I fredags (den 5. maj) skulle den nye guitar prøves ordentligt af, og som amatør må man tage de muligheder, der byder sig. På shubidua.nu var det annonceret, at Ole Kibsgaard skulle arrangere en mindre koncert/workshop for dem, der havde lyst til at spille med, på Hagges Musikpub – helt nede i Tønder, og som de fleste nok vil vide, render jeg af og til i røven på hr. Kibsgaard, så det var en chance, man skal tage sig, så det gjorde jeg.
Jeg havde opsparet en fridag på arbejde og derfor arrangeret at holde hele dagen fri, og med Orange billetter både frem og tilbage var det næsten ingen udgift at tage turen til Sønderjylland. Et par Gurlier (K og US) tog samme tur fra Randers hhv. Søborg, og vi havde aftalt at mødes dernede til det annoncerede starttidspunkt – klokken 15.
K spiller bas og US spiller keyboard, så med mig på guitar kunne vi med en trommeslager faktisk udgøre et lille band. Vi havde dog indtil dette tidspunkt ikke haft mulighed for at spille rigtigt sammen (kun i Tivoli sidste år), så det bekymrede mig lidt, hvordan det skulle gå, hvis vi skulle få Ole (der blandt andet spiller med i Shu-bi-dua) overtalt til at spille med på en Shu-bi-dua-sang, men det måtte vi jo tage, som det kom. Vi havde faktisk aftalt at øve to numre op inden vi tog af sted, nemlig “Den røde tråd” og “Krig og Fred”. Den første betyder i hvert fald for mig noget specielt, det var den Gurlierne optrådte med (med undertegnede på guitar) uden for Nordisk Film sidste år.
Turen til Tønder var en oplevelse i sig selv – bagagen kom med i toget og udgjorde to guitarer (en elektrisk og en semi-akustisk), et videokamera, mit store fotografiapparat, en taske med nodebøger og tøj samt min fleecetæppe-sovepose, og det hele vejede alt for meget til at jeg kunne slæbe det uden at få ondt i ryggen, men med til Tønder kom det, og dernede måtte jeg vente en time, før Hagges åbnede så jeg kunne komme af med det meste, hvorefter jeg kunne gå mig en tur og gense gågaden i byen og få slukket sult og tørst.
Hagges Musikpub i Tønder
Lidt over 15 ankom K og US fra Randers, og efter en hurtig parkering rullede vi ind på Hagges, hvor de lokale var ved at stille udstyr op, og Ole var ved at stresse af og pakke sin guitar ud. Vi blev enige om ikke at sige noget og lade Ole selv opdage, at vi var der han kender os efterhånden. Som altid tager det i hvert fald 5 minutter, og under hans velkomst, hvor han kiggede rundt på de ca. 40 mennesker, der var mødt op, udbryd han med et smil Hva’ satan der er nogen jeg kender fra Københavnstrup (citatet er nok upræcist gengivet). Jeg tror ikke rigtigt han ved, at nogen af os spiller noget, i hvert fald har jeg kun én gang givet ham anledning til at vide det, nemlig da han autograferede min lejrbålsguitar, men dengang anede han ikke hvem jeg var, i dag kan han i det mindste kende mig og ved formodentlig også hvad jeg hedder…
Alle deltagere blev bedt om at holde sig til og melde sig, når de 5 numre, som Ole skulle instruere, blev øvet, det var dog svært for os alle tre at springe på, for selvom det første nummer var til at spille med på, vil man jo aldrig på først, især ikke når man er ny. Der var en dreng, som ville spille guitar, og uden egentlig at ville det fik jeg lånt ham min nye guitar, som han heldigvis passede godt på og var meget interesseret i.
De tre næste numre, som han hev frem var ikke noget, jeg turde kaste mig ud i, så jeg fik lidt nederen da det fjerde nummer var blevet øvet (K og US var sprunget på dette) og gruede for, om der overhovedet var noget, jeg kunne være med på. Femte nummer – “Shower the People (you love with love)” – var dog noget, som jeg kunne spille, selvom jeg ikke kendte det i forvejen, så jeg stillede mig på en ledig plads ved siden af scenen, stemte guitaren og prøvede så godt jeg kunne at være med. Det gik vist udmærket, i hvert fald bedre end bassisten, der havde lidt svært ved at finde tonerne i starten. Jeg kunne dog ikke høre, hvad jeg spillede, så det kan sagtens have lydt forfærdeligt, og faktisk havde jeg lidt en formodning om, at det var derfor man havde skruet ned for mig. Til sidst i sangen er der en bridge til sidste omkvæd, og Ole begyndte at plævre løs om alverdens soloer og akkorder, og der fik jeg noia på igen, fordi jeg ikke kunne være med og var bange for at jeg kunne ødelægge det hele, så jeg tilbød at trække mig, men man fik mig dog overtalt til at blive, og det endte med, at det lidt svære stykke til min glæde blev sunget a capella, og nummeret endte med at blive en rigtig sjæler, der skulle afslutte minikoncerten om aftenen.
Billede fra videokamera – derfor den dårlige kvalitet. Man kan skimte US helt til venstre bag keyboardet.
Til sidst blev alle fem numre spillet igennem igen, og det lød faktisk som om at det godt kunne gennemføres med et fornuftigt resultat om aftenen, på trods af at vi kun havde haft godt 4 timer sammen til at øve i.
K, US, jeg og en herre ved navn Brian, som også spillede keyboard, og som US havde snakket med, gik op i byen og spiste aftensmad, og tiden gik faktisk så hurtigt, at vi snart skulle tilbage og spille. Ole gav os lige en sidste opsummering i et lille lokale ovenpå Hagges, et sted hvor knap 40 mennesker hæver temperaturen fra stue til ulidelig på meget kort tid.
De fem numre blev spillet for et fyldt lokale, mon ikke der var godt 100 mennesker mødt op, primært unge mennesker lidt yngre end jeg selv. Midt i koncerten gik det op for mig, at batteriet i min akustiske var dødt, så der kunne ikke komme noget lyd ud af den på scenen, så jeg måtte styrte over i døgneren og købe et nyt, da jeg som dagens knaldert ikke havde taget et reservebatteri med, og så sagde guitaren noget igen. På trods af nogen skønhedsfejl, blev det et pænt resultat, hvilket også kunne mærkes på publikum. Jeg kunne igen ikke høre, hvad jeg spillede på guitaren, men jeg har efterfulgt set en videooptagelse, og det gik vist nogenlunde.
Nu var det så, at vi troede at det hele var slut, indtil vi fik fortalt, at nu var der åben scene indtil Hagges lukkede kl. 1. Det kunne de sgu godt have fortalt lidt tidligere, så havde man måske kunnet nå at øve lidt på et eller andet, men de lokale kastede sig ud i alverdens fremførelser af kendte og ukendte numre, og de er sgu fulde af begejstring og engagement, og bestemt ikke dårlige at høre på, selvom kvaliteten var svingende. Tiden gik, jeg fik et par sjusser og blev mere og mere træt efter en hård dag, og en lettere hovedpine meldte sig også.
Lidt over midnat havde K og US fået overtalt et par af de lokale til at spille noget Robbie Williams, så de fyrede både Feel to Love somebody af, den sidste sunget (lidt falsk) af US selv, da der ikke var andre, der kunne den eller ville synge. Da de var færdige, begyndte US at råbe efter Ole for at få ham med på Den Røde Tråd, og mens jeg sad og gabte og var i drømmeland med hovedpine, trådte Ole op på scenen, og så bød den chance sig, jeg egentlig havde håbet på, så jeg sked hul i træthed og hovedpine og greb min akustiske og fik at vide, at jeg også skulle synge. Åh gud, det går altid galt når jeg både skal spille og synge, så jeg måtte klæbe teksten til sangen på mikrofonen foran mig, så det ikke gik helt galt, og så måtte jeg tage den på rygraden.
Billede fra videokamera – derfor den dårlige kvalitet – Jan og Ole Kibsgaard.
Gudskelov kunne man vist igen ikke høre min guitar, for jeg spillede forkert flere gange, men jeg fik vist sunget godt nok lidt falsk det meste af sangen, mens de andre fyrede den af på instrumenterne, og Ole spillede soloen (Olo-solo, som jeg har døbt det for snart længe siden). Det lød faktisk udmærket, men så var det jo, at trommeslageren (som jeg ikke aner hvem var) ikke kendte sangen helt, så han vidste ikke at han skulle breake før sidste vers, så vi måtte spille en solo til og så sluttede sangen sådan lidt af sig selv uden at vi fik spillet og sunget sidste vers. Det er så hvad der sker, når amatører stiller sig op og prøver at spille smarte. Ole var vist heldigvis ligeglad, og jeg fik vist undskyldt flere gange, at det ikke gik bedre. Jeg har efterfølgende set en videooptagelse, og på den virker det faktisk som om at det lød nogenlunde fornuftigt, selvom slutningen gik helt i skoven.
Men hvad, vi kendte ikke de folk, vi spillede for, og de kendte ikke os. Hvis Ole kan leve med det, kan vi vel også, og så må vi tage revance næste gang, vi kommer forbi, hvor vi forhåbentlig har spillet lidt mere sammen.
Efter nummeret pakkede vi vores ting, og K kørte alle til Sønderborg, hvor vi skulle overnatte hos hendes bror, og det var hurtigt i seng, da vi ankom klokken ca. 2:30. Uden at få sovet så meget stod vi op klokken ti, og jeg og US tog af sted en times tid efter og satte os i toget fra Sønderborg mod København.
Da jeg kom hjem til mig selv var klokken lidt over 16, og efter en hurtigt snack og fjernsyn gik jeg i seng for at tage et par timer på øjet. Det blev til 17 og 4 lidt senere om søndagen. Damn, jeg må have været tæsket godt igennem…
Det var i hvert fald en hyggelig dag på trods af, at jeg nok havde håbet på, at det hele var gået lidt bedre… Men nu kan jeg da i det mindste prale af at have stået på en scene og spillet med en Shub, nå ja, og ikke mindst to Gurlier!
