Category Archives: Oplevelser

Sidste weekend i Randers

I sidste weekend (den 26./27. maj) tog jeg en tur til Randers for at jamme sammen med tre gurlier (K, US og L). Det blev også til en Shu-bi-dua-koncert “i nærheden”, nemlig på Hinge Søstival et eller andet sted gemt godt af vejen for omverdenen og for de deltagende, der ikke kender småvejene.


Gurlierne LI og LA samt undertegnede i Gurli-bussen – Billede taget af US

Efter at have kørt forkert ca. 5 gange lykkedes det endelig fire gurlier (K, US, LA og LI) og jeg selv at komme frem, men indgangen var også en historie for sig selv. For det første måtte man hverken have mad eller drikke med, så jeg måtte tonse min frokost og en Red Bull hurtigt ned inden jeg kunne komme ind. Dernæst var dagsbilletterne meget dyre, så man havde fået lovning på et antal fribilletter, som dog nær aldrig var blevet udleveret. I sidste øjeblik kom de i form af to backstage-passes, som undertegnede og K som de sidste fik lov at tage på.


Shu-bi-dua på scenen – Billede taget af US

Koncerten virkede ikke overvældende besøgt, men det var den første jeg hørte efter Claus Asmussen ikke længere er med, og det kan bestemt mærkes, primært mangler hans guitar i lydbilledet. Selv om Ole gør det godt og spiller både akustisk og elektrisk guitar på Vuffeli-vov, kan han ikke klare det alene, hvis man spørger mig.

Sætlisten var en spænding i sig selv. Dels havde jeg hørt, at man havde stoppet “Minus til Plus” – mit yndlingsnummer ind – selvom Michael Bundesen altid har sagt, at den ikke holder live og den derfor ikke bliver spillet, hvilket betyder, at jeg aldrig før har hørt den live. Sangen var med, meeen… jeg synes den var rimelig død i sværen. For det første bliver den spillet 3 toner lavere end på pladen, hvilket gør den meget dyb, og dels er det svært at gennemføre den uden strygere, men selvom fremførelsen haltede, var det nu dejligt at høre den spillet live.

Anden overraskelse i sætlisten var, at Askepot var med. Det er også en dejlig sang, som jeg heller aldrig har hørt spillet live, den holder til gengæld 100%, og publikum var med hele vejen.

Tredje og sidste overraskelse i sætlisten var en hilsen til (de hedengangne?) Safri Duo og bestod af en masse percussion og en stor gong-gong, men var som sådan egentlig ikke noget særligt, når man hellere bare vil høre en klassiker, som aldrig bliver spillet, fx “I Østen stiger Olsen op”.

Alt i alt var koncerten udmærket, selv på trods af den sædvanlige mangel på særligt mange overraskelser.

Efter koncerten udnyttede jeg mit backstage-pas og stillede mig op foran musikerpladsen, hvor jeg formodede at d’herrer fik sig en cognac inde bag ved. Selvom jeg nok bare kunne have vadet ind (jeg er jo musiker), lod jeg være, og i stedet hilste jeg på Ole og Michael, da de gik. Ole havde en personlig hilsen til mig, som jeg var glad for, og jeg benyttede lejligheden til at sige til Michael, at jeg var meget glad for, at de havde valgt at komme “Minus til plus” i sætlisten. Jeg fik en halv forklaring om, hvorfor han havde skiftet mening i forhold til ikke at spille den, men det gav ikke så meget mening, men lige meget med det.

Turen gik derefter tilbage til Randers, hvor vi spillede en helvedes masse musik. Om natten kunne jeg ikke falde i søvn, og arbejdet holdt mig vågen i 1½ time med sms’er fra overvågningssystemet, så jeg sov ikke meget mere end en time eller to, så lørdag var jeg zombie og bestemte for at tage hjem om aftenen, så jeg kunne få sovet ud i min egen seng. Og det gjorde jeg, big time.

Men det var en fed tur, og fingerspidserne på min venstre hånd var slidt godt til i alverdens farver, da jeg kom hjem.

StarJam på Hagges Musikpub i Tønder

I fredags (den 5. maj) skulle den nye guitar prøves ordentligt af, og som amatør må man tage de muligheder, der byder sig. På shubidua.nu var det annonceret, at Ole Kibsgaard skulle arrangere en mindre koncert/workshop for dem, der havde lyst til at spille med, på Hagges Musikpub – helt nede i Tønder, og som de fleste nok vil vide, render jeg af og til i røven på hr. Kibsgaard, så det var en chance, man skal tage sig, så det gjorde jeg.

Jeg havde opsparet en fridag på arbejde og derfor arrangeret at holde hele dagen fri, og med Orange billetter både frem og tilbage var det næsten ingen udgift at tage turen til Sønderjylland. Et par Gurlier (K og US) tog samme tur fra Randers hhv. Søborg, og vi havde aftalt at mødes dernede til det annoncerede starttidspunkt – klokken 15.

K spiller bas og US spiller keyboard, så med mig på guitar kunne vi med en trommeslager faktisk udgøre et lille band. Vi havde dog indtil dette tidspunkt ikke haft mulighed for at spille rigtigt sammen (kun i Tivoli sidste år), så det bekymrede mig lidt, hvordan det skulle gå, hvis vi skulle få Ole (der blandt andet spiller med i Shu-bi-dua) overtalt til at spille med på en Shu-bi-dua-sang, men det måtte vi jo tage, som det kom. Vi havde faktisk aftalt at øve to numre op inden vi tog af sted, nemlig “Den røde tråd” og “Krig og Fred”. Den første betyder i hvert fald for mig noget specielt, det var den Gurlierne optrådte med (med undertegnede på guitar) uden for Nordisk Film sidste år.

Turen til Tønder var en oplevelse i sig selv – bagagen kom med i toget og udgjorde to guitarer (en elektrisk og en semi-akustisk), et videokamera, mit store fotografiapparat, en taske med nodebøger og tøj samt min fleecetæppe-sovepose, og det hele vejede alt for meget til at jeg kunne slæbe det uden at få ondt i ryggen, men med til Tønder kom det, og dernede måtte jeg vente en time, før Hagges åbnede så jeg kunne komme af med det meste, hvorefter jeg kunne gå mig en tur og gense gågaden i byen og få slukket sult og tørst.


Hagges Musikpub i Tønder

Lidt over 15 ankom K og US fra Randers, og efter en hurtig parkering rullede vi ind på Hagges, hvor de lokale var ved at stille udstyr op, og Ole var ved at stresse af og pakke sin guitar ud. Vi blev enige om ikke at sige noget og lade Ole selv opdage, at vi var der – han kender os efterhånden. Som altid tager det i hvert fald 5 minutter, og under hans velkomst, hvor han kiggede rundt på de ca. 40 mennesker, der var mødt op, udbryd han med et smil ”Hva’ satan – der er nogen jeg kender fra Københavnstrup” (citatet er nok upræcist gengivet). Jeg tror ikke rigtigt han ved, at nogen af os spiller noget, i hvert fald har jeg kun én gang givet ham anledning til at vide det, nemlig da han autograferede min lejrbålsguitar, men dengang anede han ikke hvem jeg var, i dag kan han i det mindste kende mig og ved formodentlig også hvad jeg hedder…

Alle deltagere blev bedt om at holde sig til og melde sig, når de 5 numre, som Ole skulle instruere, blev øvet, det var dog svært for os alle tre at springe på, for selvom det første nummer var til at spille med på, vil man jo aldrig på først, især ikke når man er ny. Der var en dreng, som ville spille guitar, og uden egentlig at ville det fik jeg lånt ham min nye guitar, som han heldigvis passede godt på og var meget interesseret i.

De tre næste numre, som han hev frem var ikke noget, jeg turde kaste mig ud i, så jeg fik lidt nederen da det fjerde nummer var blevet øvet (K og US var sprunget på dette) og gruede for, om der overhovedet var noget, jeg kunne være med på. Femte nummer – “Shower the People (you love with love)” – var dog noget, som jeg kunne spille, selvom jeg ikke kendte det i forvejen, så jeg stillede mig på en ledig plads ved siden af scenen, stemte guitaren og prøvede så godt jeg kunne at være med. Det gik vist udmærket, i hvert fald bedre end bassisten, der havde lidt svært ved at finde tonerne i starten. Jeg kunne dog ikke høre, hvad jeg spillede, så det kan sagtens have lydt forfærdeligt, og faktisk havde jeg lidt en formodning om, at det var derfor man havde skruet ned for mig. Til sidst i sangen er der en bridge til sidste omkvæd, og Ole begyndte at plævre løs om alverdens soloer og akkorder, og der fik jeg noia på igen, fordi jeg ikke kunne være med og var bange for at jeg kunne ødelægge det hele, så jeg tilbød at trække mig, men man fik mig dog overtalt til at blive, og det endte med, at det lidt svære stykke til min glæde blev sunget a capella, og nummeret endte med at blive en rigtig sjæler, der skulle afslutte minikoncerten om aftenen.


Billede fra videokamera – derfor den dårlige kvalitet. Man kan skimte US helt til venstre bag keyboardet.

Til sidst blev alle fem numre spillet igennem igen, og det lød faktisk som om at det godt kunne gennemføres med et fornuftigt resultat om aftenen, på trods af at vi kun havde haft godt 4 timer sammen til at øve i.

K, US, jeg og en herre ved navn Brian, som også spillede keyboard, og som US havde snakket med, gik op i byen og spiste aftensmad, og tiden gik faktisk så hurtigt, at vi snart skulle tilbage og spille. Ole gav os lige en sidste opsummering i et lille lokale ovenpå Hagges, et sted hvor knap 40 mennesker hæver temperaturen fra ”stue” til ”ulidelig” på meget kort tid.

De fem numre blev spillet for et fyldt lokale, mon ikke der var godt 100 mennesker mødt op, primært unge mennesker lidt yngre end jeg selv. Midt i koncerten gik det op for mig, at batteriet i min akustiske var dødt, så der kunne ikke komme noget lyd ud af den på scenen, så jeg måtte styrte over i ”døgneren” og købe et nyt, da jeg som dagens knaldert ikke havde taget et reservebatteri med, og så sagde guitaren noget igen. På trods af nogen skønhedsfejl, blev det et pænt resultat, hvilket også kunne mærkes på publikum. Jeg kunne igen ikke høre, hvad jeg spillede på guitaren, men jeg har efterfulgt set en videooptagelse, og det gik vist nogenlunde.

Nu var det så, at vi troede at det hele var slut, indtil vi fik fortalt, at nu var der åben scene indtil Hagges lukkede kl. 1. Det kunne de sgu godt have fortalt lidt tidligere, så havde man måske kunnet nå at øve lidt på et eller andet, men de lokale kastede sig ud i alverdens fremførelser af kendte og ukendte numre, og de er sgu fulde af begejstring og engagement, og bestemt ikke dårlige at høre på, selvom kvaliteten var svingende. Tiden gik, jeg fik et par sjusser og blev mere og mere træt efter en hård dag, og en lettere hovedpine meldte sig også.

Lidt over midnat havde K og US fået overtalt et par af de lokale til at spille noget Robbie Williams, så de fyrede både ”Feel” to ”Love somebody” af, den sidste sunget (lidt falsk) af US selv, da der ikke var andre, der kunne den eller ville synge. Da de var færdige, begyndte US at råbe efter Ole for at få ham med på Den Røde Tråd, og mens jeg sad og gabte og var i drømmeland med hovedpine, trådte Ole op på scenen, og så bød den chance sig, jeg egentlig havde håbet på, så jeg sked hul i træthed og hovedpine og greb min akustiske og fik at vide, at jeg også skulle synge. Åh gud, det går altid galt når jeg både skal spille og synge, så jeg måtte klæbe teksten til sangen på mikrofonen foran mig, så det ikke gik helt galt, og så måtte jeg tage den på rygraden.


Billede fra videokamera – derfor den dårlige kvalitet – Jan og Ole Kibsgaard.

Gudskelov kunne man vist igen ikke høre min guitar, for jeg spillede forkert flere gange, men jeg fik vist sunget – godt nok lidt falsk – det meste af sangen, mens de andre fyrede den af på instrumenterne, og Ole spillede soloen (Olo-solo, som jeg har døbt det for snart længe siden). Det lød faktisk udmærket, men så var det jo, at trommeslageren (som jeg ikke aner hvem var) ikke kendte sangen helt, så han vidste ikke at han skulle breake før sidste vers, så vi måtte spille en solo til og så sluttede sangen sådan lidt af sig selv uden at vi fik spillet og sunget sidste vers. Det er så hvad der sker, når amatører stiller sig op og prøver at spille smarte. Ole var vist heldigvis ligeglad, og jeg fik vist undskyldt flere gange, at det ikke gik bedre. Jeg har efterfølgende set en videooptagelse, og på den virker det faktisk som om at det lød nogenlunde fornuftigt, selvom slutningen gik helt i skoven.

Men hvad, vi kendte ikke de folk, vi spillede for, og de kendte ikke os. Hvis Ole kan leve med det, kan vi vel også, og så må vi tage revance næste gang, vi kommer forbi, hvor vi forhåbentlig har spillet lidt mere sammen.

Efter nummeret pakkede vi vores ting, og K kørte alle til Sønderborg, hvor vi skulle overnatte hos hendes bror, og det var hurtigt i seng, da vi ankom klokken ca. 2:30. Uden at få sovet så meget stod vi op klokken ti, og jeg og US tog af sted en times tid efter og satte os i toget fra Sønderborg mod København.

Da jeg kom hjem til mig selv var klokken lidt over 16, og efter en hurtigt snack og fjernsyn gik jeg i seng for at tage et par timer på øjet. Det blev til 17 og 4 lidt senere om søndagen. Damn, jeg må have været tæsket godt igennem…

Det var i hvert fald en hyggelig dag på trods af, at jeg nok havde håbet på, at det hele var gået lidt bedre… Men nu kan jeg da i det mindste prale af at have stået på en scene og spillet med en Shub, nå ja, og ikke mindst to Gurlier!

Musik på Perlen

I torsdags tog jeg en tur til Café Øens Perle på Kastrupvej, Amager, hvor jeg havde hørt, at der ville blive spillet god musik med kendte mennesker og så til en fornuftig pris.

Cafeen er et ikke særlig stor, så det er meget intimt, når der spilles musik for gæsterne, og denne aften var det Charlotte Fich, der sang, mens Ole Kibsgaard, Peter Kibsgaard, og Kim Kibsgaard (normalt går sidstnævnte under navnet Kim Daugaard) spillede på livet løs. Kendere vil opdage, at Ole og Kim begge er med i Shu-bi-dua, og da jeg render lidt i røven på Ole er det derfor, jeg havde opdaget dette arrangement. At det foregik på Cafeen er ikke et tilfælde, den ejes nemlig af Ole og hans kone.

Jeg var i god tid og fik derfor én af de bedste pladser, og jeg fik selskab af US (en gurli), som også tog de billeder, jeg har fået lov at bruge her.

Det blev til 10-12 sange i to sæt, og det var ganske hyggeligt og efter min mening meget vellykket, selvom det fra udøvernes side blev understreget, at det kun var anden gang, man optrådte i denne opstilling, og man havde ikke lige øvet så meget.

Jeg kendte personligt kun to af de numre, der blev spillet, nemlig

  • (It’s Got to be) Perfect
  • A Rockin’ Good Way

Sidstnævnte er i hvert fald indspillet af Shakin’ Stevens sammen med Bonnie Tyler i 80’erne, men er muligvis endnu ældre.

Ivan Pedersen i Rødovre Centrum

Klokken 17 gik Ivan Pedersen og en to-personers trio på scenen i Rødovre Centrum og spillede en god halv time med mange af Ivans egne sange, både gammelt og nyt. Så vidt jeg kunne forstå på en mand, jeg talte med, muligvis manageren, manglede den afstumpede trio vist en trommeslager, der ikke kunne komme.

Jeg fik desværre ikke fat i de to herrers navne, men de spillede ganske fortrinligt og formåede at give liv til Ivans sange, selvom de kun var guitar og klaver, ind i mellem assisteret af Ivan på guitar eller tambourin.

Det var som altid en fornøjelse at høre Ivan synge med sin markante og smukke stemme, og selvom det var en eftermiddagsforestilling i et indkøbscenter var der alligevel mødt knap 100 mennesker op, hvilket er noget mindre end Birthe Kjær åbenbart havde trukket derude i går, et faktum som Ivan selv pointerede.

Efter koncerten ville jeg høre Ivan, om jeg kunne få lov at få sætlisten med hjem, men jeg nåede ikke at få fat i ham før han var smuttet, så guitaristen i trioen endte med give mig få lov til at tage den.

Sætlisten:

  1. Half a man
  2. Hul i maven
  3. Savner hjerte
  4. Ud i det blå
  5. Alting én gang til
  6. Bitter Moon
  7. Don’t Jump the Ditch (ekstra)

Jeg tog en del billeder, men jeg kender sgu ikke mit kamera godt nok endnu, for mange af dem var uskarpe, så det øverste i sin lille størrelse var noget af det eneste, der kunne bruges.

tv-2 i VEGA den 17. februar


(c) 2006 rosenauer.dk – benyttet med tilladelse.

Stemningen var helt i top, da de gamle drenge fyrede op under VEGA fredag. Lyden af astronautkommunikation efterfulgt af den sædvanlige “Bornholm, Bornholm” satte en fantastisk koncert i gang, hvor intet mindre end 10 af numrene fra den nye plade blev spillet. Måske vil nogen kalde det et farligt sats, men med over 120000 solgte eksemplarer mener jeg, at det er et sikkert og rigtig godt sats. Publikum tog også rigtig godt imod numrene, der spænder over 80’er-pop med nummeret “Hvem vil danse?” til opera i nummeret “Under den sidste hvide bro”, hvor man til lejligheden havde fået følgeskab af operasangerinden [], der efter min mening overspillede divarollen en anelse på scenen. Disse numre blev sammen med andre nye og klassikere som “Nærmest Lykkelig” og “Det mørke Jylland” til et komplet 1. sæt, der rev benene væk under publikum, og det kunne man tydeligt mærke, da drengene gik på efter pausen. Publikum fik serveret et medley af fem sange fra 80’er i et 10 minutter langt medley, og især nummeret “Fantastiske Toyota” for alvor, men lidt uventet, publikum til at synge med. Resten af sættet var igen blandet nyt og klassisk, og blev afsluttet med 4 ekstranumre, hvor vi blandt andet fik det nye nummer “Et helt almindeligt liv”, som er en smuk til nummeret “Kys det nu”, fra den nu kanon-iserede plade “Nærmest Lykkelig” fra 1988, og koncerten sluttede som sædvanligt med “Bag duggede ruder”, hvor et par enkelte fans tændte et par stjernekastere, dog uden at en hurtig opvågnet vagt gjorde noget ved andet end lige at gå forbi.

Aftenen var hver en krone værd, og der blev som sædvalig ikke spillet for højt. Rent teknisk var lyden helt i top, og der var kun et par enkelte fodfejl i en ellers perfekt koncert, som får 5 ud af 6 guitarstrenge.

Sætlisten kunne man ikke få med hjem, men hukommelsen afslører vist det meste herunder, selvom rækkefølgen måske er en anelse forkert. Titlerne er så vidt muligt dem, som Steffen plejer at bruge på sætlisterne – lettere omskrevet fra originalerne.

Husk så lige at tjekke Martin Rosenauers hjemmeside og alle de fede billeder, han har taget. Jeg har fået lov at låne et enkelt, som du kan se ovenfor, det er godt nok taget til koncerten i VEGA dagen før.

1. sæt:
(Bornholm, Bornholm)
Hallo hallo
Åh kom nu hjem
Moonwalking
Kontoret lukker
Big time
En mand og sin eller hans hund
Nærmest lykkelig
Det mørke Jylland
Skanderborg Station
Under den sidste hvide bro
Eventyr for værdigt trængende
Hvem vil danse
Nå nå

2. sæt:
(Kong Christian)
Motorvej/Dazu-Eisgekühltes Coca-Cola/Fantastiske Toyota
Natradio/Verden perfekt
Sporløs
Skolens højeste snit
Line Jørgensen
Klasselærer
Popmusikeren
Hele verden fra forstanden
Rejsen til Rio
Be ba ba lu la
Fald min engel
Lanternen

Xtra-numre:
De første kærester
Et helt almindeligt liv
Kys bruden
Bag duggede
(Donau-valsen)

Steffen Brandt på Hovedbanegården

Her til aften var Steffen Brandt gæst i Go’Aften Danmark, som optages på Hovedbanegården. Jeg plejer lige at møde op og tage et billede til fansiden, hvis der er noget spændende at tage billeder af. Jeg troede i første omgang, at Steffen på tv-2’s vegne skulle modtage tre platinplader for deres nye album, men kom i tanke om, at dem fik han i P3 før jul, så der blev ikke nogen billeder i dag.

Programmets indholdt fandt jeg naturligvis først ud af, da jeg kom hjem og så optagelsen, men jeg så dog, hvad kameraerne ikke fangede, nemlig Steffen der hilser på Hans Pilgaard med et pænt udvalg af karateslag i luften. Eller måske var det Tai Chi, jeg bliver i tvivl.

Jeg havde taget min guitar med i håb om, at Steffen ville skrive en autograf på den. Jeg sneg mig som en stille ninja og lagde mig i bagholdsangreb, da han kom ud efter programmet, og selvom han havde travlt, skrev han på den. Mens han gjorde det, nåede jeg at sige, at nogen shubber allerde havde skrevet på den, og han udbrød “Det var godt du sagde det, før jeg begyndte.” Jeg havde håbet, at han skrev “Kære Lone” på guitaren, men det blev til en almindelig “Steff- Brandt”. Til dem der ikke fatter det sidste her kan jeg kun henvise til bare én af diskussionerne i tv2fan.dk’s forum.

Med de sædvanlige ønsker om gode dage skiltes vore veje endnu engang, og jeg var glad for min autograf, der sidder på toppen af guitaren, i modsætning til shub-autograferne der sidder i “bunden” (fik du den?). Meget symbolsk er Claus Asmussens autograf som den første ved at være slidt væk.

Kim Larsen & Kjukken i VEGA

Lørdag aften – VEGA er fyldt til randen, og scenen bliver indtaget af fire mand i megen forskellig alder, og stedet forvandles til en fest. Så har det altid været, og sådan bliver det ved med at være, og med Kim Larsen ved man aldrig hvad man får serveret, i hvert fald hvis der går et stykke tid mellem man går til koncert.

I dag var temaet “julekoncert”, og den største del af sætlisten var fra den seneste plade “Glemmebogen – Jul & nytår”, men der blev også plads til mere eller mindre kendte klassikere fra stort set hele repertoiret, se bare:

1. sæt:

Dejlig er jorden
Nu er det endelig jul
Strengelegen
Hvis din far gi’r dig lov
Liden sol
Så’ det jul
Lysets engel går med glans
En rose så jeg skyde
Højt fra træets grønne top
Hvad skal jeg gøre
Jutlandia
Sømand ombord

2. sæt:

Midt om natten
Joanna
Sig nærmer tiden
Sikken voldsom trængsel
Kvinde min
Køb bananer
Christianshavns kanal
Uma na na
Gør mig lykkelig
Rabalderstræde
Kimer i klokker

Ekstranumre:

Et barn er født i Betlehem
Tak for alt i det gamle år

Nummeret “Hvad skal jeg gøre” lader til at være et nyt nummer.

Højdepunkter:

  • Bassisten Jesper Haugaard havde en kontrabas med på scenen.
  • Midt om natten blev spillet unplugged.
  • Karsten Skovgaard stemte sin guitar under pausen i “Rabalderstræde”, og lige bagefter stemte den slet ikke. Det kunne godt ses på hans ansigtsudtryk.
  • Jesper Haugaard spillede som sædvanlig med én hånd på hvert instrument både keyboard og bas samtidig i “Kvinde min”.

London-turen, 4. del

Jeg blev vist aldrig færdig med at fortælle om London-turen, så den sidste del kommer her…

Jeg skulle tidligt op fredag for at være i lufthavnen inden kl. 10:30, så der var ikke tid til at sove længe. Jeg mente, at jeg havde god tid, så jeg gik lige en tur rundt på Picadilly Circus og tog et par billeder, og så var det ellers med undergrunden til Liverpool Street Station, og dernæst med toget Stansted Express til lufthavnen. Togene kørte ad røven til den fredag morgen, aflysninger og forsikelser. Så jeg måtte opholde mig ca. ½ time på stationen og kom selvfølgelig senere til lufthavnen, end jeg havde håbet, så jeg fik kun en C-plads (Easy-Jet boarder i den rækkefølge, som folk tjekker ind i).

Her i lufthavnen kunne jeg se, hvor meget mere tjek der er på sikkerheden end i Danmark. Ved tjek-ind spørger skrankepaven følgende tre spørgsmål:

  1. Har du nogen spidse/skarpe genstande?
  2. Har nogen puttet noget i din baggage?
  3. Bærer du baggage for andre?

Jeg gætter på, at man kun kan tjekke ind, hvis man svarer nægtende på alle tre spørgsmål.

Vejen ud til gaten går med et lille metro-tog, og så var det ellers bare at vente på at flyet boardede. Imens kunne jeg kigge lidt på den dvd, jeg havde købt for mine tiloversblevne Pound Sterlings: Den engelske TV-serie “Creature comforts”, som er lavet er Nick Park og Aardman, som blandt andet har stået bag “Wallace & Gromit” og “Chicken Run”. Ventetiden gik også med at kigge lidt på en del smukke damer på min alder, som havde valgt at rejse med samme fly.

Flyveturen gik som sådan én gør, og da jeg kun havde håndbaggage med, kunne jeg efter landingen i Kastrup gå direkte ned til toget og ind til Hovedbanegården, hvorefter det sidste stykke vej gik på cyklen, som ventede, og så var den tur slut, og som altid var det dejligt at være hjemme.

London-turen, 3. del – koncerten

Torsdag eftermiddag satte jeg kursen mod Sheperd’s Bush, hvor tv-2 skulle spille kl. 20. Ved stationen af samme navn måtte jeg dog spørge, hvor jeg kunne finde spillestedet “Shepherd’s Bush Empire”, og jeg blev peget i den rigtige retning og fandt efter nogen minutters gang. Udenfor stod allerede to danskere, hvoraf jeg kendte den ene. Efter at have hilst pænt, gik jeg på en lille italiensk restaurant, hvor to andre fans (Ingrid og Kirsty) havde sagt, at jeg kunne møde dem, og lidt senere dukkede Morten op og hilste kort, efterfulgt af Lone og Dorte, alle sammen tv-2-fans som jeg møder ved stort set alle koncerterne.

Klokken lidt over 7 gik vi fra restauranten og direkte ind på spillestedet. Vagterne i døren ville tjekke min taske og konkluderede, at jeg ikke måtte have et professionelt kamera med ind, så det havde jeg værsgo at aflevere, så det måtte jeg jo gøre.

Det minder mig i øvrigt om, at jeg skal fortælle, at jeg fik alle alarmer til at gå af i Kastrup Lufthavn, da jeg skulle af sted. Nej, det var ikke så slemt, jeg havde bare en pakke stjernekastere i tasken, sådan nogen som vi jo plejer at tænde under “Bag duggede ruder” til koncerterne. Dem måtte jeg ikke have med i tasken, så dem måtte jeg værsgo’ aflevere derude. Herren i den hvide skjorte slappede dog helt af, da jeg forklarede, hvad de var til…

Indenfor var publikum stille og roligt begyndt at ankomme, og jeg fik mig et par hurtige sjusser og faldt i snak med folk, men undrede mig over, hvor de tre kedelige fans blev af. De plejer altid at være hurtige til at komme og stille sig foran H.E. (guitaristen). Klokken skulle blive over halv otte før de dukkede op, godt røde i hovederne og lettere omtågede. Det viste sig, at de havde siddet på en pub ved siden af og drukket engelsk fadøl, mens de blev interviewet til BT, som bragte et indslag med dem to dage efter.

Da klokken var lidt over 20, introducerede orkestret, og den klassiske “Bornholm, Bornholm” blev sat over, og drengene gik på i andet vers og fyrede den af i en lille times tid inden der blev pause. Det blev en blanding af sikre klassiske hits og tre af de nye numre: “Han spiser sin is” (en mand og hans hund), “Under den sidste hvide bro” og “Moonwalking”, tre af de lidt mindre interessante numre på den nye plade. Den anden af dem holder af principielle grunde ikke live, fordi der indgår passager, som skal synges af en operasangerinde, som ikke var til stede, men det gik nogenlunden alligevel.

Andet sæt var lidt mere blandet, og det var at gå helt galt, da Steffen startede med at tage den forkerte guitar (den uden capo), men en af teknikerne i kulissen fik signaleret til ham, og det blev reddet i sidste øjeblik.

Sangene var sikre, klassiske hits, nyere sange (som nogen mener er hits) og fire af de nye: “Sporløs”, “Kontoret lukker nu”, “Skolens højeste snit” og “De første kærester på månen”, fire af de fem største hits på den nye plade.

Alt i alt et ganske fornuftigt sæt, det ærgrede mig dog gevaldigt, at vi ikke fik den nye “Hvem vil danse denne nat”, som er det bedste af de nye numre og som er helt klassisk tv-2 som vi kender det fra starten af 80’erne.

Efter koncerten tog jeg og tre af pigerne fra fanklubben tilbage mod det hotel, hvor Ingrid og jeg boede, men det blev ikke rigtigt til mere, selvom vi havde snakket om at finde et sted at få en tår at drikke. Det dog var dog en ganske hyggelig aften alligevel, selvom jeg ikke kunne tage nogen billeder.

London-turen, 2. del

1. del kan læses her.

Torsdag eftermiddag besøgte jeg “The Science Museum”, som lå nogen få stationer fra hvor jeg boede, og det var meget interessant for sådan en nørd som jeg. Museet var faktisk i 4 eller 5 etager, og jeg nåede at se under halvdelen i de tre timer, jeg havde.

Jeg så blandt andet en udstilling, der viste dampmaskinens historie og betydning for industrialiseringen, en udstilling om computere og et lege-rum for børn og barnlige sjæle, hvor der var alt fra gyroskober til sæbebobler og hjernevridere. Det mest spændende på museet var dog det ægte landingsfartøj fra Apollo 10-missionen. Havde man bare kunnet få lov at kigge ind i den…

Det havde været godt at have meget længere tid derinde og have været sammen med nogen, som synes det var lige så spændende som jeg selv, men sådan skulle det altså ikke være denne gang.