Jeg skrev i sidste uge om en guitar, jeg havde forelsket mig i. I dag prøvede jeg den igen og endte med at købe den… Den er fed, og så er den også pæn!
Monthly Archives: November 2007
Hedder min næste guitar Ibanez?
Det var egentlig meningen, at jeg skulle ned og se på en Epiphone LP hos Aage, men da jeg fik den i hånden så den billig ud (hvilket den også var), og jeg følte ikke noget særligt, når jeg spillede på den, og så er efter min mening et meget dårligt udgangspunkt for et længerevarende forhold.
I stedet prøvede jeg en Hagstrøm, som lignede den og stort set var samme guitar, dog skulle være lidt bedre, men den sagde mig heller ikke noget.
En af Aages medarbejdere synes, at jeg skulle prøve en Ibanez SZ520FM DAS, og med det samme jeg slog den første, tilfældige akkord af, kunne jeg mærke, at det bare var en fed guitar og at den virkelig sagde mig noget. Jeg spillede på den et kvarters tid med megen tilfredshed, og jeg fik den efterfølgende lagt til side, så jeg kan prøve den engang i næste uge, hvor jeg formodelig køber den.
Den er fed, mand!
tv-2 på Rådhuspladsen
Som mange nok har opdaget udgav tv-2 i går deres nye plade “For dig kunne jeg gøre alting”, og i den anledning blev der spillet en 51 minutters kort koncert på Rådhuspladsen her i København, hvor jeg og andre venner og bekendte også var til stede (beviset ses på billedet ovenfor). Omkring 25000 mennesker benyttede chancen til at høre både nogen af de nye og de gamle sange, desværre primært det sidste.
Sætlisten (nye numre er markeret med *):
- Popmusikerens vise
- For dig ku’ jeg gøre alting *
- Randers Station *
- Big time og honning
- Natradio
- Vi skaber en verden perfekt
- Hele verden fra forstanden
- Be bab a lu la
- Fald min engel
- Grib mig *
- De første kærester på månen
- Hvis du går ud nu (x-tra) *
- Bag duggede ruder (x-tra)
Som fan må tillade mig at føle mig skuffet, især fordi jeg glædede mig til at høre de nye sange og derfor ikke havde smuglyttet til pladen. Derfor kendte jeg før koncerten kun numrene “For dig ku’ jeg gøre alting”, fordi det blev spillet til Grøn Koncert i sommers, samt “Randers St.” og “s.o.m.m.e.r.”, som er udgivet som singler og voldspillet i radioen og hjemme hos mig. Som man kan se af sætlisten fik jeg kun mulighed for at høre to andre, nye numre, og det var sidst i koncerten, hvor lyden var så høj, at jeg næsten ikke kunne høre hverken tekst eller melodi. Resten af sætlisten er stort set det samme, som er blevet spillet til koncerterne de sidste par år, så der var absolut ingen overraskelser heri og var derfor bare generelt kedeligt, især for dem, der har været til at andre koncerter inden for de sidste par år eller set en koncert, der er udgivet på dvd og har været vist i tv.
Jeg kunne komme med flere klagepunkter, men jeg tror, at jeg stopper her, før det bliver et stort og surt opstød.
Det var en fin og vellykket koncert, og folk på Rådhuspladsen var glade og fik varmen i kulden. Derudover hyggede bandet sig, så koncerten må betragtes at være en succes. At jeg (og andre i nærheden af mig) var utilfredse, må være vores egen sag.
Til sidst: På grund af koncertoplevelsen har jeg udskudt lytningen af den nye plade et par dage, den skal ikke påvirkes af en kedelig oplevelse, slet ikke når den får tæsk nok af anmelderne.
Store bryster, tak!
Hvor jeg er dog træt af politisk korrekthed. Den nyeste trend i USA er, at kvinder ikke må have bryster, for de er jo anstødelige og farlige for børn. I hvert fald må det være dette, som ligger til grund for, at Pixar endnu engang har smide en censureret dvd på markedet med deres gamle kortfilm “Knick Knack” fra 1989.
Filmen blev oprindeligt lavet af en flok computernørder og drengerøve, og derfor havde kvinden i filmen meget store bryster i form af to velplacerede kugler, men disse er blevet fjernet på den nye udgave, som er sendt i handlen her op til jul, nøjagtig ligesom det skete, da filmen blev lagt på dvd’en “Finding Nemo” i 2003. Hvor er det bare plat, og man burde faktisk forlange pengene tilbage.
Heldigvis findes den originale film stadig, så vil du se den, så er det bare at hoppe en tur forbi YouTube. Mon ikke Pixar har fået lukket YouTube-videoen ned? I så fald må du en tur på Piratbugten.