Dag 4 og 5 skete der ikke så meget, da jeg var til konference. Festerne om aftenen var dog meget sjove, den første var i gammel stil med levende jazzband, professionelle ballroomdansere og casino for-sjov. Jeg vandt så mange chips i blackjack, at jeg nær havde sprængt banken. Aftenen efter var jeg på Teknik- og Industrimuseet, hvor man kunne se en del af museet og hvor der blev serveret mange slags mad. Desværre blev der på begge aftenerne kun serveret øl, vand og vin, så jeg nåede ikke at få en skid på, som jeg havde håbet (og fortjent). Men på vejen hjem fra den sidste fest slog inviterede jeg en gut fra DSB på en tår at drikke. Vi endte på en sportsbar, hvor jeg fik den største dobbelte vodka, jeg i mit liv har fået. To af dem, og jeg slingrede hjem.

Fredag var den sidste dag i Chicago, og der var ikke noget interessant på konferencen. Jeg havde planlagt at tage en tur i Adler-planetariet, men da jeg var gået ned på havnen og så, hvor langt det lå væk, opgav jeg, da jeg ikke mente at der var tid nok. I stedet gik jeg en fornøjelig tur nordpå langs vandet, hvor jeg blandt andet så nogle flotte fugle og insekter.

På vejen begyndte der at drive en meget kraftig tåge, havgus eller hvad sådan noget hedder, ind over byen der hvor jeg skulle hen, så jeg fik taget en masse billeder af det.

Jeg tog samtidig også op i John Hancock Tower, som lå lige midt i tågen, for at se den ovenfra.

Jeg nåede næsten tilbage til hotellet i tide, hvorefter jeg og min kollega kørte tidligt til lufthavnen med taxa for at undgå myldretidstrafikken. Terminal 5 i Chicago er godt nok jordens sygeste. Der er ikke en skid at foretage sig udover to små souvenirforretninger, fire junkfoodforretninger og en lille bar. Der er ikke en pæn måde, man siger farvel til turisterne, synes jeg. 6 timer dér er meget lang tid.

Turen i flyet var hård, for det var en natflyvning, og jeg kan ikke sove oprejst. Derfor måtte jeg spendere ca. 6 timer i mørke pånær lampen over mit hovede, og jeg kunne ikke rigtig finde noget at lave. Men stewardessen var heldigvis flink og delte rundhåndet ud af spiritus og slik. Apropos, så skal jeg på slankekur. De mange donuts og McDonaldsbesøg har efterladt i hvert fald et ekstra kilo, og der er i forvejen for mange.

For at opsummere: Turen til Chicago/USA var fantastisk, og for første gang på en rejse følte jeg mig ikke som en fremmed. Jeg skal helt sikkert tilbage til staterne en anden gang, hellere før end siden.

Det komplette album fra dagen kan ses her.

Tirsdag var tredje dag i Chicago, og fra morgenstunden nåede jeg at opleve én kliche: Panseren, der skal ind og købe donuts i arbejdstiden. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Jeg havde intet planlagt for dagen på forhånd, men havde overvejet at prøve at finde et af deres store varehuse (deres Bilka) bare for at se, hvor store de er, men de lå for langt væk. I stedet opdagede jeg, at der lå en LEGO-forretning oppe ved Chicago-floden et par kilometer nordpå, og jeg bestemte mig så for at tage derop for at se den.

På turen nordpå kom jeg også fordi den næsthøjeste bygning i Chicago, nemlig John Hancock Tower, hvor man så vidt jeg kunne se kan komme op og gå på toppen i den fri luft. Jeg ville egentlig gerne derop, men da benene begyndte at køre rundt under mig valgte jeg alligevel at lade være. Jeg havde alligevel også været oppe i den højeste bygning dagen før.

LEGO-forretningens udvalg var ikke vanvittig stort, men de havde mange modeller, som jeg ikke har set i andre forretninger, ogn de havde også en masse alternative produkter som fx LEGO-spisebestik, en LEGO-kagedåse og en LEGO-køkkenvægt. Forretningens medarbejdere var simpelthen en fornøjelse at møde. Aldrig har jeg i mit liv mødt så begejstrede mennesker, og de snakkede fanden et øre af, især når de fandt ud af man kom fra Denmark – The Home of LEGO. Måske hang begejstringen også sammen med, at de lige havde fået en ny model ind ad døren, som de skiftedes til at samle lidt af.

Jeg havde i forvejen bestemt mig for kun at købe en lile ting, da der er meget lidt plads i kufferten, men jeg så pludselig model 10193, som forestiller en middelalderlandsby med en masse forskellige klodser, som jeg aldrig har set før, fx den stegte kalkun og guleroden. Jeg var vild med farverne og udseendet og forelskede mig på stedet. Jeg måtte bare have den med hjem, og jeg skal nok få plads i kufferten, også selvom jeg skal lade noget af mit tøj ligge herovre. Jeg sparede i øvrigt ca. 35% (320 kroner) i forhold til prisen i Danmark.

Aftenen i går gik på indskrivning til konferencen, som jeg er tager herover for at deltage i, og velkomstreceptionen. Det passer mig udmærket, at jeg ikke skal mere på udflugt, for min venstre fod kan ikke mere. Jeg har forfodsfald, og hele dagen var den meget øm og hævet. Nu skal den have ro og fred. Måske bliver der lejlighed til lidt mere sightseeing på fredag. Der er ikke noget videre interessant på konferencen denne dag, og flyet letter først et par timer før midnat. Så måske bliver det en tur til Adler-planetariet.

I øvrigt lader det til at jeg lægger for lidt drikkepenge til stuepigerne på hotellet. Jeg havde fået at vide hjemmefra, at man skulle lægge $2 pr. nat, så i første omgang lagde jeg $3 for at være flink. På andendagen bemærkede jeg at proppen i vasken var lukket, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over, men på tredjedagen var der også fyldt vand i og der lå en seddel med “tak for drikkepengene”. Jeg regner med, at det var et vink med en vognstang om at lægge flere drikkepenge, så i dag lagde jeg $5, og der har ikke været nogen sære overraskelser. Jeg har i øvrigt også læst på nettet at det er normalt at lægge omkring dette beløb på de fine hoteller, når man er der en hel uge, så det bliver sådan.

Det komplette album fra dagen kan ses her.

Dag 2 i Chicago bød på masser af spændende oplevelser. Fra formiddagen gik jeg med min kollega Michael langs med kajen ved lystbådehavnen ned til Shedd Aquarium, som er et enormt akvarirum (Danmarks Akvarium når det ikke til sokkeholderne). Der var ufattelig mange fisk, men også frøer, slanger, skildpadder, oddere, pingviner samt delfiner og hvidhvaler. Det var helt fantastisk at se, især var jeg meget fascineret af deres forskellige rokker.

Efterfølgende gik jeg en længere tur igennem downtown, denne gang mod vest, og jeg kom mere eller mindre med vilje forbi Willis Tower (tidl. Sears Tower), USA’s p.t. højeste bygning på 527 meter og 108 etager.

Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville op i det, for ellers ville jeg ærgre mig når jeg kom hjem over ikke at have turdet. Det var bare et spørgsmål om at tage sig sammen, så det gjorde jeg og tog den 60 sekunders elevatortur til udkigsposten på 103. etage, som er 412 meter oppe. For satan, der er langt ned, men sikke en udsigt. For det ikke skal være løgn har man hængt 3 glasbure ude på siden af bygningen, så man kan gå ud og stå i det fri og kigge ned. Efter ca. 10 minutter med svedige håndflader fik jeg overtalt en anden turist til at tage et par billeder af mig, når jeg gik derud, og så gik jeg baglæns derud, så jeg ikke kunne se hvor jeg gik hen.

Efterfølgende besluttede jeg mig for, at det var snyd, så jeg fik langt om længe bevæget mig derud med snuden fremad. Tredje gang gik jeg derud og kiggede ned. Da jeg kom ind begyndte mine ben ikke at ville bære mig, så jeg bestemte mig for at tage ned igen.

Jeg har ikke rigtigt købt noget herovre endnu andet end et par t-shirts (fordi jeg ikke havde taget nok med til hele turen), så for at have et eller andet med hjem købte jeg et brætspil nede i Sears Tower.

Det komplette album fra dagen kan ses her.

I dag vågnede jeg ved 6-tiden, og det er vist længe siden det er sket sidst, så det må være tidsforskellen, der spiller mig et puds. Jeg håber det bliver bedre i morgen.

Dagen bød fra start på en lille gåtur ned af et par gader for at finde morgenmad og kigge lidt på de nærmeste bygninger i almindelig dagslys.

Senere på formiddagen tog jeg med min kollega Michael på en længere gåtur gennem byen, hvor jeg blandt andet fik nogle smukke sommerfugle, en del canadagæs og en kæmpe bønneformet figur med spejloverflade at se, og målet var at ende på Naturhistorisk Museum (The Field Museum). Det første, vi faldt over derinde, var en fotoudstilling om de de sortes frihedskamp (eller hvad det nu hedder på dansk), og det var virkelig hård kost. Det var ikke fordi der var billederne indeholdt blod eller rå vold, men de følelser, der var foreviget, var virkelig store. Selvom jeg ikke kender den amerikanske historie særlig godt, og selvom det primært er ting der er sket før min tid, fik jeg en stor klump i halsen og var nærmest ved at tude, da jeg gik ud.

Det efterfølgende var ligesom lidt ligegyldigt i forhold til det andet, men det var alligevel meget interessant at se en enorm udstilling om indianerne, lidt om det gamle Egypten og ikke mindst de enorme dinosaurskeletter samt en lille 3D-film om dem. Det var stort set alt, hvad vi nåede på ca. 3 timer.

På vejen tilbage til hotellet overværede vi en del løbere, formodentlig deltagere i Chicago Triathlon 2009, som også forklarer, hvorfor flere hotelgæster slæber cykler rundt inde på hotellet.

Lidt senere tog jeg på endnu en gåtur mod nord oppe og vende ved floden. Deroppe ligger også den næsthøjeste skyskraber i USA, nemlig Trump International Hotel and Tower, en satan på 96 etager. Jeg måtte lige holde fast i noget før jeg turde læne mig bagover og kigge op. For satan, det der højt oppe, og jeg mistede nærmest balancen og gik og slingrede de næste mange meter.

I morgen tager jeg med Michael til Shredd Aquarium, og kigger på nogen af de ca. 25000 fisk, som opbevares i dette akvarium, som er et af verdens største.

Det komplette album fra dagen kan ses her.

Her et par indtryk af rejsen til Chicago.

Luftbussen (Airbusflyet), som skulle flyve os til Chicago fra Kastrup. Turen tog 8 timer i fly, hvilket er mindst 3 timer mere end min krop umiddelbart er gearet til. De sidste timer var hårde. I O’hare-lufthavnen blev jeg lukket ind af en halvsur security-mand, som nærmest tog det som en personlig fornærmelse at jeg ikke havde udfyldt papirerne helt og ikke selv havde en pen til at gøre det med.

I lufthavnen blev vi nærmest smidt ind i noget, vi først troede var en pirattaxa, da den ikke havde noget taxameter, men man kan åbenbart drive sin egen taxavirksomhed, for det var en vognmand, der åbenbart havde flere vogne kørende, og han var egentlig flink nok. Men da jeg bad om en kvittering, fik jeg et kort, som jeg selv kunne udfylde…

På turen ind mod downtown var der rimelig meget traffik pga. at de fleste fra frakørslerne til highway’en var lukket. Men skylinen tårnede sig op.

Hotelværelet er stort og pænt, men her er pissekoldt. Det må jeg lige have gjort noget ved.

Efter at have gået en lille tur i aftenskumringen (uden kamera) og købt et par donuts og en Red Bull til at vågne på, gik jeg i seng kl. ca. 22 lokaltid (mens det rystede en smule i undergrunden) og vågnede igen ved 6-tiden. Sjældent har jeg været så tidligt oppe frivilligt.

I dag står den nok på museumsbesøg m.v.

Det komplette album kan ses her.

Hvis nogen ikke fulgte med på Facebook, da man for nogen uger siden kunne følge fremgangen med at bygge LEGOs model 10179 (“Millennium Falcon”), kan man se det samlede forløb her. Alle billeder kan ses i en større udgave ved at klikke på dem.

1 stk. pakke fra Esbjerg med størrelsesforhold.

Sikke en flot æske, den er næsten lige så fed som indholdet, men kun næsten.

Denne fejl på æsken gav. ca. 1000 kroner i rabat.

Låget er taget af.

Arbejdstegning.

Ca. 6,5 kilo klodser, forhåbentlig 5195 styk i alt.

Alt er talt og tilrettelagt.

Kl. 12:30, mens der lyttes til Nephews nye album DanmarkDenmark.

Kl. 14:30 mens der lyttes til Hardinger/Thorup.

Kl. 15:45. MF har fået ben at stå på, mens Jan har lyttet til Breumm – både album og live.

Kl. 17:45: 10179 har taget form mens Nephew har spillet live-koncert i radioen, som Jan har lyttet til.

Kl. 20:30.

Status kl. 1, resten af projekt 10179 må vente til i morgen.

Status kl. 1 – de sørgelige rester.

Det færdige projekt.

MF ovenfra.

MF bagfra.

Indgangspartiet.

Chewbacca og Han Solo i cockpittet.

Torsdag aften fik jeg den ære at møde et af mine musikalske idoler, nemlig Michael Hardinger. Han er tidligere musikalsk geni bag meget af musikken fra Shu-bi-dua, som han forlod i 1997. Både før og efter er det lavet utallige hits som soloprojekter og sammen med andre kunstnere.

Mødet foregik på Damhuskroen, hvor der var optagelse til tvprogrammet Top Charlie, hvor han og Jørgen Thorup optrådte med et par nye sange, de har skrevet. Jeg var på stedet sammen med et par andre medlemmer af Gurli-klubben. Efter programmet var der tid til at hilse på og få et par autografer på Michaels gamle solo-lp’er fra 80’erne, efter min mening nogen af hans største bedrifter.

På Damhuskroen havde vi også den store ære at få lov at sidde på første række til hans og Jørgen Thorups korte unpluggede session med Keld Heick (programmets vært) ved baren, hvor de spillede Michaels gamle solohit “Walk Mand!”. Det var fantastisk at få lov til at opleve.