Jeg skrev for et stykke tid siden indlægget Lydstyrke-krigen ødelæger musikken for at gøre læserne opmærksom den dårlige tendens i udviklingen af lydkvaliteten på mange af de plader og downloads, som pladebranchen i dag sælger til forbrugerne, den såkaldte lydstyrkekrig (loudness war). Selvom jeg ikke omtalte downloads, er min erfaring, at de (pånær at være komprimeret til ca. 192-256 kbps WMA/MP3) er identiske med det indhold, der er på de tilsvarende cd’er og dermed ramt at det samme problem.

Siden jeg skrev indlægget har jeg gjort mig nogle flere observervationer om situationen. For det første har jeg gjort den glædelige opdagelse, at der faktisk stadig udgives cd’er, som er masteret med en god dynamik (dynamic range), og derved tillader udgivelserne en fyldig og ikke-støjende lyd. Hvis der er tale om genudgivelse af gammelt materiale, som er skabt før det digitale indtog, har lyden desuden rig mulighed for at være tro overfor den lyd, som en god, gammel pladespiller sammen med en god forstærker og gode højttalere kunne frembringe sammen med en velholdt vinylplade. Det er for eksempel tilfældet for boksen med John Mogensens 5 plader, som blev genudgivet for et par år siden, men der er også nyudgivelser, som lyder godt, fx Sebastians liveplade “Trubadurens aften” og Kim Larsen & Kjukkens liveplade “En lille pose støj”*. Begge udgivelser er tydeligvis ikke masteret med henblik på blot at larme, i modsætning til de fleste nye udgivelser, som helst skal støje mere end konkurrentens for at kunne gøre sig bemærket i radioen og i lytterens – formentlig som resultat af lydkrigen – let ødelagte ører.

Der er dog en helt anden del af historien, som jeg ikke har berørt tidligere, nemlig hvem der i processen “at udgive en plade” er ansvarlig for at musikken pumpes op med den kunstige lydstyrke. Jeg har ikke på noget tidspunkt kunnet forestille mig, at det er den enkelte kunstner eller producer, som leverer det endelige, larmende produkt, men det er dog i praksis umuligt for mig som forbruger at vide, om det er tilfældet. Jeg har dog gjort mig en vigtig observation, nemlig at de samme numre på samme tid findes med forskellig dynamik, hvilket får mig til at tro, at der enten er lavet flere forskellige masters med henblik på forskellige medier, eller også er det lige før trykningen af en cd eller udgivelsen af en download (formentlig den proces, der betegnes som “mastering”), at volumenen pumpes op.

Hvordan er det så lykkes mig at observere det? Ganske simpelt ved at kigge på lyden i andre medier – i dette tilfælde musikvideoer. Musikvideoer udgives ikke på cd og som download, men findes på andre medier, fx nettet og i musikprogrammer i tv, og disse to medier er så vidt vides ikke en del af lydstyrkekrigen. Rent praktisk har jeg været inde på tv-programmet Boogies hjemmeside, hvor man kan se og høre ugens aktuelle musikvideoer. Med gode værktøjer kan man downloade musikvideoerne til sin pc, udtrække lyden og måle dynamik i den. Jeg bør i den sammenhæng nævne, at én egenskab ved dynamikken i et digitalt medie med en fuldt udnyttet minimum- og maksimums-sampleværdi er, at man man mister dynamik, når man skruer mere op for lyden end mediet som udgangspunkt klare, og man kan efterfølgende ikke få den tabte dynamik tilbage, hvis mans skruer ned igen, så hvis lyden fra musikvideoerne har en højere dynamik end på fx cd eller download, så er det en tydelig indikation på, at der er lavet flere forskellige masters til forskellige medier, eller også er dynamikken blevet nedbragt før udgivelse som cd og download.

Testen blev foretaget for nogen uger siden med 2 forskellige sange fra Boogie-listen. Jeg downloadede musikvideoerne, udtrak lyden og konvererede den til ukomprimeret WAV, som derefter blev kørt igennem TT DR Offline Meter (Pleasurize Music Foundations officielle værktøj til måling af dynamik). Samtidig hentede jeg det tilsvarende nummer hos TDC Play, konverterede det til ukomprimeret WAV med Daniusoft WMA Music Converter og kørte resultatet igennem TT DR Offline Meter.

Her er testresultatet:

Hej Matematik “Party i provinsen”:
Musikvideo: 8
Download: 5

Medina “Ensom”:
Musikvideo: 7
Download: 3

Til sammenligning har de albums, jeg nævnte ovenfor, en dynamik på mellem 10 og 13. Der er en helt klar forskel, uanset om tallene ovenfor repræsenterer en lineær eller logaritmisk skala**. Tallene behøver ikke stå alene, jeg viser i slutningen af dette indlæg billeder af lydkurverne, hvor man kan se, hvor presset lyden på downloads (og cd’er) er i forhold til lyden i musikvideoerne, og man kan også se, at det er clipping i førstnævnte, hvilket i sig selv også giver en kraftig forringelse af lydkvaliteten.

Jeg vil gerne kunne påstå, at der er en betydelig hørbar forskel, men desværre er det sådan, at lydkvaliteten på musikvideoerne er rimelig dårlig, da de er komprimeret til 128 kbps MP3. På grund af den hårde digitale kompression kan den hørbare lydkvalitet ikke umiddelbart sammenlignes, så det eksperiment må vente, til jeg finder en bedre kilde for lyd med høj dynamik. Det er dog min overbevisning, at havde musikvideoerne været mindre komprimerede, havde jeg kunnet høre en betydelig forskel, hvis jeg havde sat lyden på anlægget. Min erfaring er, at numre med en lav dynamik enten lyder kedelige eller får bøgerne til at vælte på reolen pga. meget høj bas.

Det er min klare overbevisning, at musikbranchen med disse kvalitetsforringelser selv er med til at bidrage til at cd-salget går ned af bakke, for musikken er simpelthen for kedelig at høre på, i hvert fald når man sætter den på et ordentligt anlæg og ikke bare smider det gennem et komprimerede MP3’filer fra en iPod ind i et par middelmådige høretelefoner. Jeg havde for eksempel i mange måneder set frem til Hej Matematiks nyeste plade men blev dybt skuffet, da jeg købte den på cd og satte den på anlægget. Sangene er fede, men lyden er bare ufattelig kedelig at høre på, fordi den bare larmer fra ende til anden, ikke har nogen udsving og derfor fremstår følelsesløst. Jeg giver lydstyrkekrigen og den meget lave dynamik (ca. 5 i gennemsnit) en meget stor del af skylden for dette. Som forbruger er jeg ikke tjent med dette, og som konsekvens deraf gider jeg ikke købe musikken, så antallet af købte cd’er er for mit vedkommende faldet betydeligt i løbet af de sidste år til noget nær et nul på nuværende tidspunkt.

Dette er næppe mit sidste blogindlæg om sagen, og lad mig til sidst benytte lejligheden til at udtrykke, at jeg virkelig håber, at de kommende genudgivelser af hele Shu-bi-duas bagkatalog ikke bliver ofre for lydstyrkekrigen. Jeg har hørt rygter om, at radiopromoerne, som allerede nu er blevet udgivet i forbindelse med dette, er blevet skruet voldsomt op og derfor har en meget lav dynamik. Hvordan det forholder sig med pladerne, som skal sælges til forbrugerne, vides ikke på nuværende tidspunkt, men foreløbig holder jeg godt fast i mine gamle cd’er og stiller min volumenknap på anlægget derefter.

Fodnoter:

Billeder fra testresultatet:

Party i provinsen, musikvideo***

Party i provinsen, download

Party i provinsen, clipping

Ensom, musikvideo***

Ensom, download

Ensom, clipping

* Pladen har på trods af titlen en betydeligt højere dynamik end den tidligere liveudgivelse “Det var en torsdag aften”.
** Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt om det er det ene eller det andet, men det som udgangpunkt lige meget, så længe testresultaterne giver betydeligt forskellige værdier (DR ligger mellem 1 og 15). Er der tale om en logaritmisk skala, er forskellen på dynamikken i testresultaterne meget stor.
*** Lyden fra musikvideoerne er normaliseret for at udnytte signalværdierne fuldt ud og for lette at kunne sammenligne lydkurverne visuelt. Skaleringen ændrer ikke på dynamik, da normaliseringen maksimerer den højeste signalværdi.