Jeg skrev for snart et år siden om dårlig remastering af en cd. Det var før, jeg kendte til begrebet “Loudness War“, som jeg anbefaler enhver musikelsker og musikproducent at sætte sig ind i, forholde sig til og kraftigt overveje at være med til at bekæmpe for musikkens skyld.

Her til aften fandt jeg lige over et interessant nummer på én af mine opsamlings-cd’er, og i den forbindelse faldt jeg samtidig over ét af de mest grelle eksempler på compression og clipping, som jeg endnu har set. Nedenstående billede viser tydeligt, at der overhovedet ikke er plads til lyden på cd’en, og den er derfor voldsomt skåret af i toppen. Ikke nok med det, nummeret har faktisk haft en for høj volumen til pladen, og derfor er den skruet 5% ned. Det er jo helt vanvittigt. Havde man ikke skruet volumenen alt for højt op fra starten af, havde der ikke været nogen clipping. Jeg er målløs over måden, man vælger at behandle lyden på og derefter tager penge for det.

I den forbindelse mener jeg, at det må være et krav, at der fremover bag på cd’er står, hvilken dynamik (dynamic range) den er masteret med, sådan at man på forhånd kan vurdere, om man vil bruge penge på det. Dette er især interessant for genudgivelser af plader, hvor dynamik og dermed lydkvaliteten bliver dårligere og dårligere for hver udgivelse. Problemet er, at man jo ikke kan få pengene tilbage, når man har haft sat den på og konstateret at den lyder forfærdeligt. Og mange ikke-kræsne lyttere vil sikkert ikke opdage, at det, man har købt, kunne have lydt meget bedre.

Jeg tillader mig at henvise læseren til initiativerne Pleasurize Music Foundation og Turn Me Up – Bringing Dynamics Back To Music.

Læs anden del af serien om lydstyrkekrigen her.