I februar 2008 valgte jeg at udskifte mit gammeldags billedrørsfjernsyn for at træde ind i den moderne tidsalder med et fladskærms-tv, selvfølgelig med fuld HD-opløsning. På dette tidspunkt talte stort set alle om kontrastforhold og gengivelse af sort, og Samsungs F86-serie var et af de få fjernsyn, der kunne levere varen. Mit valg faldt derfor på et Samsung LE46F86BDX, som udover at have de gode specifikationer også havde fået gode anmeldelser på nettet.

På samme tidspunkt var det vigtigt for mig, at tv’et var så billigt som muligt og jeg havde i mange år handlet alt mit IT-udstyr hos Multimedia World på Frederiksberg i København, og derfor faldt det mig naturligt at købe fjernsynet i denne forretning, der kunne sælge det for omkring 14500 kroner, hvilket var markant under, hvad man kunne få tv’et for i en konventionel radio/tv-forretning som Elgiganten og Fona. Pga. prisen og min begrænsede økonomi valgte jeg ikke at investere i en forsikring af produktet. Lidet anede jeg uråd, og det skulle koste mig dyrt.

TV’et blev købt, fragtet og installeret, og jeg konstaterede hurtigt, at tv’et havde børnesygdomme:

• Fjernbetjeningen eller tv’et var behæftet med kommunikationsfejl. Ca. halvdelen af de tryk, jeg lavede på fjernbetjeningen, nåede aldrig fjernsynet, og det var specielt irriterende ved brug af tekst-tv. Efter min mening er det en stor designfejl.
• Tv’et var ufatteligt langsomt i brug. Det tog ca. 2 sekunder at skifte kanal, hvilket gjorde zapning af 30 kanaler til en oplevelse, som jeg ikke havde tålmodighed til. Skift til HMDI-indgangene tog lige så lang tid, fordi man skulle igennem 2-3 andre AV-kanaler på vejen (a 2 sekunder), også selvom der ikke var sluttet udstyr til dem, og man kunne ikke ændre sorteringen eller slå nogle af dem fra. Justering af volumen var også besværligt, og det kunne let tage 10-15 sekunder at skrue fra normal lydstyrke ned til 0 (og tilsvarende den anden vej), hvilket er en helt normalt operation for mig at udføre, fordi jeg hører lyden fra tv og andre enheder på mit anlæg. Jeg behøver vel ikke at sige, at det hænger sammen med at kvaliteten af lyden på tv’et er ca. lige så dårlig som på alle andre tv. Mute-funktionen kunne desværre ikke benyttes til at gå på lysløs pga. et irriterende ikon på skærmen, når funktionen er slået til.
• Billedformatskift var lige så langsom som alle overnnævte operationer, og ved skift til full-hd-opløsningen skulle man altid skifte manuelt gennem 3-4 andre indstillinger, hvilket var nødvendigt, når jeg skulle se blu-ray.
• Tekst-tv var ufattelig langsomt i brug. Udover problemerne med fjernbetjeningen, som jeg har beskrevet ovenfor, var opdateringen af siderne på siden meget langsom, og meget ofte gik tv’et i en tilstand, hvor det nægtede at udnytte sin tekst-tv-hukommelse, og så skulle jeg ved hvert sideskift vente på, at siden blev hentet forfra. Endnu en stor fejl, som gjorde tekst-tv stort set ubrugeligt.

Ud over ovennævnte fejl og irritationsmomenter dukkede et større problem op efter ca. et 4 måneder. Pludselig en dag overgik tv-billedet kortvarigt over til kun at være en masse farver og mønstre.

Det var en periodisk fejl, som hurtigt blev værre og værre, og efter en uges tid så det sådan ud hele tiden, og var tv’et ubrugeligt. Det blev dog rimelig hurtigt repareret af Elektronik-Centeret, som Multimedia World benyttede som servicecenter. Hvad der blev lavet på tv’et, ved jeg ikke, men det kan være alt fra en firmwareopgradering til udskiftning af komponenter. TV’et kom tilbage og virkede fejlfrit i ca. 9 måneder.

I juni 2009 sad jeg en dag på arbejdet og snakkede med kollegerne om IT-indkøb, og jeg nævnte Multimedia World, og vi snakkede om alle de konkurser, der var i tiden. For sjov skulle jeg lige tjekke at forretningen stadig fandtes og opdagede til min gru, at den var under konkursbegæring. Nu stod jeg med håret i postkassen, hvis tv’et gik i stykker, fordi det jo er forhandleren og ikke producenten, som skal give 2 års reklamationsret. Samme aften sad jeg og chattede med en veninde og nævnte, at jeg ofte er forfulgt af uheld, og jeg sagde i spøg, at mit tv nu nok meget snart ville gå i stykker igen. Ca. to timer efter begyndte farverne og mønstrene at komme tilbage på tv’et.

Jeg undersøgte Samsungs produktgaranti og finder ud af, at Samsung selv stiller en fabriksgaranti på deres produkter, så jeg kontaktede deres support med henblik på at få tv’et repareret. Her fik jeg at vide, at mit tv er parallelimporteret og at Samsungs garanti derfor ikke gælder. Jeg klagede min nød og forklarede, at jeg ikke på noget tidspunkt havde fået at vide, at tv’et var parallelimporteret, at min forhandler var gået konkurs og at tv’et allerede havde været repareret én gang for den samme fejl. Det lykkedes at få Samsung til at lave en såkaldt “goodwill”-sag, hvor Samsung betaler regningen for reparationen, og få dage efter udskiftede en tekniker fra InfoCare begge bundkort i apparatet hjemme hos mig.

Som tiden gik blev jeg mere og mere bekymret for, hvad jeg skulle gøre efter de 2 år er gået, når jeg nu ikke havde forsikret produktet, og irritationsmomenterne blev efterhånden så store, at jeg havde fået nok af det tv. Jeg bestemte mig derfor for at sælge apparatet (med information til sælger om at apparatet havde været repareret). Samtidig havde jeg udset mig et meget bedre tv fra Sony og slog øjeblikkeligt til i starten af november 2009, da tv’et var ét af åbningstilbuddene i det nyåbnede Sony Center i Hundige, og det blev solgt til Danmarks p.t. bedste pris. Samsung-tv’et blev sat til salg på QXL og solgt efter 14 dage og afhentet af en meget venlig mand fra Østerbro. Samme aften ringede han og sagde, at billedet var blevet til en masse farver og mønstre, og det vel at mærke uden at han nogen sinde havde hørt om, hvordan den fejl, tv’et havde været repareret for to gange, så ud. Jeg måtte derfor stole på, at tv’et nu igen var gået i stykker, og beklage mange gange, tage tv’et retur og give ham et plaster på såret i form af nogle kontante gaver som tak for ulejligheden med at flytte tv’et to gange. Dem gav han videre til sine meget skuffede børn.

Jeg kontakede igen Samsung, som denne gang ikke var nær så samarbejdsvillige, men jeg fik presset dem til at lave endnu en goodwill-sag, men denne gang ville de have apparatet ind til service for selv at konstatere fejlen, og jeg fik at vide, at jeg skulle påregne en regning på over 1000 kroner, hvis de ikke kunne konstatere fejlen. Da fejlen som første gang er periodisk og jeg på dette tidspunkt ikke selv kunne konstatere den, gik sagen nu i hårdknude.

Situation var, at jeg nu stod med et defekt tv, som havde kostet gudsjammerligt mange penge, irritationer, reparationer og udgifter (salgsomkostninger + kompensation). Jeg kunne ikke få repareret produktet uden at kunne genskabe fejlen, hvilket jeg ikke nødvendigvis kunne, og jeg havde ingen tiltro til, at Samsung rent faktisk var i stand til at reparere produktet, når de nu havde forsøgt reparation to gange. Sælger var gået konkurs, og der var ingen garanti og reklamationsret. Jeg kunne ikke sælge tv’et, fordi det er defekt. Jeg kunne med andre og rende og hoppe på trods af, at jeg ikke på noget tidspunkt havde gjort noget forkert. Jeg var blot blev snydt af Multimedia World, som havde parallelimporteret tv’et uden at fortælle mig det.

Efter 1½ års kamp om et defekt tv med store designfejl og børnesygdomme gav jeg op. Tv’et kostede mig næsten 15000 kroner, og jeg valgte at forære det væk for et par måneder siden, fordi jeg ikke kunne tåle synet af det. Det har nu igen vist fejlen en enkelt gang, og på trods af det, er gavemodtageren meget glad, så på trods af at jeg har mistet en masse penge på sagen, er der dog det ene lyspunkt.

Hvad kan man så lære af dette:

• Køb kun dit tv hos en autoriseret tv-forhandler, så du ikke køber et parallelimporteret tv uden at vide det.
• Lad være med at købe et tv uden samtidig at købe en forsikring af det, forudsat at forsikringen dækker den situation, jeg har beskrevet, hvilket slet ikke er sikkert, at den gør.

Måske skulle jeg lige nævne, at der udover de problemer jeg har nævnt ovenfor, er ugler i mosen. Jeg har en klar formodning om, at der er begået mere snyd i denne sag, og denne gang er det Samsung, som er offeret. Da tv’et er parallelimporteret, har Samsung (som de selv siger) ingen forpligtelser over for det, men ikke desto mindre er det Samsung selv, som er blevet faktureret for den første reparation, hvilket det papir, jeg fik fra Elektronik-Centeret dengang, viser.

Der står godt nok ikke noget beløb for Samsung på, men jeg formoder, at det er fordi det at det er min kopi og at jeg ikke skal have den information oplyst. Hvorfor har Samsung så fået regningen og formentlig betalt den? Formentlig fordi nogen har snydt med serienummeret på apparatet. Det fremgår nemlig af papiret (markeret med rød cirkel), at produktet har kode XEE, som er den modelkoden for det nordiske marked, som Samsung stiller produktgaranti for. Mit tv havde dog en helt anden produktkode (XEC, se nedenfor), som stammer fra et helt andet marked (jeg husker ikke hvilket), som det er parallelimporteret fra, og som Samsung ikke har nogen forpligtelser ovenfor. Ved at angive den forkerte modelkode har man åbenbart kunne udskrive regningen til Samsung, således at Multimedia World ikke har skullet betale en krone i sagen, selvom det formentlig er dem, der skulle have betalt den.

Nå ja, som rosinen i pølseenden kan jeg lige nævne, at det så var mit tredje Samsung-produkt (jeg har også et videokamera og for en meget kort bemærkning en blu-ray-afspiller). Alle tre apparater havde kritiske designfejl, der mere eller mindre gjorde dem ubrugelige.

Og lad mig så lige konstatere: Mit nye Sony-tv fungerer upåklageligt og har hverken designfejl eller børnesygdomme.