Lige før jeg vågnede her til morgen, drømte jeg, at jeg var kommet til (formodentlig med vilje) at bytte rundt på min og Steffen Brandts indkøbsvogn i supermarkedet. Han opdagede det ikke, og jeg havde derfor en grund til at opsøge ham ude ved hans bil, hvor der blev snakket om mælk og remoulade. Jeg kører med ham videre, og han udbryder på vejen:
Her er der koldt
Her er der mørkt
Her vil jeg bo
og jeg gættede på, at det nok var omkvædet til én af de nye sange. Hvis jeg kunne skrive noder, ville jeg skrive dem ned, men i stedet nøjes jeg bare med at afsløre, at brudstykket spilles i Eb-mol og afsluttes med C#sus-C# (meget hurtigt skift) på “bo”.