1. del af dette indlæg kan læses her.

Efter gennemlytningen af pladen rykkede vi ud af studiet til stuen, hvor vi blev opfordret til at tage endnu en tår at drikke og stille eventuelle spørgsmål til Steffen, hvis vi havde nogen.

Jeg havde faktisk forberedt en hel del underfundige spørgsmål, som jeg havde stillet, havde det været en tone, der var mere sjov og ballade. Det her var stille og rolig, så jeg fandt nogen enkelte ting at kommentere, for eksempel roste jeg numrene “Hvem vil danse” og “Kontoret lukker nu” og mængden af guitar, specielt akustisk, på pladen generelt, hvilket Steffen takkede for.

Undervejs i lytningen havde jeg et par enkelte gange bemærket et par specielle ting, som jeg bed mærke i. For eksempel mente jeg at have hørt en olietønde i nummeret “Under den sidste hvide bro”, og jeg mente at det var naturligt at spørge Steffen, hvorfor det? Det var et mærkeligt svar, der kom fra ham. Det var som om det betød noget specielt for ham, for han lagde kraftigt ud med at sige, “Nej, der er ikke nogen olietønder på den plade”, og så kom der en længere historie, som blandt andet involverede Big Fat Snake, Spanien, en lydtekniker og nogen, der havde udtalt, at der nok skulle få sneget sig nogen olietønder ind på pladen. Måske havde jeg trådt på et ømt punkt, måske var det bare pjat. Jeg har dags dato stadig ikke fattet, om det hele var en joke, eller det var dybt alvorligt, men jeg står stadig ved, at jeg hørte olietønder på pladen, og Steffen sagde, at han ville nærlytte dagen efter.

Gad vidst, om jeg nogensinde finder ud af, hvad det var for noget.

Eftermiddagen sluttede med at Steffen autograferede nogen plakater til de deltagende, hvorefter han smuttede til et interview med en journalist.

Det var en fed oplevelse: Vi hørte hele den nye plade, og vi fik masser af historier at høre.