Så er det vist på tide at få skrevet det indlæg, som har ligget og venter på at blive skrevet i en uge.

Sidste lørdag var det én af de snart sjældne gange, hvor Shu-bi-dua kommer i nærheden af København. Udover deres optræden i Field’s i marts har de vist ikke været i nærheden andre gange i år.

Denne optræden foregik på Roskilde Kræmmermarked, og det blev en dag med mange overraskelser. Den første kom ved indgangen til markedet, hvor ca. 200 mennesker stod i kø for at købe en billet. Man havde valgt kun at have to luger åbne i billetvognen, så køerne var alenlange. Der blev dog hurtigt åbnet en tredje, men vi måtte alligevel stå i kø i 10-15 minutter for overhovedet at komme ind. Derudover var billetdamen fuldstændig blank og gav forkert tilbage til en anden i nærheden af køen. Hvor svært kan det være at give tilbage, når man skal betale 50 kroner og smider 60 på disken?

Nu skriver jeg “vi”, hvilket lige kræver, at jeg fortæller, hvem vi er. Det kan nok ikke overraske, at jeg i dagens anledning havde valgt at tage af sted sammen med nogen gurlier – der var vel på dette tidspunkt 8-9 stykker inkl. de sædvanlige (K og US). Vi kom langt om længe endelig ind og begyndte at vade rundt mellem teltene, og det gik hurtigt op for mig, at det var nøjagtig de samme telte, som jeg havde set ugen før i Bellahøj, så men andre ord var der ingen overraskelser her. Vi fik hurtigt fundet det telt, hvor Shubberne skulle spille, da vi ankom var crewet ved at lægge sidste hånd på opstillingen på scenen. Vi var i god tid (klokken var vel ca. 16) og bandet skulle spille kl. 21:15. Men det er ikke tilfældigt, at vi kom så tidligt, for vi havde luret, at der ville være en lydprøve omkring kl. 18:30, og sådan én plejer (i hvert fald efter min mening), at være mindst lige så interessant, ja hvis ikke mere, end den faktiske koncert, hvor der ALTID bliver spillet og sagt stort set det samme, et af de klagepunkter, man oftest vil støde på ind på shubidua.nu’s opslagstavle (klik på “For og om fans” og dernæst “Shuboard”).

Det var meningen, at vi skulle fordrive ventetiden med at spille og synge lidt, for jeg havde taget min gode guitar med, men det nåede vi aldrig, primært fordi jeg ikke var “in the mood” og efter lydprøven ville det være lidt af et antiklimaks, men mere om det senere.

Permer (Peter Andersen, trommeslager) mødte tidligt op og tæskede løs på sine trommer, de andre i bandet dukkede op omkring kl. 18. Teltet var åbent, så selvom man kunne have bedt os om at gå, kunne man ikke forhindre, at vi overhørte lydprøven, så derfor fik vi lov at blive stående (de skal vel også give fansene lidt line) foran scenen under en ca. 1 time lang lydprøve, der skulle vise sig at blive noget nær den største oplevelse, jeg har haft med Shu-bi-dua i de knap 10 år, jeg nu har fulgt dem. Jeg havde regnet med, at indholdet ville blive nogenlunde det samme som lydprøven i Field’s, men der skulle jeg tage fejl, og det gik allerede op for mig, da Ole (Kibsgaard, guitarist), Jacob (Christoffersen, keyboard) og Kim (Daugaard, bassist, med hængerøv i bukserne) stimlede sammen og åbenbart lige skulle blive enige om nogen rytmer og akkorder, og selvom der kun blev hvisket kunne jeg hurtige genkende ordenen “Men op i himlen…”, og så var jeg klar over, at det var Shu-bi-duas funk-nummer “Rund Funk” fra 78’eren, som man havde tænkt sig at spille. Det er et rigtig fedt nummer med en endnu federe bas, og Bunden (Michael Bundesen) har flere gange udtalt, at det ikke bliver spillet live, fordi det ikke holder og fordi originalen også indeholder en kvindelig vokal (jeg kan ikke huske navnet). Men nu skulle det altså prøves af.

Bunden træder nu frem og siger, at “så får I lydprøven med” og siger samtidig til sin lydmand, at de har tænkt sig at spille “de fire nye numre, de har øvet”. På dette tidspunkt kunne kæben ikke komme længere ned, for fire nye numre? Når der en sjælden gang sker udvikling i sætlisten er det ét, maksimalt to nye numre, der får chancen. Men som sagt, så gjort, de spillede “Coffeeville” (fra 7’eren), “Costa Kalundborg” (fra 8’eren), “Rund Funk” (1½ gang, fra 78’eren) og “Rom & Cola” (fra 78’eren). Det sidste numre er én af mine personlige favoritter, så det var den største optur at høre dem spille det. Inden lydprøven var slut nåede de at spille “Rund Funk” én gang til for lige at pudse et break af.

Tak for kaffe, det var næsten mere, end man kan bære, når man bliver så overrasket, nu skulle det så bare vise sig, om de havde tænkt sig at spille nogen af numrene om aftenen. Jeg kan afsløre allerede nu: Det havde de. Inden da skulle vi dog lige have lidt guf, lidt aftensmad og en iskage (softice med daimkugler, dyr men dejlig). Måske skulle vi også have spillet og sunget lidt, men det blev ikke til noget, for som jeg sagde: “Der er ikke noget, der kan følge efter den lydprøve”. I stedet hang vi bare ud og snakkede, og faktisk blev jeg i denne anledning spurgt (af LA), om jeg ville være Gurli. Nu havde jeg jo hængt ud med dem længe. Jeg blev lige så overrasket, og de fangede mig på det forkerte ben, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, så der kom aldrig noget svar andet end at jeg lige måtte tænke over det, hvilket jeg stadig gør.

Koncerten kl. 21:15 viste sig at være den overraskelse, vi har ventet på i flere år. Sætlisten var blevet lavet en del om og gjorde, at det hele ikke bare lignede sig selv og for en sjælden gang gav det ekstra pift, som man ofte savner til koncerterne. Bunden lagde ud med at undskylde på forhånd til de mennesker, som ville blive skuffet over, at man “havde blandet kortene anderledes i år”. Jeg synes nu personligt ikke, at der var grund til undskyldning, for de vigtigste numre var stadig i sætlisten, og dem, som var kommet ind, var primært store hits, der sagtens kunne erstatte dem, der røg ud. Kortblandingen viste sig fra starten, da Bunden ikke hev sin mundharmonika frem for at spille introen til “Ærligt talt”, det nummer der har startet koncerterne i gudsjammerligt mange år (mindst 10). I stedet gik man lige på med “Lulu rocken går”, og det var noget, publikum kunne lide. Faktisk synes jeg, at publikum var rimelig godt med det meste af vejen, hvilket er et absolut krav fra Bunden, hvis de nye numre skal overleve (vi har set dem blive taget af så mange gange før). Der var et par andre overraskelser undervejs, fx blev der to gange spillet uddrag af “Come Together” som jingle, med teksten “Roskilde Kræmmermarked, Danmarks bedste kræmmermarked”, formodentlig et levn fra koncerten i Field’s hvor den også blev spillet som reklame for Field’s til deres fødselsdag. Sidste nummer før ekstranumrene skulle vist have været “Står på en alpetop”, for Ole var på vej ud, da Bunden spurgte, om han stadig var der, for de skulle spille “Stærk tobak”, som han åbenbart havde hevet op af hatten i sidste øjeblik.

Efter koncerten stillede Gurlierne som sædvanlig op backstage og ventede på at komme i audiens. Der gik noget tid før det lykkedes. Ole skulle hurtigt hjem i sin Mercedes med hjemmelavet kølerfigur i ståltråd, han nåede viste ikke at sige farvel (internt kaldet “en Ole Kibsgaard”). Det lykkedes vist de andre at få Bunden i tale og skamrose ham for at have lavet en ny sætliste, og hvis vi er (meget) heldige får et par af numrene nok lov at overleve).

Det var rimelig besværligt at komme hjem fra Roskilde: Først med kræmmerbus, så vente på toget, så med lav hastighed ind til København pga. sporarbejde, så med s-tog til Sydhavn station og så 1½ kilometers gåtur. Jeg var så heldig (og fræk) at få tiltusket mig et lift (tak, du ved hvem du er!), så jeg kun skulle gå 500 m og var hjemme på under ½ time.

1. Lulu rocken går
2. Minus til plus
3. Askepot
4. Coffeeville (med intro)
5. Vuffelivov
6. “Jingle”
7. Krig og fred
8. Rund Funk
9. Hvalborg (m. lang solo)
10. Nam nam
11. Kære Lone
12. Costa Kalundborg
13. Livets Pølse (m. duel *)
14. “Jingle”
15. Rom & Cola
16. McArine (m. Andreas sang)
17. Står på en alpetop
18. Stærk tobak

Ekstra:
19. Den røde tråd
20. Fed rock

* Ole spiller altid noget nyt i keyboardduellen med Jacob, fx spillede han fødselsdagssang i Field’s. I dag spillede han et meget svært stykke, muligvis klassisk. Han kom dog til at “afsløre”, at det var keyboardet selv, der spillede.