Category Archives: Anmeldelser

Drengen der dagdrømte

Ole Kibsgaard - Drengen der dagdrømte

En af mine favoritter, Ole Kibsgaard, udgiver på mandag den 17. marts endnu en plade. Denne gang er der tale om en plade med 13 børnesange under titlen “Drengen der dagdrømte”. Der er endnu ikke offentliggjort nogen sætliste, men følgende information er blevet offentliggjort (let redigeret):

Børneplade med sange og ca. 15-20 sekunders snak/fortællinger mellem dem. Et samlet univers bygget op omkring en dreng, der dagdrømmer. Grundspor er indspillet på Bornholm i Baltic Recordings med Jeppe Kaas, Emil de Wall, Jacob Christoffersen, Peter Kibsgaard og Michael Friis.

Kendskabet til Ole Kibsgaard er stort bl.a. via 10 år med Kaj og Andrea på DR for ikke at glemme Shu-bi-dua. Kvalitets børneunderholdning/musik.

Medvirkende tæller bl.a. Michael Bundesen, Alberte Winding, Kaya Bruel, Christine Skou og Kjeld Nørgaard.

Et samlet univers omkring sangene bundet sammen af fortællinger.

Update: Ole spiller et par af sangene fra pladen i “Go’Morgen Danmark” fredag den 25. marts, så husk at tænde for fjerneren til morgenkaffen.

Update: Tracklisten er følgende:

  • En superhelt
  • Bamsesang
  • Min hjerteven (med Alberte Winding)
  • Nannas sang
  • Der er stille
  • Ædedolkens sang
  • Vi stikker af
  • Et stjerneskud (med Kaya Brüel)
  • Bjørneduet (med Michael Bundesen & Kjeld Nørgaard)
  • Vi er onde
  • Ro på
  • Godnat, lille abe
  • Drengen der dagdrømte slutning

 Update: Oles optræden i tv er udskudt til fredag den 25. marts.

tv-2 på Rådhuspladsen

Nielsen laver lean-in ved interview på Hovedbanegården

Som mange nok har opdaget udgav tv-2 i går deres nye plade “For dig kunne jeg gøre alting”, og i den anledning blev der spillet en 51 minutters kort koncert på Rådhuspladsen her i København, hvor jeg og andre venner og bekendte også var til stede (beviset ses på billedet ovenfor). Omkring 25000 mennesker benyttede chancen til at høre både nogen af de nye og de gamle sange, desværre primært det sidste.

Sætlisten (nye numre er markeret med *):

  1. Popmusikerens vise
  2. For dig ku’ jeg gøre alting *
  3. Randers Station *
  4. Big time og honning
  5. Natradio
  6. Vi skaber en verden perfekt
  7. Hele verden fra forstanden
  8. Be bab a lu la
  9. Fald min engel
  10. Grib mig *
  11. De første kærester på månen
  12. Hvis du går ud nu (x-tra) *
  13. Bag duggede ruder (x-tra)

Som fan må tillade mig at føle mig skuffet, især fordi jeg glædede mig til at høre de nye sange og derfor ikke havde smuglyttet til pladen. Derfor kendte jeg før koncerten kun numrene “For dig ku’ jeg gøre alting”, fordi det blev spillet til Grøn Koncert i sommers, samt “Randers St.” og “s.o.m.m.e.r.”, som er udgivet som singler og voldspillet i radioen og hjemme hos mig. Som man kan se af sætlisten fik jeg kun mulighed for at høre to andre, nye numre, og det var sidst i koncerten, hvor lyden var så høj, at jeg næsten ikke kunne høre hverken tekst eller melodi. Resten af sætlisten er stort set det samme, som er blevet spillet til koncerterne de sidste par år, så der var absolut ingen overraskelser heri og var derfor bare generelt kedeligt, især for dem, der har været til at andre koncerter inden for de sidste par år eller set en koncert, der er udgivet på dvd og har været vist i tv.

Jeg kunne komme med flere klagepunkter, men jeg tror, at jeg stopper her, før det bliver et stort og surt opstød.

Det var en fin og vellykket koncert, og folk på Rådhuspladsen var glade og fik varmen i kulden. Derudover hyggede bandet sig, så koncerten må betragtes at være en succes. At jeg (og andre i nærheden af mig) var utilfredse, må være vores egen sag.

Til sidst: På grund af koncertoplevelsen har jeg udskudt lytningen af den nye plade et par dage, den skal ikke påvirkes af en kedelig oplevelse, slet ikke når den får tæsk nok af anmelderne.

Store bryster, tak!

Knick Knack-bikinipige med store patter

Hvor jeg er dog træt af politisk korrekthed. Den nyeste trend i USA er, at kvinder ikke må have bryster, for de er jo anstødelige og farlige for børn. I hvert fald må det være dette, som ligger til grund for, at Pixar endnu engang har smide en censureret dvd på markedet med deres gamle kortfilm “Knick Knack” fra 1989.

Filmen blev oprindeligt lavet af en flok computernørder og drengerøve, og derfor havde kvinden i filmen meget store bryster i form af to velplacerede kugler, men disse er blevet fjernet på den nye udgave, som er sendt i handlen her op til jul, nøjagtig ligesom det skete, da filmen blev lagt på dvd’en “Finding Nemo” i 2003. Hvor er det bare plat, og man burde faktisk forlange pengene tilbage.

Heldigvis findes den originale film stadig, så vil du se den, så er det bare at hoppe en tur forbi YouTube. Mon ikke Pixar har fået lukket YouTube-videoen ned? I så fald må du en tur på Piratbugten.

Knick Knack-bikinipige uden patter

Grøn Koncert 2007

Regnbuen skinnede her til aften over Valbyparken og pegede direkte ned på scenen, hvor tv-2 spillede. En guldkrukke synes jeg ikke, der var tale om, men der var bestemt gang i den, selvom regnen faldt under halvdelen af koncerten. Det var i år Grøn Koncerts 25 års jubilæum, og i den anledning havde alle de optrædende taget gæster med. Steffen & co. havde taget Kira Skov med, som sang sit nummer “Loosing You”. Lidt senere dukkede Jan P. og M.C. Einar op og rappede nummeret “Ahr dér”. Udover disse optrædener var koncerten to nye numre + opkog på den gamle sætliste med de største af hitsene, som ærligt talt snart hænger mig ud af halsen. Det skal dog siges, at det nye nummer “For dig” er superfedt og holder, når der fremføres, i modsætning til det nye hit “S.O.M.M.E.R.”, som holder i radioen men ikke live, slet ikke når det lige har styrtet ned.

Sætlisten:

0. Bornholm, Bornholm
1. Hallo hallo
2. Sporløs
3. Big time og honning
4. Natradio / Vi skaber en verden perfekt
5. For dig (nyt nummer)
6. Klasselæreren
7. Popmusikerens vise
8. Loosing You feat. Kira Skov
9. Nutidens unge
10. Hele verden fra forstanden
11. Be bab a lu la
12. Ubesvaret opkald
13. Ahr dér feat. Jan P og M.C. Einar
14. Lanternen
15. De første kærester på månen (x-tra)
16. S.O.M.M.E.R. (xx-tra)
17. Bag duggede ruder (xxx-tra)

Før tv-2’s optræden var Nephew på scenen, og det gik bestemt ikke stille af sig. Tværtimod blev der spillet højt, efter min mening for højt. Oppe foran scenen smed de unge piger overtøjet og lod alting stritte, lige indtil de opdagede, at “de” var på stormskærm. Formodentlig et dejligt syn fra scenen men lidt svært at se nedefra, hvor jeg stod.

Nephew startede med at sende Darth Vader på scenen i skikkelse af Simon Kvamm med passende hjelm på, og så gik det ellers derudaf med en blanding af numre fra de to nyeste plader. Midt i sættet kom Peter Sommer på scenen og hjalp Nephew med hans egen sang “8-6-6-0” og Nephews “Movie Klip”. L.O.C. kom på scenen under ekstranummeret “Hospital” og fik nummeret til at gå op i en højere enhed end Nephew selv kunne have gjort det. Rigtig fedt!

Sætlisten:

1. En Wanna-be Darth Vader
2. Taxa-triumf
3. Superliga
4. Science fiction & familien
5. First Blood harddisk
6. Ordenspoliti
7. 8-6-6-0 feat. Peter Sommer
8. Movie klip feat. Peter Sommer
9. USA DSB
10. Mexico ligger i Spanien (og Italien)
11. Worst & Best Case Scenario

Ekstranumre:

12. Hospital feat. L.O.C.
13. Igen & igen &

Jeg oplevede herudover kun at høre Beth Hart på årets koncert, men jeg har ikke umiddelbart noget interessant at sige om den optræden andet end at hun har en skarp mund.

John & Aage reklamerer for Microsoft

Mine nørd-venner ved, at jeg er og bliver Java-mand, så jeg kneb næsten en lille tåre, da jeg så, at John & Aage er gået over til konkurrenten Micro$soft og indspillet tre reklamer for Windows Vista, styresystemet under alle styresystemer. Hos Microsoft kan man udover de tre reklamer finde et interview med Anders Hejlsberg, hovedmanden bag Microsofts programmeringssprog C#.

På trods af dette overløb, er det dejligt at se, at der stadig er liv i d’herrer John og Aage, som vi ikke har hørt nyt fra siden kortfilmen forrige år.

Links:

Reklame 1
Reklame 2
Reklame 3
UNG-TV-interview med Anders Hejlsberg

Faktisk er de tre reklamer blevet lagt på You-Tube, hvor jeg så dem først. Dér fandt jeg samtidig et par andre godbidder fra en svunden tid:

Musikvideoen til “Chainsaw Boogie” med interview af Henriette Honorré
Sony-reklame for TV-Ringen

tv-2 i Balleryp

Nej, det er ikke en stavefejl i overskriften, Steffen har det med at udtale alle u’er i bynavne som y’er, jf “blokhyyys”.

I går aftes var der tv-2-koncert i Ballerup Super Arena, og det var et semilukket firmaarrangement med et meget lille og skjult billetsalg, så kun fordi jeg var blevet tippet af en kammerat, lykkedes det at komme med.

Scenen var meget skrabet, helt dækket i sort. Intet bagtæppe med projektorbillede og ingen LED-skærme til det smukke lys/billedshow, som vi så sidste år. Det eneste, jeg kunne genkende fra sidst var instrumenterne og den lille rumraket på Steffens keyboard.

På trods af en godt fyldt arena (formodentlig over 1000 mennesker), var på koncerten alligevel betragtes som en skuffelse, jeg tillader mig endda at kalde en gang “slatten diller”. Sætlisten indeholdt ingen nævneværdige overraskelser i forhold til sidste år, lyssætningen var minimal og skjulte for det meste alle andre end Steffen og Sven, og lydmixet var helt i skoven.

Min kammerat har oplyst mig om, at det ikke var tv-2’s egne lydfolk, og det kan måske forklare, hvorfor det gik så galt med lyden, som det gjorde. Alle guitarsoloerne blev der skruet for sent op på, og det samme gjorde sig flere gange gældende for Steffens keyboard og hans to mikrofoner, som også var forsinket. Jeg hørte på intet tidspunkt unge Nilsson oppe bag ved, så hans mikrofon var nok slukket.

Hornblæserne var i dagens anledning omdøbt til “The Almost Århus Horns”, da Knud Erik Nørgaard på trompet manglede i opsætningen. I stedet trådte Niels Hoppe til og spillede soloen fra “Klasselæreren” på sax, det var vist den største overraskelse til denne koncert.

Sætlisten:

0. Bornholm, Bornholm
1. Fri som fuglen
2. Medley (Motorvej, Dazu Eisgekühltes, Fantastiske Toyota)
3. Natradio
4. Verden Perfekt
5. Sporløs
6. Kontoret Lukker
7. Klasselærer (med sax-solo)
8. Popmusikeren (med “Another one bites the dust”-intro)
9. Nærmeat Lykkelig
10. Det mørke Jylland
11. Alt hvad hun ville var at danse (med El Gringo)
12. Hvem vil danse
13. Vil du danse med mig
14. Hele verden fra forstanden
15. Nutidens unge
16. Be bab a lu la
17. Ubesvaret opkald (Sterling-udgave)
18. Kys bruden
19. Lanternen

X-tra:
20. De første kærester
21. Fald min engel
22. Bag duggede ruder

Shu-bi-dua i Roskilde 28. april 2007

Så er det vist på tide at få skrevet det indlæg, som har ligget og venter på at blive skrevet i en uge.

Sidste lørdag var det én af de snart sjældne gange, hvor Shu-bi-dua kommer i nærheden af København. Udover deres optræden i Field’s i marts har de vist ikke været i nærheden andre gange i år.

Denne optræden foregik på Roskilde Kræmmermarked, og det blev en dag med mange overraskelser. Den første kom ved indgangen til markedet, hvor ca. 200 mennesker stod i kø for at købe en billet. Man havde valgt kun at have to luger åbne i billetvognen, så køerne var alenlange. Der blev dog hurtigt åbnet en tredje, men vi måtte alligevel stå i kø i 10-15 minutter for overhovedet at komme ind. Derudover var billetdamen fuldstændig blank og gav forkert tilbage til en anden i nærheden af køen. Hvor svært kan det være at give tilbage, når man skal betale 50 kroner og smider 60 på disken?

Nu skriver jeg “vi”, hvilket lige kræver, at jeg fortæller, hvem vi er. Det kan nok ikke overraske, at jeg i dagens anledning havde valgt at tage af sted sammen med nogen gurlier – der var vel på dette tidspunkt 8-9 stykker inkl. de sædvanlige (K og US). Vi kom langt om længe endelig ind og begyndte at vade rundt mellem teltene, og det gik hurtigt op for mig, at det var nøjagtig de samme telte, som jeg havde set ugen før i Bellahøj, så men andre ord var der ingen overraskelser her. Vi fik hurtigt fundet det telt, hvor Shubberne skulle spille, da vi ankom var crewet ved at lægge sidste hånd på opstillingen på scenen. Vi var i god tid (klokken var vel ca. 16) og bandet skulle spille kl. 21:15. Men det er ikke tilfældigt, at vi kom så tidligt, for vi havde luret, at der ville være en lydprøve omkring kl. 18:30, og sådan én plejer (i hvert fald efter min mening), at være mindst lige så interessant, ja hvis ikke mere, end den faktiske koncert, hvor der ALTID bliver spillet og sagt stort set det samme, et af de klagepunkter, man oftest vil støde på ind på shubidua.nu’s opslagstavle (klik på “For og om fans” og dernæst “Shuboard”).

Det var meningen, at vi skulle fordrive ventetiden med at spille og synge lidt, for jeg havde taget min gode guitar med, men det nåede vi aldrig, primært fordi jeg ikke var “in the mood” og efter lydprøven ville det være lidt af et antiklimaks, men mere om det senere.

Permer (Peter Andersen, trommeslager) mødte tidligt op og tæskede løs på sine trommer, de andre i bandet dukkede op omkring kl. 18. Teltet var åbent, så selvom man kunne have bedt os om at gå, kunne man ikke forhindre, at vi overhørte lydprøven, så derfor fik vi lov at blive stående (de skal vel også give fansene lidt line) foran scenen under en ca. 1 time lang lydprøve, der skulle vise sig at blive noget nær den største oplevelse, jeg har haft med Shu-bi-dua i de knap 10 år, jeg nu har fulgt dem. Jeg havde regnet med, at indholdet ville blive nogenlunde det samme som lydprøven i Field’s, men der skulle jeg tage fejl, og det gik allerede op for mig, da Ole (Kibsgaard, guitarist), Jacob (Christoffersen, keyboard) og Kim (Daugaard, bassist, med hængerøv i bukserne) stimlede sammen og åbenbart lige skulle blive enige om nogen rytmer og akkorder, og selvom der kun blev hvisket kunne jeg hurtige genkende ordenen “Men op i himlen…”, og så var jeg klar over, at det var Shu-bi-duas funk-nummer “Rund Funk” fra 78’eren, som man havde tænkt sig at spille. Det er et rigtig fedt nummer med en endnu federe bas, og Bunden (Michael Bundesen) har flere gange udtalt, at det ikke bliver spillet live, fordi det ikke holder og fordi originalen også indeholder en kvindelig vokal (jeg kan ikke huske navnet). Men nu skulle det altså prøves af.

Bunden træder nu frem og siger, at “så får I lydprøven med” og siger samtidig til sin lydmand, at de har tænkt sig at spille “de fire nye numre, de har øvet”. På dette tidspunkt kunne kæben ikke komme længere ned, for fire nye numre? Når der en sjælden gang sker udvikling i sætlisten er det ét, maksimalt to nye numre, der får chancen. Men som sagt, så gjort, de spillede “Coffeeville” (fra 7’eren), “Costa Kalundborg” (fra 8’eren), “Rund Funk” (1½ gang, fra 78’eren) og “Rom & Cola” (fra 78’eren). Det sidste numre er én af mine personlige favoritter, så det var den største optur at høre dem spille det. Inden lydprøven var slut nåede de at spille “Rund Funk” én gang til for lige at pudse et break af.

Tak for kaffe, det var næsten mere, end man kan bære, når man bliver så overrasket, nu skulle det så bare vise sig, om de havde tænkt sig at spille nogen af numrene om aftenen. Jeg kan afsløre allerede nu: Det havde de. Inden da skulle vi dog lige have lidt guf, lidt aftensmad og en iskage (softice med daimkugler, dyr men dejlig). Måske skulle vi også have spillet og sunget lidt, men det blev ikke til noget, for som jeg sagde: “Der er ikke noget, der kan følge efter den lydprøve”. I stedet hang vi bare ud og snakkede, og faktisk blev jeg i denne anledning spurgt (af LA), om jeg ville være Gurli. Nu havde jeg jo hængt ud med dem længe. Jeg blev lige så overrasket, og de fangede mig på det forkerte ben, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, så der kom aldrig noget svar andet end at jeg lige måtte tænke over det, hvilket jeg stadig gør.

Koncerten kl. 21:15 viste sig at være den overraskelse, vi har ventet på i flere år. Sætlisten var blevet lavet en del om og gjorde, at det hele ikke bare lignede sig selv og for en sjælden gang gav det ekstra pift, som man ofte savner til koncerterne. Bunden lagde ud med at undskylde på forhånd til de mennesker, som ville blive skuffet over, at man “havde blandet kortene anderledes i år”. Jeg synes nu personligt ikke, at der var grund til undskyldning, for de vigtigste numre var stadig i sætlisten, og dem, som var kommet ind, var primært store hits, der sagtens kunne erstatte dem, der røg ud. Kortblandingen viste sig fra starten, da Bunden ikke hev sin mundharmonika frem for at spille introen til “Ærligt talt”, det nummer der har startet koncerterne i gudsjammerligt mange år (mindst 10). I stedet gik man lige på med “Lulu rocken går”, og det var noget, publikum kunne lide. Faktisk synes jeg, at publikum var rimelig godt med det meste af vejen, hvilket er et absolut krav fra Bunden, hvis de nye numre skal overleve (vi har set dem blive taget af så mange gange før). Der var et par andre overraskelser undervejs, fx blev der to gange spillet uddrag af “Come Together” som jingle, med teksten “Roskilde Kræmmermarked, Danmarks bedste kræmmermarked”, formodentlig et levn fra koncerten i Field’s hvor den også blev spillet som reklame for Field’s til deres fødselsdag. Sidste nummer før ekstranumrene skulle vist have været “Står på en alpetop”, for Ole var på vej ud, da Bunden spurgte, om han stadig var der, for de skulle spille “Stærk tobak”, som han åbenbart havde hevet op af hatten i sidste øjeblik.

Efter koncerten stillede Gurlierne som sædvanlig op backstage og ventede på at komme i audiens. Der gik noget tid før det lykkedes. Ole skulle hurtigt hjem i sin Mercedes med hjemmelavet kølerfigur i ståltråd, han nåede viste ikke at sige farvel (internt kaldet “en Ole Kibsgaard”). Det lykkedes vist de andre at få Bunden i tale og skamrose ham for at have lavet en ny sætliste, og hvis vi er (meget) heldige får et par af numrene nok lov at overleve).

Det var rimelig besværligt at komme hjem fra Roskilde: Først med kræmmerbus, så vente på toget, så med lav hastighed ind til København pga. sporarbejde, så med s-tog til Sydhavn station og så 1½ kilometers gåtur. Jeg var så heldig (og fræk) at få tiltusket mig et lift (tak, du ved hvem du er!), så jeg kun skulle gå 500 m og var hjemme på under ½ time.

1. Lulu rocken går
2. Minus til plus
3. Askepot
4. Coffeeville (med intro)
5. Vuffelivov
6. “Jingle”
7. Krig og fred
8. Rund Funk
9. Hvalborg (m. lang solo)
10. Nam nam
11. Kære Lone
12. Costa Kalundborg
13. Livets Pølse (m. duel *)
14. “Jingle”
15. Rom & Cola
16. McArine (m. Andreas sang)
17. Står på en alpetop
18. Stærk tobak

Ekstra:
19. Den røde tråd
20. Fed rock

* Ole spiller altid noget nyt i keyboardduellen med Jacob, fx spillede han fødselsdagssang i Field’s. I dag spillede han et meget svært stykke, muligvis klassisk. Han kom dog til at “afsløre”, at det var keyboardet selv, der spillede.

Kaj, Andrea, Ole og Karla i Rødovre Centrum

Jeg har aldrig set Kaj & Andrea andet end på fjernsyn, så det gav næsten sig selv, at jeg var nødt til tage til Rødovre Centrum i dag for at deres show på scenen kl. 13.

Cirka 10 minutter før start gik Keld (og en pose Kims popcorn) og Hanne meget diskret op bag på scenen og satte sig i den store sorte kasse, der var placeret midt for. En rektangular udskæring dækket af et rødt tæppe fik kassen til at ligne et lille teater. På slaget 13 gik Karla frem og proklamerede, at Ole nu igen var kommet for sent. Imens stod jeg bag scenen og tjekkede Ole ud – han stod gemt i en dørkarm ved udgangen fra omklædningsrummet. Han var iklædt sit nye guldkostume, som han har fået specialsyet på Det Kongelige Teater. Derudover var han iført hvid stritparyk og store, grimme tænder. Med andre ord var Ole skiftet ud mens sit alter ego, tryllekunsteren Hergott Spiegelhauer. Et øjeblik efter gik Ole på scenen, og så kørte showet, som i bund og grund havde samme indhold som både “Oles børneshow” og “Ole & Karlas børneshow”, dvs. følgende sætliste:

  1. Navnesangen (Karla, Andrea, Ole, Kaj)
  2. Andreas sang
  3. Kajs sang
  4. Jeg gik mig over sø og (hoppe-, kysse-, prutte- og danse-) land
  5. Farvelsang
  6. Bakke snagvendt-sangen

Hergott Spiegelhauer havde tre tryllenumre med, nemlig

  1. Tørklæde ud af ærmet
  2. Sabelsluger
  3. Prutte lys ud (med assistance af Lykke fra publikum)

Showet varede knap 25 minutter og virkede meget kort, og selvom Andrea til sidst havde taget sit prinsessekostume på og lagde op til, at de skulle lege Tornerose, blev det ikke til noget. Hvad Karla var med for, kan jeg ikke rigtig finde ud af, for hun havde ikke andet end nogen få replikker og sang med på sangene. Det var primært Ole der kørte showet med tryl og guitar, så det var lidt uligevægtigt med fordelingen af arbejdet. Karla (Christine Skou) burde have haft mere.

Efter showet stillede jeg mig op i autografkøen og nåede at få én af både Keld og Hanne. Keld var hurtigt nede fra scenen og begyndte at skrive, men da Hanne kom, virkede det ikke som om hun egentlig gad skrive autografer (hvilket man jo må respektere), så hun forlod hurtigt stedet sammen med Keld, og det var kun Ole og Karla, der til sidst var tilbage.

Jeg havde mit kamera med, men der var desværre ikke mere strøm tilbage, så jeg fik ikke taget nogen billeder.

Festlig fredag i Field’s

I fredags var jeg til Linux Forum-konference, og direkte efter et særdeles interessant foredrag om udviklingen af den anden generations LEGO Mindstorms-produkt, tog jeg direkte til Field’s på Amager. Centeret holdt fødselsdagsfest, og Shu-bi-dua var hyret til at spille klokken 21.

Rygterne (tak K) havde talt, at hvis der skulle være lydprøve, ville det formodentlig være ca. 3 timer før koncerten, så jeg troppede op i Field’s omkring 17:45, hvor den første fan (Shubifanen) allerede var troppet op. Hele scenen og udstyret var stillet op, og der var ved at blive stemt instrumenter og indstillet lyd, så jeg formodede, at der ikke ville være nogen lydprøve. Shubifanen strøg dog hurtigt, og et øjeblik efter så jeg Permer (Peter Andersen, trommeslager) gå lige forbi og ind på scene, hvor han begyndte at tæske på trommerne. Et øjeblik efter kom Jacob (Christoffersen, keyboard) og fik lige sagt dav til ham. Han er, ligesom Ole, nok de eneste, der endnu kan kende mig og ved, hvad jeg hedder.

To shubber ind til scenen, så kunne jeg regne ud, at der ville ske noget, og et øjeblik efter trådte både Kim (Daugaard, bassist), Ole (Kibsgaard, guitarist) og Bunden (Michael Bundesen, forsanger) op på scenen og greb instrumenterne. De var så åbenbart kommet alle sammen med havde gemt sig i baggrunden. Ole gik rundt med et stort kamera og knipsede alt, hvad han kunne komme i nærheden af, det legebarn. Jeg råbte, at godt kunne tage et billede af mig, når nu jeg havde taget så mange af ham, så det gjorde han!

Desværre kunne man ikke komme ind foran scenen, så man måtte stå uden for afspærringen og lytte med, da de begyndte at spille. Det blev til “Minus til plus”, “En rocksangers farvel”, “Knuden” og lidt af “McArine” (de sidste to akustisk). Det var så fedt af flere grunde. Dels er stemningen meget afslappet på scenen, og fremføringen derfor rå, dels har jeg aldrig hørt “En rocksangers farvel” live, den er nemlig ikke på sætlisten og har ikke været det mens jeg har fulgt dem. Bonden sagde lige før de spillede den til lydmanden, at de lige kunne prøve den, fordi de havde øvet den og fordi den nok skulle med på sætlisten på et tidspunkt.

Han havde ret, den blev ikke spillet til koncerten, ej heller “Knuden”. Sætlisten var uhyre kort (45 minutter) og derfor en kompakt udgave af sætlisten, der normalt spilles (ca. 75 minutter). Jeg synes personligt ikke der manglede noget interessant. Min største frygt var, at Bonden havde valgt kun at spille de hits, de har spillet de sidste mange år, men det viste sig faktisk, at han hverken havde klippet “Minus til Plus” eller “Askepot” ud, i stedet var både “Danmark”, “Stærk Tobak” og “Kære Lone” (gudsketakoglov for det, jeg er SÅ træt af den) og “Står på en alpetop”. Alt i alt var det en ganske udmærket sætliste, selvom der egentlig ikke var nogen sange i, som jeg ikke har hørt dem spille meget på det sidste.

Fremførelsen var nogenlunde, selvom man godt kunne mærke, at det har været lidt siden de har været på turne sidst. De kunne ikke rigtig blive enige om, hvor lang soloen i “Hvalborg” var nu efter Claus ikke er med mere, og soloerne i “Den røde tråd” gik helt galt for Ole, fordi han åbenbart kom til at trykke på en forkert knap til effektpedalen, så det nærmest var et kirkeorgel der røg ud af højttalerne. Det endte derfor med, at han blev på scenen, mens de andre gik ud før ekstranummer, mens en af lydmændene måtte hjælpe ham med at få kassen til at makke ret. Da Ole gik ud, gik de andre ind igen, hvilket fik grinene frem hos alle.

Nu blev det rigtig godt, for man havde kun ét ekstranummer i ærmet (der var ikke tid til mere), og Bonden spørger ud blandt publikum for at høre, hvad de skal spille og forventer, at nogen råber “Fed Rock” så højt, at de kan spille det som var det virkelig på opfordring. I stedet kigger han på en dreng, som højt siger “Krig og fred”, og så var gode råd dyre. Heldigvis har Bunden en løsning på det hele og foreslår, at de kan spille første vers (den er normalt på sætlisten) og så slutte af med det ekstranummer, de havde planlagt. Derfor fik vi 1½ ekstranummer, nemlig intro, 1. vers og omkvæd af “Krig og fred”, og det var fantastisk. Endelig skete der noget, der ikke var aftalt, det er det, der gør koncerterne fede og får orkestret til at stå frem som andet end en (penge)maskine.

Derfor var aftenen i Field’s fantastisk, lydprøve med overraskelse og koncert med overraskelse.

Efterfølgende fik jeg og US lige Ole til at vise sit nye kamera frem (det gættede jeg på, at han gerne ville), og vi fik en lille snak før vi skred hjemad. Ole afslørede også, at koncerten med ham og Kaya søndag (i dag) var aflyst, i stedet blev det ham og Karla med børneshow. Det var godt at få at vide, for det gad hverken jeg eller min ledsager at se, så vi sparede den tur.

Et par andre interessante observationer fra koncerten:

  • Man spillede (med opfordring til dans) to gange “Come Together Right Now”, som åbenbart er Field’s reklamejingle.
  • Oles solo i “Ærligt talt” var “Happy birthday”.
  • Ole spillede i pianoduellen med Jacob “I dag er det Field’s fødselsdag, hurra, hurra, hurra”.
  • Oles spade faldt på gulvet (av!) under McArine.
  • Bunden lavede en Richard Ragnwald og sang nede foran publikum under “Hvalborg”. Det er rimelig tamt at stille sig i ly af nogen gurlier for at undgå kiks. Der var i øvrigt forbløffende få kiks.

Sætlisten (sådan nogenlunde)

  • Ærligt talt (m. Happy Birthday)
  • Minus til plus
  • Lulu rocken går
  • Askepot
  • Livets pølse (m. Fødselsdagssang)
  • Nam nam
  • Hvalborg
  • Den røde tråd
  • Krig og fred (1. vers)
  • Fed rock

+ 2 x omkvæd af “Come Together Right Now”. Der mangler sgu nok et par numre, men jeg kan ikke lige huske flere.

‘4 på stribe’ på Revymuseet

I torsdags var jeg sammen en tur på Revymuseet på Frederiksberg, hvor 4 musikere fortalte om deres sange og spillede dem. Det drejede sig om (fra venstre til højre på billedet):

Bertel Abildgaard (arrangør)
Ole Kibsgaard
B-Joe
Jørgen Thorup

Nogen vil nok kende Jørgen Thorup og B-Joe fra årets Melodi Grand Prix, men Jørgen var også i mange år keyboard-spiller i Shu-bi-dua.

D’herrer fyrede den af i en slags rundesang, hvor de hver nåede at spille og synge 4 sange i to afdelinger, og det var endda “rigtig” unplugged, der var hverken mikrofon eller forstærkning. Derfor var det virkelig et intimt show, hvor man fik lov at se, hvad de kunne med 30-40 publikummer i et meget lille lokale.

De fires forskellige kunstneres musik stod i pæn kontast til hinanden og blev derved til en større helhed, og jeg var faktisk overrasket over at høre både B-Joe og Jørgen Thorup, da jeg egentlig ikke var bekendt med deres musik. I de sidste år har de samarbejdet, og det er der bestemt ikke kommet noget dårligt ud af. Jeg købte faktisk B-Joes plade derinde og skal have lyttet til den inden så længe.

Koncerten bød på to ur-opførsler: Ole spillede lidt en ny sang, han arbejdede på, og selvom der kun var skrevet ét vers, synes jeg det er det bedste, jeg endnu har hørt fra ham, og den kunne godt blive et hit, hvis den “kommer ud”. Derudover spillede Jørgen et gammelt nummer med ny tekst, som B-Joe vistnok havde skrevet.

Efter koncerten blev der tid til en autograf og lidt snak med dem alle fire, og jeg må indrømme, at jeg fik et noget mere afslappet forhold til både B-Joe og Jørgen, som jeg havde regnet med var en del anderledes end de viste sig at være. Så det var meget godt. De var faktisk rigtig flinke alle sammen, faktisk så flinke at jeg fik lov til at lave et lille projekt med dem og mit videokamera. Hvornår det bliver færdigt, må guderne vide, men foreviget blev de.