Author Archives: admin

“Caught by Surprise” på CD

laban-caught-by-surprise

Den anden dag arbejdede jeg med at lægge en masse informationer om Shu-bi-duas albums ind på den danske Wikipedia. I den forbindelse opdagede jeg, at der ikke lå nogen informationer om Labans diskografi, så derfor valgte jeg at tilføje den. I den forbindelse genopdagede jeg, at Laban i 80’erne udgav tre forskellige engelsksprogede albums, hvoraf den ene er en opsamling.

Af ren nysgerrighed ville jeg lige se, om det kunne lade sig gøre at købe dem brugt nogen steder, og på den amerikanske eBay var der faktisk en del forskellige Laban-albums til salg, men de fleste sat til salg af amerikanere. Da man som dansker er underlagt uhyrlige omkostninger i forbindelse med privatkøb fra kke-EU-lande, kan det som regel ikke betale sig at købe sådanne ting i USA, men jeg opdagede til min glæde, at en svensker faktisk havde en japansk udgave af albummet Caught by Surprise på CD til salg, så det valgte jeg at købe for $21 inkl. gebyr, dvs. ca. 120 kroner.

Jeg modtog pladen i forgårs og har efterfølgende lyttet grundigt til den. Kvaliteten af musikken på CD er fantastisk i forhold til nogen MP3’er, jeg engang fandt på nettet, og selvom Laban-musikken er fed og noget, jeg værdsætter højt, så foretrækker jeg nu de danske udgaver af numrene. Det er dog kun Labans sidste album (Laban 5), der er udgivet på CD, og det er umuligt at skaffe nogen steder, så hvis man vil høre de gamle albums, må man nøjes med udvalgte numre på de to opsamlings-cd’er Labans bedste og De største narrestreger eller finde den støvede pladespiller frem.

Som en lille kuriøsitet kan jeg nævne, at en anden svensk auktion på en CD med den andet engelsksprogede album Roulette i dag gik for $71, dvs. godt 400 kroner. Det er godt nok utroligt, at de plader er så meget værd.

Nye prisstigninger for posten

1. januar er normalt den dag, hvor postvæsenet kræver flere penge i deres kasse, og i år er ingen undtagelse.

For Post Danmarks tre forskellige brevprodukter er prisstigningerne:

Almindeligt brev: 0%
Storbrev: 0-8%
Maxibrev: 0-14%

Mit forbrug af porto går i øjeblikket stort set kun til udsending af maxibreve på mellem 100 og 1000 gram, så for mit vedkommende betyder prisændringerne en stigning på ca. 8%.

Post Danmarks pakkepriser får også et ordentlig hug med en prisstigning på mellem 7% og 14%. Pakkedistributøren GLS laver en voldsom prisstigning på deres produkter på mellem 7% og 23%. For de pakker jeg sender, er GLS dog stadig noget billigere end Post Danmark.

Årets forbrugerprisindeks (inflation) forventes i at blive på lidt under 3%, hvilket er lidt højere end sidste år, så prisstigningerne må siges ikke at stå mål med disse. Dette er ligesom sidste år, hvor Post Danmark satte priserne voldsomt op.

Som en sidebemærkning kan også nævnes at Post Danmarks omstridte moms- og fortoldningsgebyr, som blev sat voldsomt op sidste år også i år får et hak med en stigning fra 150 til 155 kroner.

Dubbekarlen møder Hardinger

Torsdag aften fik jeg den ære at møde et af mine musikalske idoler, nemlig Michael Hardinger. Han er tidligere musikalsk geni bag meget af musikken fra Shu-bi-dua, som han forlod i 1997. Både før og efter er det lavet utallige hits som soloprojekter og sammen med andre kunstnere.

Mødet foregik på Damhuskroen, hvor der var optagelse til tvprogrammet Top Charlie, hvor han og Jørgen Thorup optrådte med et par nye sange, de har skrevet. Jeg var på stedet sammen med et par andre medlemmer af Gurli-klubben. Efter programmet var der tid til at hilse på og få et par autografer på Michaels gamle solo-lp’er fra 80’erne, efter min mening nogen af hans største bedrifter.

På Damhuskroen havde vi også den store ære at få lov at sidde på første række til hans og Jørgen Thorups korte unpluggede session med Keld Heick (programmets vært) ved baren, hvor de spillede Michaels gamle solohit “Walk Mand!”. Det var fantastisk at få lov til at opleve.

10030 – Imperial Star Destroyer (TM)

Som jeg skrev for en måneds tid siden, har jeg købt et kæmpe LEGO-sæt i USA. Jeg havde dog på købstidspunktet ikke nogen idé om, hvad jeg havde kastet mig ud i, før jeg hentede varen på posthuset i fredags (og betalte uhyrlige gebyrer).

Kassen var enorm, og den vejede over 10 kilo. Inden jeg havde pakket den helt ud, fyldte klodserne hele mit sofabord. Nedenfor kan ses billeder fra start til slut. Jeg vil tro at modellen har taget ca. 8 timer at samle over tre dage (fredag til søndag).

Modellen, som er den tredjestørste, som LEGO har lavet gennem tiden, er nu udstillet oven på skabet i “entreen”, og kunstinteresserede kan kigge forbi. Der er gratis entre.

Til dem der tænker “manden har ikke noget liv”, kan jeg afsløre, at jeg lørdag udover at lege også nåede tre koncerter, både Rockfesten i Rødovre (Shu-bi-dua og One Two) samt Tina Dickow på Frederiksberg.

Nielsen køber kæmpe LEGO-sæt

Jeg har i det sidste halve år ryddet og solgt kraftigt ud i de alverdens ting, som jeg havde liggende, blandt andet en del LEGO-klodser. Dels fordi jeg er lige glade med, hvor de er henne, dels for give plads til andet. For eksempel har jeg længe haft lyst til at købe de tre store ekslusive Star Wars-modeller, hvoraf de to ikke kan købes i Danmark og derfor må importeres fra USA. I dag fandt jeg så et tilbud fra en gut i USA, som har solgt ufattelig meget via eBay, og jeg købte derfor det første og mindste af de tre sæt. Der er tale om model 10030 Imperial Star Destroyer med 3104 klodser og et mål på 94 x 58 cm.

Med porto og forsendelse kommer produktet til at koste mig mellem 1600 og 2000 kroner alt afhængig af, om den ryger i momsfælden eller ej. Jeg ved det er dyrt, men det er det, det koster. Faktisk sparer penge, for på QXL i Danmark koster varen 2600 kroner + porto.

Betaling for varen sker via PayPal, og nogen fristes måske til at spørge, hvordan jeg tør forudbetale så mange penge til udlandet uden at stå med varen i hænderne. Svaret er ganske enkelt, at eBay og PayPal sammen stiller sikkerhed på op til $2000 i tilfælde af, at varen ikke bliver leveret. Bedre kan det ikke blive.

Drengen der dagdrømte

Ole Kibsgaard - Drengen der dagdrømte

En af mine favoritter, Ole Kibsgaard, udgiver på mandag den 17. marts endnu en plade. Denne gang er der tale om en plade med 13 børnesange under titlen “Drengen der dagdrømte”. Der er endnu ikke offentliggjort nogen sætliste, men følgende information er blevet offentliggjort (let redigeret):

Børneplade med sange og ca. 15-20 sekunders snak/fortællinger mellem dem. Et samlet univers bygget op omkring en dreng, der dagdrømmer. Grundspor er indspillet på Bornholm i Baltic Recordings med Jeppe Kaas, Emil de Wall, Jacob Christoffersen, Peter Kibsgaard og Michael Friis.

Kendskabet til Ole Kibsgaard er stort bl.a. via 10 år med Kaj og Andrea på DR for ikke at glemme Shu-bi-dua. Kvalitets børneunderholdning/musik.

Medvirkende tæller bl.a. Michael Bundesen, Alberte Winding, Kaya Bruel, Christine Skou og Kjeld Nørgaard.

Et samlet univers omkring sangene bundet sammen af fortællinger.

Update: Ole spiller et par af sangene fra pladen i “Go’Morgen Danmark” fredag den 25. marts, så husk at tænde for fjerneren til morgenkaffen.

Update: Tracklisten er følgende:

  • En superhelt
  • Bamsesang
  • Min hjerteven (med Alberte Winding)
  • Nannas sang
  • Der er stille
  • Ædedolkens sang
  • Vi stikker af
  • Et stjerneskud (med Kaya Brüel)
  • Bjørneduet (med Michael Bundesen & Kjeld Nørgaard)
  • Vi er onde
  • Ro på
  • Godnat, lille abe
  • Drengen der dagdrømte slutning

 Update: Oles optræden i tv er udskudt til fredag den 25. marts.

Endnu et skridt på vejen

I går morges viste vægten, at jeg nu har tabt 15 kilo siden jeg gik på slankekur for 8 uger siden, det giver ca. 2 kilo om ugen, som jeg håber kan forsætte også de næste 8-10 uger, hvorefter jeg har nået mit første mål, der hedder at tabe 30 kilo. Jeg kan med andre ord konkludere, at jeg nu er halvvejs, og det er da bestemt noget at være glad for!

Første skridt på den nye vej

Jeg har tidligere proklameret ændringer, og flere vil sikkert vide, at jeg skiftede livsstil en uge før jul, og her 5 uger senere kan jeg gøre op, at jeg har nået det første mål og foreløbig tabt 10 kilo. Det har faktisk ikke været så svært, jeg dyrker bare fast motion og har skåret størrelsen på mine måltider ned til næsten det halve, og de er derudover også blevet sundere.

Dette var kun første mål af flere (hvoraf de ikke alle sammen handler om at tabe sig), men der er mange flere kilo, hvor de kom fra, så jeg fortsætter med “spis normalt”-kuren!

PD går helt amok i gebyrer

STOP!

Mange husker nok mit indlæg Post Danmark går amok, som omhandlende de absurde prisstigninger, som Post Danmark har indført ved årsskiftet. Nu viser det sig mindsandten også, at man har fordoblet moms- og fortoldningsgebyret for forsendelser fra uden for EU, hvilket betyder, at det nu koster ikke mindre end 150 kroner i gebyr at få en værdiforsendelse ind i landet. Hvis man ikke havde stoppet alt privat import med det gamle gebyr, som man næsten lige kunne acceptere, så er det da helt slut nu. Der er kun ét ord at sige om prisforhøjelsen: Bindegalt.

Tjek i øvrigt linket til Politiken.dk, den opsummerer alle forringelserne, som Post Danmark har indført i de sidste mange år.