Jeg har alt for meget at lave i disse dage, så jeg har ikke fået skrevet resten af rejsedagbogen fra Berlin. Derfor kommer nedenfor en opsummering af, hvad jeg lavede resten af dagene. I løbet af ugen skulle der også komme et billedgalleri fra alle dagene.
Tirsdag aften var jeg på shopping i området ved Zoologisk Have, da jeg havde set nogen i en turistbog anbefale området og indkøbscenteret “KaDeWe” (KDW?), som viste sig at være en Magasin-klon. En masse etager med parfume, modetøj m.m. Men 5. salen, som var den jeg gik efter havde legetøjsafdeling, og det skulle hurtigt vise sig, at det var den største spilafdeling, jeg i mands minde har set. Der var simpelthen bræt-, kort- og puslespil fra ende til anden, og jeg endte med at gå derfra med tre produkter: 1 gave, 1 kortspil med navnet “Bohnanza” (et spil om bønner) og et “Puzzleball” fra Ravensburger, et 240-brikkers 3D-puslespil med form som en kugle, men ikke som sådan svært at bygge. Aftensmaden denne dag tog jeg på KFC (Kentucky Fried Chicken), og det var min første oplevelse med kæden, som altid bliver omtalt i de amerikanske medier som dér, amerikanerne bliver fede. Jo da, det var godt nok også noget klistret mad, fy for satan. Men det smagte meget godt alligevel. Herefter gik jeg på internetcafe, hvor jeg skrev et tidligere indlæg her på bloggen.
Onsdag aften var jeg en tur på “Unter den Linden” og gik ned til Brandenburger Tor. Efter ca. 2 minutter kiggen og tagen billeder var der absolut ikke mere at se på her, vejen er ikke andet end ambassader og souvenir-butikker. I stedet tog jeg til Potdamer Platz og en tur i deres IMAX-biograf hvor jeg så en 3D-film om dyrelivet på Galapagos-øerne. Det var virkelig flot!
Turen hjem torsdag aften foregik med propelfly fra SAS. Jeg troede ikke, at sådan nogen var i brug mere, men det er de altså. Efter en grundig metalskanning af kroppen i Berlins lufthavn gik turen smertefrit, men med en lettere forsinkelse, og jeg tager hatten af for Cargo i København, de har altid bagagen klar inden for 10 minutter, også selvom skærmene ved baggagebåndet er mere pessimistiske og mener, at det tager op mod 25 minutter.