Lige en hilsen fra Tzskland. Jeg sidder nede pü en internetcafe og skriver pü et tzsk tastatur. Det er helt umuligt, for de har bzttet om pü z og y, og ö, ä og ü har de slet ikke. Men jeg kan bruge ä i stedet for ö og ö i stedet for ä og sü skrive to a’er i stedet for ü. Sü det vil jeg gäre fra nu af!
Men nu er min tid paa cafeen löbet ud, fordi jeg har siddet og chattet i stedet. Jeg fölger op i löbet af i morgen, formodentlig ogsaa med et par nye billeder. Indtil da, hzg jer alle sammen!
Skrevet mandag aften:
Så er den første nat overstået, og jeg har mildest talt sovet ad helvede til. Jeg ved det ikke præcist, men jeg formoder, at jeg først faldt i søvn langt ud på natten. Et nyt sted, en anden seng, nye lyde – her til morgen er jeg rimelig smadret, men jeg håber snart, at jeg kan finde nogen Red Bull, så jeg kan vågne op. Jeg har lige været i restauranten og spist lidt morgenmad, som lagde bunden over en sulten mave. Jeg nåede ikke at få aftensmad i går, og da jeg først var hernede sent kunne jeg ikke rigtigt finde noget, jeg kunne spise, så det endte med to gange “Herbst Donut” og en 7up fra “Dunkin’ Donuts”.
Min undervisning starter om 10 minutter, og jeg forventer, at der er en trådløs internetforbindelse, så jeg kan komme på nettet, få opdateret min blog og vist nogen billeder. Men der skulle vel også blive tid til lidt seriøst arbejde med det, jeg er kommet for.
BTW – Jeg hørte lige en person råbte: “Så er vi klar alle sammen”. Dejligt at høre, at man alligevel ikke er helt fremmed. Om det er nogen, der skal være med til det samme som jeg, må tiden vise, men det kan jo være almindelige turister eller forretningsfolk, der har andre planer.
Skrevet tirsdag formiddag:
Undervisningen gik smertefrit, det er ikke pærelet materiale, men det er heller ikke svært at forstå, når det bliver gennemgået. Faktisk er vi kun to betalende deltagere i kurset, den tredje er en lokal gæst fra firmaet, der afholder kurset. Så inklusiv underviseren er vi fire mand i lokalet, og det må siges at være rimelig intimt. Det betyder også, at det er lidt lettere at råbe højt, når der er noget man ikke forstår, så alt i alt må kurset siges at være pengene værd.
I frokostpausen ville jeg forsøge at leje en cykel og tog derfor s-toget mod Reinhardtstrasse, hvor der skulle ligge en forretning, hvor jeg kunne få en sådan. Det gjorde der bare ikke mere, så jeg fik en lang næse. (Jeg fik også lidt senere en “Langnese”, men det er en anden historie.) I stedet gik jeg hundrede meter længere ned ad gaden, hvor jeg vidste, der lå en Subway, hvor jeg kunne få min frokost. Desværre var tiden så fremskredet, at jeg ikke havde tid til at spise den, men i stedet kastede mig ind i en taxa for at komme tilbage til hotellet i tide. Sandwichen blev der først tid til at spise i pausen bagefter.
Efter undervisningen var færdig kl. 17 var jeg supertræt, men jeg tog alligevel en cykeltaxa ned til Potsdamer Platz, hvor der skulle være et større indkøbscentrum (en “arcade”). Det var der også, men udvalget af forretninger var mildest talt elendigt og lignede mere Fisketorvet med tøjforretninger m.v. Neden i kælderetagen var der dog et supermarked, hvor jeg kunne få mine Red Bull og en vare, som jeg tit savner i Danmark, nemlig tørret ananas, som man indtil for få måneder siden kunne få i en tilsvarende vare i SuperBest. Varen her var dog dejligt store stykker, som jeg fortærede i går aftes. Samtidig skulle jeg have noget aftensmad, så jeg tog en “Döner Kebab” hos den lokale tyrker, og damn, den var stor, faktisk så stor så jeg næsten måtte give op.
Jeg tog efterfølgende en cykeltaxa tilbage. Det er ikke helt billigt, men det sparer mine ømme fusser (tak, lorte-Ecco-sko, der gnaver), og det er hyggeligere end i en taxa. Da jeg kom tilbage, så jeg lige det nyeste afsnit af Simpsons, som jeg i løbet af dagen hentede fra min maskine i Danmark sammen med de nyeste afsnit af “Family Guy” og “American Dad”, som jeg ser de følgende aftener, og bagefter gik jeg i seng.
Lige nu sidder jeg i en pause i undervisningen på 2. dag, og jeg har bestemt mig for, at jeg efter seancen tager en tur til KaDeWa, som er et indkøbscenter, der ligger et par kilometer væk. Der kan jeg forhåbentlig se på nogen brætspil, som tyskerne jo er mestre i. Når jeg kommer hjem må jeg så finde nogen at spille dem med.
Klokken 17:30 hentede en taxa mig og kørte mig til lufthavnen, hvorfra jeg skulle flyve til Berlin med SAS. Check-in var lidt besværligt, for jeg skulle bruge self-service-automaterne, som står i terminalen. De første fem meldte alle et stykke ind i processen, at der ikke var mere bagagestrimmel, så jeg kunne begynde forfra igen. Til sidst lykkedes det dog, og derefter gik alt smertefrit.
Efter 45 minutters flyvning landede i Berlin/Tegel, og efter en 100 meters bustur til terminalen kom bagagen også i løbet af 5-10 minutter, og derefter var det direkte ud i en taxa og på gebrokkent tysk fået fortalt, hvor jeg skulle hen.
Turen gik af industrikvarteret, som mest af alt lignede Halmtorvet på Vesterbro. Vi kørte forbi et område med rødt lys i vinduerne, og et sted stod der også et par letpåklædte damer og bød sig til forbipasserende. Som sagt kørte vi gennem Halmtorvet og Skelbækgade, så jeg følte mig helt hjemme. Der er dog en ting der er anderledes. Vi du tror at taxaerne kører råddent i København, så skal du prøve dem her. De har intet mod at overhale med 100 km i timen på en smal vej med modkørende biler, og jeg tror nok lige at man som cyklist eller fodgænger skal se sig ekstra godt for.
Fremme ved hotellet fik jeg hurtigt tjekket ind, og som det ses af billederne er værelset udmærket kvalitet, og heldigvis kun på 1. sal. Jeg er stadig ikke kommet mig over 12. etage i Barcelona. Hotellet er dog ikke nyt, hvilket man godt kan se på inventaret, og jeg er lidt bekymret, for toilettet vipper. Nå, jeg kan vel smadre det som jeg gjorde med det i Barcelona.
Dobbeltseng, hmm…
Ud i aftenen og få sig en bid mad, en tår at drikke, opspore nogen Red Bull og tage nogen billeder som nok kommer online i løbet af mandagen. Klokken 9:30 i morgen starter undervisning i “JBoss Clustering”, så jeg må hellere være frisk!
I torsdags var jeg sammen en tur på Revymuseet på Frederiksberg, hvor 4 musikere fortalte om deres sange og spillede dem. Det drejede sig om (fra venstre til højre på billedet):
Bertel Abildgaard (arrangør)
Ole Kibsgaard
B-Joe
Jørgen Thorup
Nogen vil nok kende Jørgen Thorup og B-Joe fra årets Melodi Grand Prix, men Jørgen var også i mange år keyboard-spiller i Shu-bi-dua.
D’herrer fyrede den af i en slags rundesang, hvor de hver nåede at spille og synge 4 sange i to afdelinger, og det var endda “rigtig” unplugged, der var hverken mikrofon eller forstærkning. Derfor var det virkelig et intimt show, hvor man fik lov at se, hvad de kunne med 30-40 publikummer i et meget lille lokale.
De fires forskellige kunstneres musik stod i pæn kontast til hinanden og blev derved til en større helhed, og jeg var faktisk overrasket over at høre både B-Joe og Jørgen Thorup, da jeg egentlig ikke var bekendt med deres musik. I de sidste år har de samarbejdet, og det er der bestemt ikke kommet noget dårligt ud af. Jeg købte faktisk B-Joes plade derinde og skal have lyttet til den inden så længe.
Koncerten bød på to ur-opførsler: Ole spillede lidt en ny sang, han arbejdede på, og selvom der kun var skrevet ét vers, synes jeg det er det bedste, jeg endnu har hørt fra ham, og den kunne godt blive et hit, hvis den “kommer ud”. Derudover spillede Jørgen et gammelt nummer med ny tekst, som B-Joe vistnok havde skrevet.
Efter koncerten blev der tid til en autograf og lidt snak med dem alle fire, og jeg må indrømme, at jeg fik et noget mere afslappet forhold til både B-Joe og Jørgen, som jeg havde regnet med var en del anderledes end de viste sig at være. Så det var meget godt. De var faktisk rigtig flinke alle sammen, faktisk så flinke at jeg fik lov til at lave et lille projekt med dem og mit videokamera. Hvornår det bliver færdigt, må guderne vide, men foreviget blev de.
I går aftes optrådte Kaya og Ole på Albertslund i en god halv times tid foran knap 20 børn og ca. dobbelt så mange voksne. De var som altid veloplagte, og publikum nød de søde sange for børn og barnlige sjæle.
Jeg kom ½ time før og kunne derfor overhøre “lydprøven”, som bød på et par af sangene plus et eller andet engelsksproget nummer, som Kaya sang.
Efter koncerten fik jeg den sædvanlige autograf og en lille snak med Ole, og han fortalte lidt om sine fremtidige projekter, som lød rigtig spændende.
Har du købt pladen til dine børn?
Som man nok ved har jeg fået ny arbejdsplads, da firmaet er flyttet til Kalvebod Brygge. Det skal fejres, så jeg købte i går en ny Buzz Lightyear-dukke, som skal stå på mit skrivebord til inspiration. Hvis man ikke ved det, er det af tre grunde:
Min gamle dukke var var en lille brugt én fra et loppemarked, og knappen til lyde var gået i stykker. Så denne her er både større og sejere! Desværre er lydene ikke indtalt af Tim Allen men i stedet af en eller anden amatør, hvilket gør lydene ubrugelige. Men hvad, dukken skal også bare stå og se pæn ud.
Det er egentlig utroligt at man stadig kan få en dukke i en legetøjsforretning, når det er 7 år siden siden at “Toy Story 2” var i biografen.
I søndags var det igen Ole-tid på Ingolfs Kaffebar, denne gang optrådte han ligesom sidste år sammen med Tom McEwan.
På trods af at antallet af fremmødte børn var mindre end sidste år, var showet fyldt med mere energi og sjov end sidste gang, og de voksne var godt med.
Ole havde (foruden sin guitar selvfølgelig) igen taget sin kontrabas og et nye tryllenumre med. Han tryllede en publikums pengepung væk i en kasse og kunne ikke få den tilbage, så nummeret blev droppet, og han havde nær glemt at give kvinden sin pung tilbage, men det skete vist i sidste øjeblik efter showet.
“Sætlisten” lignede (imod forventning) faktisk forbløffende lidt showet fra sidste år bortset nogen af sangene og indledningsnummeret med “The talking drum”. Det hele var en god blanding af:
Dagens højdepunkt:
Jeg fik efterfølgende en autograf og fik sagt pænt tak for julekortet.
I søndags den 9. juli var jeg lige et smut forbi Ingolfs Kaffebar på Amager, hvor Kaya Brüel og Ole Kibsgaard skulle lave børneunderholdning med en masse sange fra Kayas plade “Jeg fandt en sang på vejen”.
Det var et noget andet arrangement end koncerten i Roskilde Bypark for et par uger siden, der var nemlig kun en guitar som primært instrument og en axylofon og kazoo som Kaya spillede lidt på.
Ole havde også taget en nyindkøbt kontrabas med, som han spillede det afsluttende nummer med, og han fik også lov at trylle lidt med malebogen, æselposen, de farvede snore og det bevægende kort.
Sætlisten husker jeg ikke helt, men der har nok været godt 12-14 numre fra pladen, heriblandt:
og muligvis også “I Afrika” og “Jeg kan se den mørke nat”.
I torsdags mødte jeg et par timer senere fordi jeg lige ville slå et smut forbi Roskilde Bypark, hvor Kaya Brüel holdt børnekoncert sammen med mit band, som blandt andet omfatter Jacob Christoffersen og Ole Kibsgaard, som jeg jo også kender fra Shu-bi-dua.
Vejret var fantastisk og flere hundrede mennesker havde taget tæpper med og sad på den stejle græsplæne, der hældte ned mod scenen, hvor de 6 stod og fyrede den af og så ud til at have det sjovt.
Koncerten bestod af de fleste af de sange, som findes på Kayas nyeste plade “Jeg fandt en sang på vejen”, som består af en masse sange som hendes oldefar Axel komponerede til Halfdan Rasmussens tekster. Sangene er smukke som Kaya selv, og hendes stemme er fantastisk til børnesangene.
Efter koncerten hilste jeg som mange andre lige på Kaya, Jacob og Ole og købte pladen og fik et par skrivere på. Jeg fandt også en sammenkrøllet og henkastet sætliste, som jeg var så fræk at tage med hjem.
Det var en fantastisk formiddag, og jeg kan kun opfordre alle til at tage en tur i Kongens Have på lørdag den 8. juli for at se et tilsvarende arrangement, og desuden kan Kaya og Ole opleves alene sammen på Ingolfs Kaffebar på Amager dagen efter.
I sidste weekend (den 26./27. maj) tog jeg en tur til Randers for at jamme sammen med tre gurlier (K, US og L). Det blev også til en Shu-bi-dua-koncert “i nærheden”, nemlig på Hinge Søstival et eller andet sted gemt godt af vejen for omverdenen og for de deltagende, der ikke kender småvejene.
Gurlierne LI og LA samt undertegnede i Gurli-bussen – Billede taget af US
Efter at have kørt forkert ca. 5 gange lykkedes det endelig fire gurlier (K, US, LA og LI) og jeg selv at komme frem, men indgangen var også en historie for sig selv. For det første måtte man hverken have mad eller drikke med, så jeg måtte tonse min frokost og en Red Bull hurtigt ned inden jeg kunne komme ind. Dernæst var dagsbilletterne meget dyre, så man havde fået lovning på et antal fribilletter, som dog nær aldrig var blevet udleveret. I sidste øjeblik kom de i form af to backstage-passes, som undertegnede og K som de sidste fik lov at tage på.
Shu-bi-dua på scenen – Billede taget af US
Koncerten virkede ikke overvældende besøgt, men det var den første jeg hørte efter Claus Asmussen ikke længere er med, og det kan bestemt mærkes, primært mangler hans guitar i lydbilledet. Selv om Ole gør det godt og spiller både akustisk og elektrisk guitar på Vuffeli-vov, kan han ikke klare det alene, hvis man spørger mig.
Sætlisten var en spænding i sig selv. Dels havde jeg hørt, at man havde stoppet “Minus til Plus” – mit yndlingsnummer ind – selvom Michael Bundesen altid har sagt, at den ikke holder live og den derfor ikke bliver spillet, hvilket betyder, at jeg aldrig før har hørt den live. Sangen var med, meeen… jeg synes den var rimelig død i sværen. For det første bliver den spillet 3 toner lavere end på pladen, hvilket gør den meget dyb, og dels er det svært at gennemføre den uden strygere, men selvom fremførelsen haltede, var det nu dejligt at høre den spillet live.
Anden overraskelse i sætlisten var, at Askepot var med. Det er også en dejlig sang, som jeg heller aldrig har hørt spillet live, den holder til gengæld 100%, og publikum var med hele vejen.
Tredje og sidste overraskelse i sætlisten var en hilsen til (de hedengangne?) Safri Duo og bestod af en masse percussion og en stor gong-gong, men var som sådan egentlig ikke noget særligt, når man hellere bare vil høre en klassiker, som aldrig bliver spillet, fx “I Østen stiger Olsen op”.
Alt i alt var koncerten udmærket, selv på trods af den sædvanlige mangel på særligt mange overraskelser.
Efter koncerten udnyttede jeg mit backstage-pas og stillede mig op foran musikerpladsen, hvor jeg formodede at d’herrer fik sig en cognac inde bag ved. Selvom jeg nok bare kunne have vadet ind (jeg er jo musiker), lod jeg være, og i stedet hilste jeg på Ole og Michael, da de gik. Ole havde en personlig hilsen til mig, som jeg var glad for, og jeg benyttede lejligheden til at sige til Michael, at jeg var meget glad for, at de havde valgt at komme “Minus til plus” i sætlisten. Jeg fik en halv forklaring om, hvorfor han havde skiftet mening i forhold til ikke at spille den, men det gav ikke så meget mening, men lige meget med det.
Turen gik derefter tilbage til Randers, hvor vi spillede en helvedes masse musik. Om natten kunne jeg ikke falde i søvn, og arbejdet holdt mig vågen i 1½ time med sms’er fra overvågningssystemet, så jeg sov ikke meget mere end en time eller to, så lørdag var jeg zombie og bestemte for at tage hjem om aftenen, så jeg kunne få sovet ud i min egen seng. Og det gjorde jeg, big time.
Men det var en fed tur, og fingerspidserne på min venstre hånd var slidt godt til i alverdens farver, da jeg kom hjem.