellere bare vil høre en klassiker, som aldrig bliver spillet, fx “I Østen stiger Olsen op”.

Alt i alt var koncerten udmærket, selv på trods af den sædvanlige mangel på særligt mange overraskelser.

Efter koncerten udnyttede jeg mit backstage-pas og stillede mig op foran musikerpladsen, hvor jeg formodede at d’herrer fik sig en cognac inde bag ved. Selvom jeg nok bare kunne have vadet ind (jeg er jo musiker), lod jeg være, og i stedet hilste jeg på Ole og Michael, da de gik. Ole havde en personlig hilsen til mig, som jeg var glad for, og jeg benyttede lejligheden til at sige til Michael, at jeg var meget glad for, at de havde valgt at komme “Minus til plus” i sætlisten. Jeg fik en halv forklaring om, hvorfor han havde skiftet mening i forhold til ikke at spille den, men det gav ikke så meget mening, men lige meget med det.

Turen gik derefter tilbage til Randers, hvor vi spillede en helvedes masse musik. Om natten kunne jeg ikke falde i søvn, og arbejdet holdt mig vågen i 1½ time med sms’er fra overvågningssystemet, så jeg sov ikke meget mere end en time eller to, så lørdag var jeg zombie og bestemte for at tage hjem om aftenen, så jeg kunne få sovet ud i min egen seng. Og det gjorde jeg, big time.

Men det var en fed tur, og fingerspidserne på min venstre hånd var slidt godt til i alverdens farver, da jeg kom hjem.