I dag blev det så endelig offentliggjort, at jeg er blevet fuldgyldigt medlem af Gurliklubben under navnet “Gurli AN” (udtales “gurlian” eller “gurlijan”). Den komplette beskrivelse kan læses på medlemssiden.
Som nogen nok vil huske, blev jeg inviteret til klubben forrige weekend i Roskilde, og snart følger vel den obligatoriske Gurli-t-shirt.
Så er det vist på tide at få skrevet det indlæg, som har ligget og venter på at blive skrevet i en uge.
Sidste lørdag var det én af de snart sjældne gange, hvor Shu-bi-dua kommer i nærheden af København. Udover deres optræden i Field’s i marts har de vist ikke været i nærheden andre gange i år.
Denne optræden foregik på Roskilde Kræmmermarked, og det blev en dag med mange overraskelser. Den første kom ved indgangen til markedet, hvor ca. 200 mennesker stod i kø for at købe en billet. Man havde valgt kun at have to luger åbne i billetvognen, så køerne var alenlange. Der blev dog hurtigt åbnet en tredje, men vi måtte alligevel stå i kø i 10-15 minutter for overhovedet at komme ind. Derudover var billetdamen fuldstændig blank og gav forkert tilbage til en anden i nærheden af køen. Hvor svært kan det være at give tilbage, når man skal betale 50 kroner og smider 60 på disken?
Nu skriver jeg “vi”, hvilket lige kræver, at jeg fortæller, hvem vi er. Det kan nok ikke overraske, at jeg i dagens anledning havde valgt at tage af sted sammen med nogen gurlier – der var vel på dette tidspunkt 8-9 stykker inkl. de sædvanlige (K og US). Vi kom langt om længe endelig ind og begyndte at vade rundt mellem teltene, og det gik hurtigt op for mig, at det var nøjagtig de samme telte, som jeg havde set ugen før i Bellahøj, så men andre ord var der ingen overraskelser her. Vi fik hurtigt fundet det telt, hvor Shubberne skulle spille, da vi ankom var crewet ved at lægge sidste hånd på opstillingen på scenen. Vi var i god tid (klokken var vel ca. 16) og bandet skulle spille kl. 21:15. Men det er ikke tilfældigt, at vi kom så tidligt, for vi havde luret, at der ville være en lydprøve omkring kl. 18:30, og sådan én plejer (i hvert fald efter min mening), at være mindst lige så interessant, ja hvis ikke mere, end den faktiske koncert, hvor der ALTID bliver spillet og sagt stort set det samme, et af de klagepunkter, man oftest vil støde på ind på shubidua.nu’s opslagstavle (klik på “For og om fans” og dernæst “Shuboard”).
Det var meningen, at vi skulle fordrive ventetiden med at spille og synge lidt, for jeg havde taget min gode guitar med, men det nåede vi aldrig, primært fordi jeg ikke var “in the mood” og efter lydprøven ville det være lidt af et antiklimaks, men mere om det senere.
Permer (Peter Andersen, trommeslager) mødte tidligt op og tæskede løs på sine trommer, de andre i bandet dukkede op omkring kl. 18. Teltet var åbent, så selvom man kunne have bedt os om at gå, kunne man ikke forhindre, at vi overhørte lydprøven, så derfor fik vi lov at blive stående (de skal vel også give fansene lidt line) foran scenen under en ca. 1 time lang lydprøve, der skulle vise sig at blive noget nær den største oplevelse, jeg har haft med Shu-bi-dua i de knap 10 år, jeg nu har fulgt dem. Jeg havde regnet med, at indholdet ville blive nogenlunde det samme som lydprøven i Field’s, men der skulle jeg tage fejl, og det gik allerede op for mig, da Ole (Kibsgaard, guitarist), Jacob (Christoffersen, keyboard) og Kim (Daugaard, bassist, med hængerøv i bukserne) stimlede sammen og åbenbart lige skulle blive enige om nogen rytmer og akkorder, og selvom der kun blev hvisket kunne jeg hurtige genkende ordenen “Men op i himlen…”, og så var jeg klar over, at det var Shu-bi-duas funk-nummer “Rund Funk” fra 78’eren, som man havde tænkt sig at spille. Det er et rigtig fedt nummer med en endnu federe bas, og Bunden (Michael Bundesen) har flere gange udtalt, at det ikke bliver spillet live, fordi det ikke holder og fordi originalen også indeholder en kvindelig vokal (jeg kan ikke huske navnet). Men nu skulle det altså prøves af.
Bunden træder nu frem og siger, at “så får I lydprøven med” og siger samtidig til sin lydmand, at de har tænkt sig at spille “de fire nye numre, de har øvet”. På dette tidspunkt kunne kæben ikke komme længere ned, for fire nye numre? Når der en sjælden gang sker udvikling i sætlisten er det ét, maksimalt to nye numre, der får chancen. Men som sagt, så gjort, de spillede “Coffeeville” (fra 7’eren), “Costa Kalundborg” (fra 8’eren), “Rund Funk” (1½ gang, fra 78’eren) og “Rom & Cola” (fra 78’eren). Det sidste numre er én af mine personlige favoritter, så det var den største optur at høre dem spille det. Inden lydprøven var slut nåede de at spille “Rund Funk” én gang til for lige at pudse et break af.
Tak for kaffe, det var næsten mere, end man kan bære, når man bliver så overrasket, nu skulle det så bare vise sig, om de havde tænkt sig at spille nogen af numrene om aftenen. Jeg kan afsløre allerede nu: Det havde de. Inden da skulle vi dog lige have lidt guf, lidt aftensmad og en iskage (softice med daimkugler, dyr men dejlig). Måske skulle vi også have spillet og sunget lidt, men det blev ikke til noget, for som jeg sagde: “Der er ikke noget, der kan følge efter den lydprøve”. I stedet hang vi bare ud og snakkede, og faktisk blev jeg i denne anledning spurgt (af LA), om jeg ville være Gurli. Nu havde jeg jo hængt ud med dem længe. Jeg blev lige så overrasket, og de fangede mig på det forkerte ben, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, så der kom aldrig noget svar andet end at jeg lige måtte tænke over det, hvilket jeg stadig gør.
Koncerten kl. 21:15 viste sig at være den overraskelse, vi har ventet på i flere år. Sætlisten var blevet lavet en del om og gjorde, at det hele ikke bare lignede sig selv og for en sjælden gang gav det ekstra pift, som man ofte savner til koncerterne. Bunden lagde ud med at undskylde på forhånd til de mennesker, som ville blive skuffet over, at man “havde blandet kortene anderledes i år”. Jeg synes nu personligt ikke, at der var grund til undskyldning, for de vigtigste numre var stadig i sætlisten, og dem, som var kommet ind, var primært store hits, der sagtens kunne erstatte dem, der røg ud. Kortblandingen viste sig fra starten, da Bunden ikke hev sin mundharmonika frem for at spille introen til “Ærligt talt”, det nummer der har startet koncerterne i gudsjammerligt mange år (mindst 10). I stedet gik man lige på med “Lulu rocken går”, og det var noget, publikum kunne lide. Faktisk synes jeg, at publikum var rimelig godt med det meste af vejen, hvilket er et absolut krav fra Bunden, hvis de nye numre skal overleve (vi har set dem blive taget af så mange gange før). Der var et par andre overraskelser undervejs, fx blev der to gange spillet uddrag af “Come Together” som jingle, med teksten “Roskilde Kræmmermarked, Danmarks bedste kræmmermarked”, formodentlig et levn fra koncerten i Field’s hvor den også blev spillet som reklame for Field’s til deres fødselsdag. Sidste nummer før ekstranumrene skulle vist have været “Står på en alpetop”, for Ole var på vej ud, da Bunden spurgte, om han stadig var der, for de skulle spille “Stærk tobak”, som han åbenbart havde hevet op af hatten i sidste øjeblik.
Efter koncerten stillede Gurlierne som sædvanlig op backstage og ventede på at komme i audiens. Der gik noget tid før det lykkedes. Ole skulle hurtigt hjem i sin Mercedes med hjemmelavet kølerfigur i ståltråd, han nåede viste ikke at sige farvel (internt kaldet “en Ole Kibsgaard”). Det lykkedes vist de andre at få Bunden i tale og skamrose ham for at have lavet en ny sætliste, og hvis vi er (meget) heldige får et par af numrene nok lov at overleve).
Det var rimelig besværligt at komme hjem fra Roskilde: Først med kræmmerbus, så vente på toget, så med lav hastighed ind til København pga. sporarbejde, så med s-tog til Sydhavn station og så 1½ kilometers gåtur. Jeg var så heldig (og fræk) at få tiltusket mig et lift (tak, du ved hvem du er!), så jeg kun skulle gå 500 m og var hjemme på under ½ time.
1. Lulu rocken går
2. Minus til plus
3. Askepot
4. Coffeeville (med intro)
5. Vuffelivov
6. “Jingle”
7. Krig og fred
8. Rund Funk
9. Hvalborg (m. lang solo)
10. Nam nam
11. Kære Lone
12. Costa Kalundborg
13. Livets Pølse (m. duel *)
14. “Jingle”
15. Rom & Cola
16. McArine (m. Andreas sang)
17. Står på en alpetop
18. Stærk tobak
Ekstra:
19. Den røde tråd
20. Fed rock
* Ole spiller altid noget nyt i keyboardduellen med Jacob, fx spillede han fødselsdagssang i Field’s. I dag spillede han et meget svært stykke, muligvis klassisk. Han kom dog til at “afsløre”, at det var keyboardet selv, der spillede.
Jeg har aldrig set Kaj & Andrea andet end på fjernsyn, så det gav næsten sig selv, at jeg var nødt til tage til Rødovre Centrum i dag for at deres show på scenen kl. 13.
Cirka 10 minutter før start gik Keld (og en pose Kims popcorn) og Hanne meget diskret op bag på scenen og satte sig i den store sorte kasse, der var placeret midt for. En rektangular udskæring dækket af et rødt tæppe fik kassen til at ligne et lille teater. På slaget 13 gik Karla frem og proklamerede, at Ole nu igen var kommet for sent. Imens stod jeg bag scenen og tjekkede Ole ud – han stod gemt i en dørkarm ved udgangen fra omklædningsrummet. Han var iklædt sit nye guldkostume, som han har fået specialsyet på Det Kongelige Teater. Derudover var han iført hvid stritparyk og store, grimme tænder. Med andre ord var Ole skiftet ud mens sit alter ego, tryllekunsteren Hergott Spiegelhauer. Et øjeblik efter gik Ole på scenen, og så kørte showet, som i bund og grund havde samme indhold som både “Oles børneshow” og “Ole & Karlas børneshow”, dvs. følgende sætliste:
Hergott Spiegelhauer havde tre tryllenumre med, nemlig
Showet varede knap 25 minutter og virkede meget kort, og selvom Andrea til sidst havde taget sit prinsessekostume på og lagde op til, at de skulle lege Tornerose, blev det ikke til noget. Hvad Karla var med for, kan jeg ikke rigtig finde ud af, for hun havde ikke andet end nogen få replikker og sang med på sangene. Det var primært Ole der kørte showet med tryl og guitar, så det var lidt uligevægtigt med fordelingen af arbejdet. Karla (Christine Skou) burde have haft mere.
Efter showet stillede jeg mig op i autografkøen og nåede at få én af både Keld og Hanne. Keld var hurtigt nede fra scenen og begyndte at skrive, men da Hanne kom, virkede det ikke som om hun egentlig gad skrive autografer (hvilket man jo må respektere), så hun forlod hurtigt stedet sammen med Keld, og det var kun Ole og Karla, der til sidst var tilbage.
Jeg havde mit kamera med, men der var desværre ikke mere strøm tilbage, så jeg fik ikke taget nogen billeder.
For et par uger siden slog jeg lige et smut forbi Hovedbanegården med to bøger og en dvd i tasken. Povl Carstensen og Thomas Wivel skulle i Go’ Aften Danmark og promovere deres nye bog “Det mest pinlige”, en mængde historier indsamlet fra publikum til deres sidste show “117 ting mænd og kvinder burde vide om hinanden”.
De to bøger, jeg havde med, var Povls to bøger (med titlerne “Etværelses med spisetoilet” og “Ventetiden er gratis”), han skrev får nogen år tilbage og som jeg fandt i et antikvariat sidste år, og dvd’en var Thomas Wivels “Med ryggen mod muren”.
De to herrer kom ud fra TV 2 efter programmet, og til min overraskelse var jeg den eneste (nørd!) autografjæger på stedet. Som sædvanlig gik jeg halvt i koma og fik slet ikke spurgt om det, jeg skulle, i stedet fik jeg Povls historie om, at de to bøger skullet have lignet hinanden til forveksling (samme antal sider), men at bogtrykkeren havde fået sat den ene bog i en anden skriftstørrelse.
Som tak for autograferne stak jeg Povl en mini-dvd, som jeg havde lavet, da jeg ugen forinden var faldet over et gammelt videobånd med en tv-udsendelse fra 31. december 1999, hvor han optræder i et nytårsprogram med sin kontrabas og synger en rap. Efter Povls eget udsagn (jeg spurgte) havde han ikke selv en optagelse af programmet, så jeg tror han blev glad for den – han skrev i hvert fald “tak for dvd” i bogen.
Mærkeligt nok kan han ikke huske hvem jeg er (jeg har ellers mødt ham tre gange før, dels for at videooptage deres show ude på Fisketorvet), dels for at aflevere en dvd med det optagede show og nogen billeder, og i sin tid lovede han ellers mig en dvd, men jeg hørte aldrig noget fra ham, så det kniber nok med hukommelsen (og synet – han skrev mig ned i sin kalender!).
I fredags var jeg til Linux Forum-konference, og direkte efter et særdeles interessant foredrag om udviklingen af den anden generations LEGO Mindstorms-produkt, tog jeg direkte til Field’s på Amager. Centeret holdt fødselsdagsfest, og Shu-bi-dua var hyret til at spille klokken 21.
Rygterne (tak K) havde talt, at hvis der skulle være lydprøve, ville det formodentlig være ca. 3 timer før koncerten, så jeg troppede op i Field’s omkring 17:45, hvor den første fan (Shubifanen) allerede var troppet op. Hele scenen og udstyret var stillet op, og der var ved at blive stemt instrumenter og indstillet lyd, så jeg formodede, at der ikke ville være nogen lydprøve. Shubifanen strøg dog hurtigt, og et øjeblik efter så jeg Permer (Peter Andersen, trommeslager) gå lige forbi og ind på scene, hvor han begyndte at tæske på trommerne. Et øjeblik efter kom Jacob (Christoffersen, keyboard) og fik lige sagt dav til ham. Han er, ligesom Ole, nok de eneste, der endnu kan kende mig og ved, hvad jeg hedder.
To shubber ind til scenen, så kunne jeg regne ud, at der ville ske noget, og et øjeblik efter trådte både Kim (Daugaard, bassist), Ole (Kibsgaard, guitarist) og Bunden (Michael Bundesen, forsanger) op på scenen og greb instrumenterne. De var så åbenbart kommet alle sammen med havde gemt sig i baggrunden. Ole gik rundt med et stort kamera og knipsede alt, hvad han kunne komme i nærheden af, det legebarn. Jeg råbte, at godt kunne tage et billede af mig, når nu jeg havde taget så mange af ham, så det gjorde han!
Desværre kunne man ikke komme ind foran scenen, så man måtte stå uden for afspærringen og lytte med, da de begyndte at spille. Det blev til “Minus til plus”, “En rocksangers farvel”, “Knuden” og lidt af “McArine” (de sidste to akustisk). Det var så fedt af flere grunde. Dels er stemningen meget afslappet på scenen, og fremføringen derfor rå, dels har jeg aldrig hørt “En rocksangers farvel” live, den er nemlig ikke på sætlisten og har ikke været det mens jeg har fulgt dem. Bonden sagde lige før de spillede den til lydmanden, at de lige kunne prøve den, fordi de havde øvet den og fordi den nok skulle med på sætlisten på et tidspunkt.
Han havde ret, den blev ikke spillet til koncerten, ej heller “Knuden”. Sætlisten var uhyre kort (45 minutter) og derfor en kompakt udgave af sætlisten, der normalt spilles (ca. 75 minutter). Jeg synes personligt ikke der manglede noget interessant. Min største frygt var, at Bonden havde valgt kun at spille de hits, de har spillet de sidste mange år, men det viste sig faktisk, at han hverken havde klippet “Minus til Plus” eller “Askepot” ud, i stedet var både “Danmark”, “Stærk Tobak” og “Kære Lone” (gudsketakoglov for det, jeg er SÅ træt af den) og “Står på en alpetop”. Alt i alt var det en ganske udmærket sætliste, selvom der egentlig ikke var nogen sange i, som jeg ikke har hørt dem spille meget på det sidste.
Fremførelsen var nogenlunde, selvom man godt kunne mærke, at det har været lidt siden de har været på turne sidst. De kunne ikke rigtig blive enige om, hvor lang soloen i “Hvalborg” var nu efter Claus ikke er med mere, og soloerne i “Den røde tråd” gik helt galt for Ole, fordi han åbenbart kom til at trykke på en forkert knap til effektpedalen, så det nærmest var et kirkeorgel der røg ud af højttalerne. Det endte derfor med, at han blev på scenen, mens de andre gik ud før ekstranummer, mens en af lydmændene måtte hjælpe ham med at få kassen til at makke ret. Da Ole gik ud, gik de andre ind igen, hvilket fik grinene frem hos alle.
Nu blev det rigtig godt, for man havde kun ét ekstranummer i ærmet (der var ikke tid til mere), og Bonden spørger ud blandt publikum for at høre, hvad de skal spille og forventer, at nogen råber “Fed Rock” så højt, at de kan spille det som var det virkelig på opfordring. I stedet kigger han på en dreng, som højt siger “Krig og fred”, og så var gode råd dyre. Heldigvis har Bunden en løsning på det hele og foreslår, at de kan spille første vers (den er normalt på sætlisten) og så slutte af med det ekstranummer, de havde planlagt. Derfor fik vi 1½ ekstranummer, nemlig intro, 1. vers og omkvæd af “Krig og fred”, og det var fantastisk. Endelig skete der noget, der ikke var aftalt, det er det, der gør koncerterne fede og får orkestret til at stå frem som andet end en (penge)maskine.
Derfor var aftenen i Field’s fantastisk, lydprøve med overraskelse og koncert med overraskelse.
Efterfølgende fik jeg og US lige Ole til at vise sit nye kamera frem (det gættede jeg på, at han gerne ville), og vi fik en lille snak før vi skred hjemad. Ole afslørede også, at koncerten med ham og Kaya søndag (i dag) var aflyst, i stedet blev det ham og Karla med børneshow. Det var godt at få at vide, for det gad hverken jeg eller min ledsager at se, så vi sparede den tur.
Et par andre interessante observationer fra koncerten:
Sætlisten (sådan nogenlunde)
+ 2 x omkvæd af “Come Together Right Now”. Der mangler sgu nok et par numre, men jeg kan ikke lige huske flere.
Lige før jeg vågnede her til morgen, drømte jeg, at jeg var kommet til (formodentlig med vilje) at bytte rundt på min og Steffen Brandts indkøbsvogn i supermarkedet. Han opdagede det ikke, og jeg havde derfor en grund til at opsøge ham ude ved hans bil, hvor der blev snakket om mælk og remoulade. Jeg kører med ham videre, og han udbryder på vejen:
Her er der koldt
Her er der mørkt
Her vil jeg bo
og jeg gættede på, at det nok var omkvædet til én af de nye sange. Hvis jeg kunne skrive noder, ville jeg skrive dem ned, men i stedet nøjes jeg bare med at afsløre, at brudstykket spilles i Eb-mol og afsluttes med C#sus-C# (meget hurtigt skift) på “bo”.
Jeg har alt for meget at lave i disse dage, så jeg har ikke fået skrevet resten af rejsedagbogen fra Berlin. Derfor kommer nedenfor en opsummering af, hvad jeg lavede resten af dagene. I løbet af ugen skulle der også komme et billedgalleri fra alle dagene.
Tirsdag aften var jeg på shopping i området ved Zoologisk Have, da jeg havde set nogen i en turistbog anbefale området og indkøbscenteret “KaDeWe” (KDW?), som viste sig at være en Magasin-klon. En masse etager med parfume, modetøj m.m. Men 5. salen, som var den jeg gik efter havde legetøjsafdeling, og det skulle hurtigt vise sig, at det var den største spilafdeling, jeg i mands minde har set. Der var simpelthen bræt-, kort- og puslespil fra ende til anden, og jeg endte med at gå derfra med tre produkter: 1 gave, 1 kortspil med navnet “Bohnanza” (et spil om bønner) og et “Puzzleball” fra Ravensburger, et 240-brikkers 3D-puslespil med form som en kugle, men ikke som sådan svært at bygge. Aftensmaden denne dag tog jeg på KFC (Kentucky Fried Chicken), og det var min første oplevelse med kæden, som altid bliver omtalt i de amerikanske medier som dér, amerikanerne bliver fede. Jo da, det var godt nok også noget klistret mad, fy for satan. Men det smagte meget godt alligevel. Herefter gik jeg på internetcafe, hvor jeg skrev et tidligere indlæg her på bloggen.
Onsdag aften var jeg en tur på “Unter den Linden” og gik ned til Brandenburger Tor. Efter ca. 2 minutter kiggen og tagen billeder var der absolut ikke mere at se på her, vejen er ikke andet end ambassader og souvenir-butikker. I stedet tog jeg til Potdamer Platz og en tur i deres IMAX-biograf hvor jeg så en 3D-film om dyrelivet på Galapagos-øerne. Det var virkelig flot!
Turen hjem torsdag aften foregik med propelfly fra SAS. Jeg troede ikke, at sådan nogen var i brug mere, men det er de altså. Efter en grundig metalskanning af kroppen i Berlins lufthavn gik turen smertefrit, men med en lettere forsinkelse, og jeg tager hatten af for Cargo i København, de har altid bagagen klar inden for 10 minutter, også selvom skærmene ved baggagebåndet er mere pessimistiske og mener, at det tager op mod 25 minutter.
Her kommer nogen billeder, som jeg tog den første aften (i søndags).
Ovenstående aner jeg ikke hvad er for en gammel bygning, men den er da meget pæn.
Hovedkvarteret for “Deutche Bahn” på Potsdamer Platz.
En bygningsfacade, som er en stor lysreklame. Bemærk den hexagonale struktur i placeringen af de enkelte lamper/pærer.
Det meste af tiden er reklamen en musepil, der flyttes rundt, og hele bygningen blinker, når den klikker. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det er en reklame for, men det er pisseirriterende med det blinkeri.
Torvet her ligger mellem en masse bygninger, og her ligger blandt andet ligger en IMAX-biograf, som jeg vil besøge i aften.
Torvet er overdækket med et flot belyst kuppeltag.
Lige en hilsen fra Tzskland. Jeg sidder nede pü en internetcafe og skriver pü et tzsk tastatur. Det er helt umuligt, for de har bzttet om pü z og y, og ö, ä og ü har de slet ikke. Men jeg kan bruge ä i stedet for ö og ö i stedet for ä og sü skrive to a’er i stedet for ü. Sü det vil jeg gäre fra nu af!
Men nu er min tid paa cafeen löbet ud, fordi jeg har siddet og chattet i stedet. Jeg fölger op i löbet af i morgen, formodentlig ogsaa med et par nye billeder. Indtil da, hzg jer alle sammen!
Skrevet mandag aften:
Så er den første nat overstået, og jeg har mildest talt sovet ad helvede til. Jeg ved det ikke præcist, men jeg formoder, at jeg først faldt i søvn langt ud på natten. Et nyt sted, en anden seng, nye lyde – her til morgen er jeg rimelig smadret, men jeg håber snart, at jeg kan finde nogen Red Bull, så jeg kan vågne op. Jeg har lige været i restauranten og spist lidt morgenmad, som lagde bunden over en sulten mave. Jeg nåede ikke at få aftensmad i går, og da jeg først var hernede sent kunne jeg ikke rigtigt finde noget, jeg kunne spise, så det endte med to gange “Herbst Donut” og en 7up fra “Dunkin’ Donuts”.
Min undervisning starter om 10 minutter, og jeg forventer, at der er en trådløs internetforbindelse, så jeg kan komme på nettet, få opdateret min blog og vist nogen billeder. Men der skulle vel også blive tid til lidt seriøst arbejde med det, jeg er kommet for.
BTW – Jeg hørte lige en person råbte: “Så er vi klar alle sammen”. Dejligt at høre, at man alligevel ikke er helt fremmed. Om det er nogen, der skal være med til det samme som jeg, må tiden vise, men det kan jo være almindelige turister eller forretningsfolk, der har andre planer.
Skrevet tirsdag formiddag:
Undervisningen gik smertefrit, det er ikke pærelet materiale, men det er heller ikke svært at forstå, når det bliver gennemgået. Faktisk er vi kun to betalende deltagere i kurset, den tredje er en lokal gæst fra firmaet, der afholder kurset. Så inklusiv underviseren er vi fire mand i lokalet, og det må siges at være rimelig intimt. Det betyder også, at det er lidt lettere at råbe højt, når der er noget man ikke forstår, så alt i alt må kurset siges at være pengene værd.
I frokostpausen ville jeg forsøge at leje en cykel og tog derfor s-toget mod Reinhardtstrasse, hvor der skulle ligge en forretning, hvor jeg kunne få en sådan. Det gjorde der bare ikke mere, så jeg fik en lang næse. (Jeg fik også lidt senere en “Langnese”, men det er en anden historie.) I stedet gik jeg hundrede meter længere ned ad gaden, hvor jeg vidste, der lå en Subway, hvor jeg kunne få min frokost. Desværre var tiden så fremskredet, at jeg ikke havde tid til at spise den, men i stedet kastede mig ind i en taxa for at komme tilbage til hotellet i tide. Sandwichen blev der først tid til at spise i pausen bagefter.
Efter undervisningen var færdig kl. 17 var jeg supertræt, men jeg tog alligevel en cykeltaxa ned til Potsdamer Platz, hvor der skulle være et større indkøbscentrum (en “arcade”). Det var der også, men udvalget af forretninger var mildest talt elendigt og lignede mere Fisketorvet med tøjforretninger m.v. Neden i kælderetagen var der dog et supermarked, hvor jeg kunne få mine Red Bull og en vare, som jeg tit savner i Danmark, nemlig tørret ananas, som man indtil for få måneder siden kunne få i en tilsvarende vare i SuperBest. Varen her var dog dejligt store stykker, som jeg fortærede i går aftes. Samtidig skulle jeg have noget aftensmad, så jeg tog en “Döner Kebab” hos den lokale tyrker, og damn, den var stor, faktisk så stor så jeg næsten måtte give op.
Jeg tog efterfølgende en cykeltaxa tilbage. Det er ikke helt billigt, men det sparer mine ømme fusser (tak, lorte-Ecco-sko, der gnaver), og det er hyggeligere end i en taxa. Da jeg kom tilbage, så jeg lige det nyeste afsnit af Simpsons, som jeg i løbet af dagen hentede fra min maskine i Danmark sammen med de nyeste afsnit af “Family Guy” og “American Dad”, som jeg ser de følgende aftener, og bagefter gik jeg i seng.
Lige nu sidder jeg i en pause i undervisningen på 2. dag, og jeg har bestemt mig for, at jeg efter seancen tager en tur til KaDeWa, som er et indkøbscenter, der ligger et par kilometer væk. Der kan jeg forhåbentlig se på nogen brætspil, som tyskerne jo er mestre i. Når jeg kommer hjem må jeg så finde nogen at spille dem med.