Jeg har de sidste uger gået og kigget mig om efter en ny westernguitar, da min gamle Aldi-Squier (med autografer) efterhånden er slidt op. Den nye guitar skulle have pick-up og måtte også meget gerne have “cut-away”.

I dag var jeg så forbi Aage for at kigge på den guitar, man har annonceret med i avisen, og den skulle kunne købes på tilbud søndag. Nu var det sådan, at de også havde guitaren stående på deres hjemmeside til samme pris, så jeg regnede med, at jeg allerede i dag kunne prøve at spille på den, og det kunne jeg.

Jeg sad og fyrede den af i et kvarters tid på deres billige anlæg og var helt overvældet over lyden, så jeg tog én med hjem og jeg har så efterfølgende spillet lidt på den.

I en begrænset periode kunne du høre et eksempel på guitarens lyd nedenfor, men pga. ophavsrettigheder og pladsmangel blev filen fjernet efter kort tid! Nummeret var vers og omkvæd fra Steffen Brandts “Kærligheden overvinder alt”.

Filen kan efterspørges hos Nielsen personligt.

I går modtog jeg med pakkeposten bogen “Shu-bi-dua – melodierne – teksterne – historien”, populært kaldet “Det gamle testamente” blandt Gurlierne fordi den var den første, større nodesamling fra gruppen.

Bogen blev købt på QXL for den ekstremt lave pris af 40 kroner, og med porto har jeg betalt i alt en hund for den, og det er stadig mindre end den formodentlig er værd. Bogen udkom i 1984 og har ikke kunnet købes i mange år, og den udgave, jeg har modtaget, er som ny.

Onkel Poul var i et ugeblad for et stykke tid siden for at præsentere sin samling af gamle radioer. Jeg husker ikke, om det var Ude & Hjemme, Familiejournalen eller et helt tredje blad.

Billedet er benyttet uden tilladelse.

Ud over at samle på radioer er Poul også samler af Techno og dampmaskiner, og de sidste laver han også selv!

Billedet er benyttet uden tilladelse.

I weekenden var jeg, som jeg tidligere har omtalt, et smut forbi “de gamle” på Lolland, og Mor gav mig nogen småting hun havde fundet, fordi hun ved, at jeg samler ting til min hjemmeside. Denne gang havde hun fundet et gammelt avisudklip, som viser et billede af min klasse, som sidder i datarummet foran de oldgamle Piccoliner og “indskriver artikler på skærme”. Projektet var et ugeforløb, hvor vi skulle skrive en avis. Jeg kan huske, at jeg vist var sammen med Claus og Tim og blandt andet interviewede min far, som på det tidspunkt arbejdede på istandsættelse af Pakhuset på Bandholm Havn, og så blev der vist også fejlafskrevet en fastelavnssang i avisen fra min side.

På billedet kan man se et udpluk af mine klassekammerater, men det er ikke dem alle, jeg kan kende i dag. Der er dog i hvert fald Søren, Kenneth, Morten, Tim, Sten, Janni og Karina på billedet – inklusiv jeg selv, som står allerbagerst op ad væggen.

Billedet er i øvrigt totalt misvisende, for nok står jeg bagerst i billedet, men i datalære var jeg helt fremme på beatet, hvilket også er grunden til, at jeg i dag arbejder som programmør. Fra første dag, hvor vi legede med Piccolinerne med Myresnak var jeg totalt fanget ind i computerverdenen, og det endte med, at jeg sad efter skole og legede (onkel Per ville nok kalde det “arbejde seriøst”) sammen med min lærer Bent, som selv næsten var lige så begejstret. Han skrev faktisk på et senere tidspunkt essensen af det hele i en “Hvordan det går”-seddel:

Det var også selvsamme lærer Bent, som rådede mine forældre i deres køb af computer til “drengen”. Jeg havde ønsket mig en Lambda et-eller-andet, men jeg fik en Commodore 64, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det rigtige køb. Den kostede godt nok en bondegård og var den største julegave, jeg nogensinde har fået, men den var skelsættende for min fremtid.

Bemærk i øvrigt, at billedet med seddelen er i øvrigt skrevet af Bent på de selv samme Piccoliner!

I dag kom så den endelige bekræftelse på, at jeg ikke længere er selvstændig, og derfor er firmaet “Cool IT v/Jan Normann Nielsen” nu ikke længere en del af dagens Danmark og officielt afsluttet den 31.12.2005. Jeg kan afsløre, at firmaets i alle dets tre års levetid genererede pæne overskud.

Indtil april måned sidste år var jeg ansat som konsulent, og min løn blev faktureret i firmaet som konsulentbistand, hvilket gav mig ret til at lave enkelte arbejdsrelaterede indkøb momsfrit og med fuldt skattefradrag. Dette går nu ikke længere, til gengæld slipper jeg for kedelige moms- og årsregnskaber samt den udvidede selvangivelse. Metrokortet slipper jeg dog ikke med mindre det bliver inddraget i forretningen.

Firmaets navn var, som de fleste nok har indset, et ordspil, som både kunne betyde “sej informationsteknologi” og “slap af”.

Hvil I Fred

I mine gamle papirer fandt jeg nogen tegninger fra en svunden tid. Jeg synes, at alverden skal have lejlighed til at se og prøve at forstå, hvad der foregår inden i hovedet på mig, så værsgo.

Det første er blot en aftegning af en lille figur, der stod på soveværelset hos Kira i Jylland. En aften kunne jeg ikke sove og tegnede den så…

Klik på billedet for en stor udgave.

Det andet billede er abstrakt men giver lidt mere mening for mig i dag en dengang, jeg tegnede det. Jeg begynder så småt at forstå, hvad det forestiller.

Klik på billedet for en stor udgave.

Jeg vil gerne understrege overfor dem, der kunne tro noget andet, der er ingen seksuelle undertoner i dette sidste billede… Billedet forestiller noget helt andet og meget personligt for mig, i hvert fald på det tidspunkt, hvor billedet blev malet.

Klik på billedet for en stor udgave.

Fortolkninger skal være velkomne, selvom jeg har mine egne.

I dag fik jeg endelig taget mig sammen til at få overspillet det gamle kassettebånd, som har ligget og samlet støv på min kommode i knap et halvt år.

På båndet er der 1 minutter og 12 sekunders uddrag af en sang, min gamle, desværre afdøde, farfar (Karl) på et tidspunkt har sunget foran en båndoptager eller diktafon, og den er så senere kopieret og uddelt til familien på kassettebånd.

Nu er den også digitaliseret, og man kan henvende sig til mig, hvis man vil have en lydfil eller en cd med indholdet på.

Teksten er (pånær starten, der mangler) følgende:

…og jeg sparer ej på den
jo jeg har haft fornøj’lse af min lille fyldepen

Nu er jeg blevet gammel og min fyldepen er slidt
det kommer vel nok af at jeg har lånt den ud for tit
men der endnu mange som vil gerne låne den
men nu må jeg skam spare på min lille fyldepen

Ja, det var en værre én…

Hvis man vil spille den på guitar, skal man sætte en capo i 1. bånd og spille følgende akkorder:

C G
G7 C
C C7 F A7
dm G F/C C

eller noget, der ligner. Alternativt kan man lade være med at bruge en capo og i stedet spille alle akkorderne en halv tone højere.

Det er utroligt hvad man kan gøre med digital billedbehandling. Jeg fik en stabel gamle sort-hvide billeder med fra Lolland fra min farmors gemmer, og jeg lovede far at skanne nogen af dem ind, rense dem op og få dem trykt som fotografier.

Prøv selv at tjekke følgende billede af “Farfar” efter en kærlig hånd i Paint Shop Pro:

Værktøjerne “scratch remover”, “clone brush” og automatisk kontrast kan sandelig gøre underværker, når man lige bruger en lille times tid på at gøre tingene ordentligt.