Det er sjældent, at der er nogen der skriver om noget af det bedste danske tv, der er lavet for ungdommen: Troldspejlet. Et program om computerspil, tegneserier, film, bøger, rollespil m.m., som har kørt fast en gang om ugen siden sidst i 80’erne med Jakob Stegelman som vært.
For et stykke tid siden var et interview i det blad, som er foldet om de reklamer, som Post Danmark omdeler, og jeg er så fræk, at jeg her bringer interviewet uden tilladelse. Jeg synes, det er synd at det skal fortabe sig i intetheden (dvs. papir-genbrugscentralen).
Det kan være at der trykfejl i nedenstående – interviewet er blot skannet ind, og computeren har kørt tekstgenkendelse på det…
“LILLE TROLDSPEJL PÅ SKÆRMEN DER…”
DR1s program “Troldspejlet” anmelder hver uge de nyeste computerspil
“Da Troldspejlet startede i 1989 blev computerspil betragtet som dumt legetøj, og ikke noget som kunne give flotte, morsomme og spændende oplevelser”, fortæller studieværten Jakob Stegelmann. “I starten blev programmet, der også anmelder film, bøger og tegneserier, mest set af børn, men senere er mange andre aldersgrupper kommet til, selvom vi først og fremmest henvender os til de 8-13 årige”
DE MEST POPULÆRE SPIL
“De første spil, vi anmeldte, var Nintendo og Amiga, og de gamle computerspil var meget primitive både at se på og lytte til”, husker tv-værten. “Grafik og lyd var meget simpel, men spillene var ofte lige så udfordrende og indviklede som nutidens spil, hvor billede og lyd er blevet så avanceret, at det hele virker meget realistisk”. Selvom de forskellige spils popularitet skifter fra det ene år til det andet, mener Jakob Stegelmann, at især skydespil som fx “Counterstrike” og “Halo” vil fortsætte med at være populære, men også at adventure og sportsspil vil have deres berettigelse.
MERE REALISME
Der kommer hele tiden nye spil på markedet, og ifølge Jakob Stegelmann ligger der en stor udfordring for producenterne i at variere de spilletyper, vi kender i dag – og at finde på noget nyt! “Fremtidens spil vil blive mere og mere realistiske med mange flere detaljer. Figurerne og omgivelserne vil se mere virkelighedstro ud – nærmest som fotografi – og figurerne vil blive mere kompliceret sammensat, så de i højere grad ligner rigtige mennesker med personlighed. Det handler om lysten til at fordybe sig i en verden, som på den ene side er fjern fra ens egen, men som man på den anden side alligevel kan forholde sig til”.
UDVIKLING AF NYE SPIL
“At skabe nye computerspil minder meget om den måde, man skaber film og tv på”, fortæller Jakob Stegelmann.” Det er enorme selskaber med kæmpemæssige udviklingsafdelinger, og deres største problem er at finde på nye situationer, der er egnet til et spil. Lige nu synes jeg, at der er lidt stilstand i mængden af ideer. Der er mange gentagelser. For øjeblikket er 2.verdenskrig utrolig populært, og producenterne leder efter en hvilken som helst krog af 2.verdenskrig, hvor der sker noget nyt, de kan bruge”, slutter Troldspejlsværten og håber på lidt nytænkning fra producenternes hånd.
Du kan møde Jakob Stegelmann i Troldspejlet på DR1 hver mandag klokken 17.30
IR