Femtedagen blev også brugt på konference, så der igen ikke så meget interessant at skrive om her på bloggen. I stedet kommer her nogle billeder af Bostons flotte bygninger.

Fjerdedagen i Boston stod på konference, så der er ikke så meget at skrive om her på bloggen, og der er slet ingen billeder. I stedet kommer her nogle billeder fra de andre dage.

I Bostons parker er der mange egern, lige som jeg oplevede i Chicago.

Just shoot me. Kanonen skulle efter sigende blandt andet have været brugt i et orkester som lydeffekt.

Bostons turistbusser ser sjove ud, når man første gang ser dem.

Lidt efter ser man nogle både, som ligner turistbusserne.

Pludselig opdager man, at busserne og bådene er det samme. Det er amfibiekøretøjer, som både kan køre og sejle. Læg mærke til skruen.

Hos Radioshack får man over 30 cm kvittering, når man køber en strømadapter.

Tirsdag var den sidste feriedag før konferencen, som jeg og min kollega er i Boston for at overvære. Vi startede dagen med at tage til Prudential Center i håbet om at jeg kunne købe en kasket for at undgå hedeslag. Vi var derude kl. 8:30 for blot at finde ud af, at der kun var modeforretninger og at alt undtaget Dunkin’ Donuts og Starbucks først åbnede kl. 10, så det fik vi ikke meget ud af. I stedet tjekkede vi ud fra YWCA og tog ind til vores andet hotel, hvor vi skal opholde os de sidste tre nætter: Renaissance Boston Waterfront Hotel.

Det er et rigtigt lækkert og moderne hotel. Det første værelse, jeg fik tildelt, lugtede mærkeligt, så det fik jeg hurtigt byttet til et andet, men ellers er der ikke en finger at sætte på noget.

Allerede to dage tidligere havde jeg aftalt med min kollega, at vi skulle bruge noget af dagen på at prøve at køre på Segway, og vi havde derfor bestilt en to timers guidet tur hos Boston Gliders. De to timer inkluderede også en introduktion til at lære at køre på køretøjet, så det var vi rimelig fokuseret på at gøre hurtigt, og efter nogle få minutter gik det også fint. For dem, der ikke ved det, er en Segway et elektricificeret, 2-hjulet køretøj, som man står på, og man kører ved at læne sig enten fremad eller bagud og drejer med styrepinden. Det fungerer ufattelig simpelt og godt, og man kan køre op mod 20 km/t. Men det er hårdt for ben og fødder sådan at stå og skifte balancepunkt hele tiden igennem to timer.

Jeg ikke turde tage billeder, mens jeg stod på Segway’en (den er svær at styre, hvis man mister balancen eller falder af), så vi lod os nøjes med, at guiden tog billeder, som vi efterfølgende købte på dvd. Billederne fik jeg først kigget på, da jeg kom hjem, og et par af dem kan ses her.

Vi kom på vejen rundt i den nordlige del af Boston og Charlestown og så forskellige historiske landemærker primært fra den amerikanske revolution og det berømte Faneuil Hall Market Place. Her finder man blandt andet den officielle Cheers Bar (Sams bar) fra den kendte amerikanske komedieserie af samme navn.

Resten af eftermiddagen gik jeg selv hele vejen gennem byen til hotellet (en tur på ca. 7 kilometer), blandt andet for at finde et posthus for at købe frimærker til et par postkort og for at købe et par badebukser. Der har dog desværre ikke været tid til at prøve poolen på hotellet endnu, men det får jeg forhåbentlig tid til i morgen eller fredag.

Denne dag var oprindelig planlagt til at være feriedag, men der viste sig at være en “før-konference”, som både havde en masse interessante foredrag og samtidig var gratis at deltage i, så det valgte min kollega og jeg at gøre. Her ses vi ved tagetage-indgangen til World Trade Center, hvor konferencen afholdes.

Frokostpausen benyttede jeg til at gå en lille tur og få taget et par billeder af skylinen.

Det meste af dagen gik med konferencen, og om aftenen gik vi en tur ind til centrum blandt højhusene og finde lidt aftensmad, men pga. ømme fusser blev det en taxa tilbage til hotellet.

Jeg har tidligere omtalt min første dag i Boston, hvor jeg besøgte Museum of Science. Der er dog en lille ekstra historie til nørderne om dette besøg:

På museet er en maskine, som viser, hvordan en magnetisk diskette virker, og på den kan man programmere et 16-bit tal.

Jeg kunne ikke lade være med at gemme det mest spændende (og lidt retro) 16-bit tal, jeg lige kunne komme på:

Dagbogen for dag 1 begynder hvor dagbogen for dag 0 sluttede, nemlig på Starbucks i morges uden at jeg vidste, hvad min kollega og jeg skulle lave på denne Herrens søndag. Det havde tidligere været nævnt, at der skulle ligge et computermuseum i Boston, og det kunne to IT-nørder jo godt finde interessant. Vi fandt dog via Wikipedia ud af, at museet lukkede i 1999 og at indholdet blev givet til Museum of Science, så vi valgte i stedet at besøge dette museum.

På vej til museet gik vi igennem byens park, som var utrolig smuk, og der var ligesom i Chicago mange egern. I Chicago var de små og grå, her var de større og i en let brunlig farve. Måske har det noget at gøre med årstiden, i hvert fald ligner de ikke de danske egern i farven.

Vi også en længere tur langs vandet og så blandt andet turistbusserne, som her i byen er amfibiekøretøjer, som både kan køre på land og sejle på vandet. Det er sgu rimelig sejt!

På museet fandt vi dog ikke så mange af de computere, som vi havde håbet på. Det virkede dog som om, at deres primære mål var børnefamilier, så for mig var det et rimeligt begrænset antal udstillinger, som jeg fandt interessante. Ikke desto mindre var vi der i over fire timer.

(Jan kunne ikke stå for at lave fis og ballade ud af noget seriøst)

I frokosten snakkede vi om, at vi begge to godt kunne tænke os at prøve at køre på en Segway. Da jeg var i Chicago, havde jeg af ren og skær nærighed valgt ikke at prøve køretøjet, fordi turene er rimelig dyre. Men dette gang skal det være, og vi har begge to derfor skrevet os til en 2 timers guidet tur gennem byen på en Segway tirsdag. Det skal nok blive sjovt, og foreløbig lover vejrudsigten godt vejr.

Apropos vejr, så har det været over 29 grader i dag, og det er varmt efter hvad man er vant til hjemme i Danmark. Den har stået på shorts, og alligevel har man smedt som et svin. Sidst på eftermiddagen fik vi dog også den tordenskylle, som meteorologerne havde lovet. Heldigvis sad vi på dette tidspunkt i en taxa på vej hjem til hotellet. Endnu engang kunne det ikke lade sig gøre at få en ordentlig kvittering fra chaufføren, og han valgte at blive småsur.

Her ved aftenstid er både den gamle vabel og fødderne rimelig ømme, men det lader til at Compeed har gjort sit arbejde godt og ikke givet større eller nye vabler.

Til de utålmodigige: Så snart jeg har fået redigeret nogle flere billeder kommer der formentlig et galleri.

Efter godt og vel 8 timers flyvning med en mellemlanding i Island er jeg og min kollega nu ankommet til Guds eget land, nærmere bestemt Boston, Massachusetts. Formålet med at være her er at deltage i konferencen JBoss World/Red Hat Summit, som afholdes en gang om året og som er meget relevant for vores arbejde.

Konferencen begynder først rigtigt på onsdag, så det var oprindelig planen at vi skulle lege turister i 3 dage, men i sidste uge fandt min kollega ud af, at der var en “før-konference” om mandagen samme sted, som lød rigtig interessant. Derfor er vores ferie nu indskrænket til to dage (søndag og tirsdag), og det passer mig egentlig også fint, for jeg har stadig en stor vabel under den ene fod og utroligt platte fødder, så jeg har i øjeblikket svært ved at komme meget langt rundt til fods.

Da vi steg ud af 757’eren i Boston lufthavn kunne vi med det samme mærke, at de lange bukser, som vi havde taget på i Danmark for at holde på varmen, ikke gik her, hvor der er 26 grader. Men lige ud i varmen kom vi ikke, for ved baggageudleveriringen måtte vi vente et kvarter på, at en medarbejder fandt nogle skruenøgler frem, fordi en taskestrop havde sat sig fast i baggagebåndet og blokerede det hele.

Turen fra lufthavnen gik med taxa til hotellet “Boston Residence”, som vi allerede for en uge siden bestilt plads på. Taxachaufføren, som kørte os fra lufthavnen, mente bestemt at det var et hotel kun for kvinder, så vi var allerede nervøse fra starten, men det viste sig heldigvis, at han tog fejl. Der var tale om en YMCA til begge køn, og da vi sagde farvel til chaufføren og jeg ligesom i Chicago sidste år bad om en kvittering for turen, fik jeg et stykke papir, som jeg selv kunne udfylde. Mon regnskabsafdelingen vil acceptere den?

Hotellet er egentlig ok til prisen (ca. $40 pr. nat), men man er nødt til at sove for åbent vindue, da der ellers er for varmt. Larmen udenfor er dog meget kraftig, så jeg er derfor glad for, at jeg har husket at tage ørepropper med.

Her til morgen stod vi op kl. 6:30 lokal tid, hvilket primært skyldes at vi gik meget tidligt i seng pga. tidsforskellen, og lige nu er vi gået ned på Starbucks for at få morgenmad, og mens min kollega kæmper med deres trådløse netværk, snakker jeg lidt med en gammel mand fra Georgia, som er meget ivrig efter at fortælle om de to eneste ting, som han ved om Danmark og Island (min kollega er islænding), og så den ene ting, som hele hans familie har oplevet i deres liv og som han åbenbart ynder at fortælle alle, han møder.

Hvad vi skal bagefter er der ingen der ved endnu, men et eller andet skal vi jo have dagen til at gå med. Jeg har hørt rygter om et computermuseum, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve at køre på en Segway, så måske kan vi finde en “Segway City Tour”.

(P.S. Der er desværre ingen billeder fra turen endnu, da USB-kablet ligger hjemme på hotellet.)

Jeg har lige siddet og ryddet op i mit lydbibliotek på computeren, og her faldt jeg over en gammel “Strax”-radioudsendelse fra 2002, hvor jeg havde den tvivlsomme ære at deltage i et fuldkommen tåbeligt interview, og det fortjener et blogindlæg.

Baggrunden for interviewet er, at tv-2 samme dag udgav en ny plade “På kanten af småt brændbart”. Hele programmet var en stor reklame for pladen, og der blev i slutningen sendt uddrag fra en releasekoncert, som blev spillet i radiostudiet. Som dedikeret tv-2-fan måtte jeg bare være med, men for at få adgang skulle man være klar til at smide en ting fra sit liv ud (jf. titelsangen på pladen), og man skulle i den forbindelse indsende en mail ti P3, hvor man beskrev, hvad det var, man ville smide ud. Jeg grublede i flere dage over, hvad jeg skulle finde på for at skille mig ud fra mængden, og endelig kom jeg i tanke og den perfekte ting, som ramte perfekt i forhold til temaet om tiden og livet, der går, og samtidig var så tåbeligt, at man ikke kunne undgå at grine af det. Jeg gik ned i kælderen og hentede et gammelt puslespil frem. Ikke et hvilket som helst puslespil, men et af disse moderne skumgummipuslespil i 3D. Når det var bygget, forestillede det et bornholmer-ur, og der fulgte endda et ur med visere og batteri med, så det kunne vise klokken og gå!

Jeg indsendte mit forslag og søreme om ikke jeg fik lov til at komme med til koncerten. Ikke nok med det, produceren insisterede også på, at jeg skulle interviewes om det tåbelige ur. Nedenfor kan du lytte til interviewet og se et par billeder, hvor jeg smider uret i den til formålet opstillede skraldebil.

Det er det mest åndssvage, jeg nogensinde har lavet i offentlighed. Nå ja, koncerten var også fed.

(Måske kan din browser ikke afspille lydfilen, i så fald må du hente mp3-filen her og afspille den selv).